Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/652

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
624
Vikingetog.


nede han ſig, thi Hedningerne, ſom ſtrax indfandt ſig, kjendte ingen Skaanſel; Abbeden blev dræbt for Alteret, Oldinger og Børn bleve piinte paa det grummeſte, for at de ſkulde bekjende, hvor Kloſterets Skatte vare, de hellige Mænds Grave bleve opbrudte og da de dog intet fandt, ſlæbte de den tredie Dag efter deres Ankomſt alle de hellige Mænds Been ſammen i en Dynge og ſatte Ild paa dem, tilligemed Kirken og Kloſterbygningerne. Af alle dem, der vare blevne tilbage i Croyland, var der ingen, ſom beholdt Livet, uden den tiaarige Novice Turgar, der havde ledſaget Subprioren til Refektoriet, og da denne blev dræbt, indſtændigt bad, at man ogſaa vilde lade ham følge ſin Lærer i Døden; hans Skjønhed og Troſkab rørte den yngre Sigtrygg Jarl, ſom lod ham ombytte ſin Kloſterdragt med en danſk Kappe, og bød ham overalt at holde ſig til ham. Fra Croyland droge Danerne til Medeshamſtede, ſom de fandt lukket og ſom derfor ſtormedes; under Stormen blev Jarlen Ubbes Broder dræbt ved et Steenkaſt, og derover blev Ubbe ſaa raſende, at han med egen Haand nedhug alle de Munke, han traf. Sigtrygg advarede Turgar for at møde ham. Abbeden og alle Munke, over 80, bleve dræbte, Altrene undergravne, Gravminderne opbrudte, Bibliotheket opbrændt og Archivet adſpredt; tre hellige Jomfruers Been traadte under Fødder, Murene omſtyrtede, og endelig Kirken med alle Kloſterbygninger antændte. Branden varede i 14 Dage. Belæsſede med et uhyre Bytte droge Danerne videre mod Huntingdon. Da traf det ſig, at en ſvært belæsſet Vogn i Bagtroppen, hvor begge Sigtryggver førte Befalingen, blev ſiddende faſt i Dyndet ved Overgangen over Aaen Neen; under den Forvirring, ſom derved opſtod, fandt Turgar Lejlighed til at flygte bort, og kom efter en Nats Vandring til Croyland, hvor han fandt de Munke, ſom havde været bortſendte, og ſom imidlertid vare komne tilbage, beſkjeftigede med at ſlukke, og redde de Dele af Bygningen, ſom endnu ikke vare fortærede af Luerne. En af disſe Munke optegnede ſiden efter Turgars Beretning, hvorledes Alt var gaaet til, og det er denne Optegnelſe, ſom ligger til Grund for den her meddeelte Fremſtilling[1]. — Under idelige Plyndringer droge Hedningerne derpaa frem til Cambridge, plyndrede og ødelagde Kloſteret Ely, hvor de dræbte Nonner og Mænd, brøde ind i Øſtangeln, ſloge Ealdormanden Wulfeytel, der ſøgte at ſtandſe dem, og fældte endelig Kong Eadmund (20 Nov.)[2]. Ifølge Legenden opfordrede Ingvar ham førſt til at dele ſit Rige og ſine Skatte med ham, og blive hans Underkonge, men Eadmund ſvarede Sendebudet: „Dryppende af mine Mænds Blod fortjente du Dødsſtraf; jeg vil efterligne Chriſti Exempel, og villigen dø for ham; mine

  1. Se Tanner, Bibl, Brit. p. 124.
  2. Langebek, Ser. rer. Dan. II. p. 50—52. Ingulf af Croyland, hos Savile, p. 865-868.