Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/653

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
625
St. Eadmunds Drab.


Skatte kan Overmagten berøve mig, men ikke rokke min Tro; jeg vil forſvare min Frihed og Religion til det yderſte, om jeg end ſkal lade mit Liv, og Kongernes Konge vil belønne mig med et evindeligt Rige i de Saliges Boliger“. Og, heder det, han ilede mod Fienden, og veg førſt efter en heel Dags blodig Kamp ved Theodford tilbage til Ægelesdun, bedrøvet over al denne Blodsudgydelſe, og beſtemt paa aldrig mere at levere noget Slag, men at opoffre ſig alene. Imidlertid var Ubbe kommen ſin Broder Ivar til Hjelp med 10000 Mand. De omringede Byen, for at Ingen ſkulde komme levende derfra. Kongen flygtede ind i Kirken, hvor han anraabte Gud om at forunde ham Standhaftighed i hans Lidelſer. Ivar lod ham voldſomt rive ud af Kirken, binde til et Træ og hudflette; hans Standhaftighed gjorde hans Plageaander raſende, og de ſkøde nu til Maals efter ham, indtil Pilene ſtode ſaa tæt i hans Legeme at der ej var Rum til flere; da befalede Ivar en af ſine Mænd at afhugge hans Hoved[1]. Det er aabenbart, at de nordiſke Sagns Fortælling om Ella’s ſmertefulde Død er laant fra Beretningen om Eadmund; ſaa afvigende ſom de engelſke Sagn ere fra hine, ſaa ligger dog den Foreſtilling, at Lodbroks-Sønnerne kom til England og grumt dræbte en af dets Konger for at hevne deres Fader eller en Frænde, til Grund for dem begge. Danerne toge nu hele Øſt-Angeln i Beſiddelſe. Ifølge en af de ældre og paalideligere Forfattere[2] ſkal Ingvar eller Ivar allerede være død i dette Aar, medens han dog af andre ogſaa nævnes ſenere[3]. Heller ikke Sydſkotland havde undgaaet Danernes Herjninger; men hvad der herom fortælles, er heel upaalideligt[4]. Ligeledes herjedes Kloſtrene langs Northumberlands Kyſt[5].

I de følgende Aar hjemſøgtes de ſydligere Dele af England. Men her vare de Danſke mindre heldige; thi den ypperlige Alfred, ſkjønt endnu ikke Konge, ledede her Forſvaret. De kom til Reading i Wesſex, og bleve ſlagne af Ealdormanden Ædhelwulf ved Englafeld; vel vandt de faa Dage derefter Sejr over Kong Ædhered og Alfred, og fældte Ædhelwulf, men

  1. Matthæus af Weſtminſter, S. 161-165.
  2. Ædhelweard, Mon. hist. Brit. p. 413.
  3. Nemlig ved 871 hos Higden (Gale S. 255), efter hvilken Ivar og Halfdan ſkulle være faldne i Slaget ved Cymvit, ved 877 eller 878 hos Hoveden (Savile S. 239) og Simeon af Durham (Mon. hist. Brit. I. p. 681). Rimeligviis grunder dette ſig paa en Misforſtaaelſe af de angl. Annaler ved 878, hvor „Ingvars og Halfdans Broder“ nævnes.
  4. Disſe Beretninger findes hos Fordun (II. 307) og iſær hos Hector Boethius (S.206); de ſidſte bære iſær øjenſynlig Præg af ſildigere Opdigtning.
  5. Matthæus af Weſtminſter, S. 162, fortæller her et gyſeligt Sagn om Abbedisſen og Nonnerne i Coldingham, der ſkare Næſerne og Overlæberne af ſig for at Hedningerne ſkulde fatte Modbydelighed for dem.