Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/654

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
626
Vikingetog.

tabte fire Dage ſenere Hovedſlaget ved Æſcesdun (nu Afhdown). Her faldt Berſe og Halfdan, begge Sigtryggver, jarlerne Aasbjørn (der ikke førhen er nævnt) Fræna og Harald, med flere Tuſinder af deres Mænd[1]. I to andre Slag bleve derimod Danerne Sejrherrer. Strax efter Paaſke døde Ædhered[2], og hans Broder Alfred fulgte ham nu ſom Konge i Wesſex. Han holdt en Mængde ſtørre eller mindre Trefninger med dem, og, ſom det ſynes, med afvexlende Lykke, indtil han endelig mod Slutningen af Aaret, rimeligviis ved at betale en Pengeſum, fik Hedningerne til at ſlutte et Forlig, hvori de lovede at drage bort[3]. De holdt ogſaa dette Løfte, og droge til London, hvor de overvintrede. Her ſluttede Middel-Anglerne et lignende Forlig med dem; de droge derfor nordefter og tilbragte den følgende Vinter paa Lindsey, hvor Middel-Anglerne maatte ſlutte et nyt Forlig. Dette havde dog ikke ſtort at betyde, da Danerne toge ſit næſte Vinterkvarteer (874) i Hreopandun (Repton), nødſagede Burhred, Middel-Anglernes Konge, til at flygte fra Landet, hvortil han aldrig kom tilbage, og underkaſtede ſig hans Rige, ſom de overlode til en af hans Thigner, ved Navn Ceolwulf, der maatte ſværge dem Troſkabs- og Underdanigheds-Ed. De deelte derpaa Hæren i to Afdelinger, af hvilke den ene under Halfdan drog til Northumberland, ſom den underkaſtede ſig, og nu og da herjede paa Skoternes og Strathclyde-Boernes Land; den anden, Under Gudrum, Aaskell og Eyvind[4], ſatte ſig faſt i Cambridge, hvorfra den efter et Aars Forløb hemmelig brød op, og bemægtigede ſig Werham, en befæſtet Borg i Wesſex. Alfred havde imidlertid ſkaffet ſig en Flaade og overvundet en Vikingeflaade, beſtaaende af ſyv Skibe: dette har formodentligen indjaget Hedningerne i Werham nogen Skræk, ſiden det berettes, at de ſluttede Fred med Alfred, gave ham Gisler, og tilſvore ham paa deres Baug[5] en højtidelig Ed, at de ſkulde forlade Riget. Dog brøde de dette Løfte og ſatte ſig, uden at Alfred kunde hindre det, faſt i Exeter. Her ſkulde en Flaade af 120 Skibe komme dem til Undſætning, men der indtraf en ſvær Taage, hvorved mange af Skibene gik til Grunde, og de øvrige bleve ødelagte ved Swanawic af Alfreds Søkrigere. Herved bevægedes Hedningerne til at fornye det brudte Forlig, og ſværge en ny Ed paa, at de ſkulde drage bort. Og denne Gang holdt de ſit Løfte, da

  1. Ingulf nævner ogſaa Orguil og Fungo. Higden (S. 255) lader Ingvar falde i dette Slag.
  2. Man har ſiden (ſaaledes f. Ex. Bromton S. 809) ladet Ædhered blive dødeligt ſaaret i dette Slag, uden mindſte Hjemmel.
  3. Chron. sax. i Mon. hist. Brit. I. p. 355, 56, ſammeſteds p. 478.
  4. Navnet ſkrives Anwind, Anund, Amund; maaſkee ogſaa herved den ovenfor S. 623 nævnte Haamund er meent.
  5. On þám hálgan beáge, Chron. Sax. p. 356.