Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/653

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
625
St. Eadmunds Drab.


Skatte kan Overmagten berøve mig, men ikke rokke min Tro; jeg vil forsvare min Frihed og Religion til det yderste, om jeg end skal lade mit Liv, og Kongernes Konge vil belønne mig med et evindeligt Rige i de Saliges Boliger“. Og, heder det, han ilede mod Fienden, og veg først efter en heel Dags blodig Kamp ved Theodford tilbage til Ægelesdun, bedrøvet over al denne Blodsudgydelse, og bestemt paa aldrig mere at levere noget Slag, men at opoffre sig alene. Imidlertid var Ubbe kommen sin Broder Ivar til Hjelp med 10000 Mand. De omringede Byen, for at Ingen skulde komme levende derfra. Kongen flygtede ind i Kirken, hvor han anraabte Gud om at forunde ham Standhaftighed i hans Lidelser. Ivar lod ham voldsomt rive ud af Kirken, binde til et Træ og hudflette; hans Standhaftighed gjorde hans Plageaander rasende, og de skøde nu til Maals efter ham, indtil Pilene stode saa tæt i hans Legeme at der ej var Rum til flere; da befalede Ivar en af sine Mænd at afhugge hans Hoved[1]. Det er aabenbart, at de nordiske Sagns Fortælling om Ella’s smertefulde Død er laant fra Beretningen om Eadmund; saa afvigende som de engelske Sagn ere fra hine, saa ligger dog den Forestilling, at Lodbroks-Sønnerne kom til England og grumt dræbte en af dets Konger for at hevne deres Fader eller en Frænde, til Grund for dem begge. Danerne toge nu hele Øst-Angeln i Besiddelse. Ifølge en af de ældre og paalideligere Forfattere[2] skal Ingvar eller Ivar allerede være død i dette Aar, medens han dog af andre ogsaa nævnes senere[3]. Heller ikke Sydskotland havde undgaaet Danernes Herjninger; men hvad der herom fortælles, er heel upaalideligt[4]. Ligeledes herjedes Klostrene langs Northumberlands Kyst[5].

I de følgende Aar hjemsøgtes de sydligere Dele af England. Men her vare de Danske mindre heldige; thi den ypperlige Alfred, skjønt endnu ikke Konge, ledede her Forsvaret. De kom til Reading i Wessex, og bleve slagne af Ealdormanden Ædhelwulf ved Englafeld; vel vandt de faa Dage derefter Sejr over Kong Ædhered og Alfred, og fældte Ædhelwulf, men

  1. Matthæus af Westminster, S. 161-165.
  2. Ædhelweard, Mon. hist. Brit. p. 413.
  3. Nemlig ved 871 hos Higden (Gale S. 255), efter hvilken Ivar og Halfdan skulle være faldne i Slaget ved Cymvit, ved 877 eller 878 hos Hoveden (Savile S. 239) og Simeon af Durham (Mon. hist. Brit. I. p. 681). Rimeligviis grunder dette sig paa en Misforstaaelse af de angl. Annaler ved 878, hvor „Ingvars og Halfdans Broder“ nævnes.
  4. Disse Beretninger findes hos Fordun (II. 307) og især hos Hector Boethius (S.206); de sidste bære især øjensynlig Præg af sildigere Opdigtning.
  5. Matthæus af Westminster, S. 162, fortæller her et gyseligt Sagn om Abbedissen og Nonnerne i Coldingham, der skare Næserne og Overlæberne af sig for at Hedningerne skulde fatte Modbydelighed for dem.