Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/651

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
623
Lodbroks-Sønnerne.


Omſtændigheder ved Vikingehærens førſte Fremtræden i Landet. Ifølge denne Beretning drog Hedningehæren eller en Deel deraf i September Maaned fra York og ſejlede over Humberen til Lindſey, hvor de ødelagde Kloſteret Bardney, og under beſtandig Skjenden og Brænden trængte frem til Keſtiwen. Her mødte Ealdormanden Algar den yngre dem med en i Haſt ſamlet Hær, hvoriblandt 200 haandfaſte Stridsmænd, under Anførſel af Broder Toli fra Kloſteret Croyland, der tidligere havde været en navnkundig Kriger. Det lykkedes denne Hær at ſlaa Hedningerne (d. 22 Septbr.), der tabte tre af ſine Konger og en ſtor Mængde Folk. Der kæmpedes heelt indtil Natten gjorde Ende paa Striden. Men endnu ſamme Nat kom de øvrige Hedningekonger og Jarler til den danſke Lejr[1]; deres Navne vare Gudrum, Bagſæg, eller ſom han ogſaa kaldes, Berſe[2], Aaskel, Halfdan og Haamund, og Jarlerne Fræna, Ingvar, Ubbe, Sigtrygg (Sidroc) den ældre og Sigtrygg den yngre[3]. De medbragte et ſtort Bytte og en Mængde Fanger, fornemmelig Kvinder og Børn. Efterretningen om deres Ankomſt vakte en ſaadan Forfærdelſe i Algars Hær, at en Mængde af hans Krigere om Natten flygtede bort, og om Morgenen var der af 8000 kun 2000 tilbage. Med denne lille Hob vovede han dog at holde Stand mod de over det lidte Tab forbittrede Daner, der, efter at have begravet deres tre faldne Konger ved Laundon, ſom derfor fra denne Tid af kaldtes Trekingham, fornyede Kampen. Denne varede en heel Dag, indtil Danerne endelig ved en forſtilt Flugt fik Anglerne til at adſprede ſig; da vendte de pludſelig tilbage og anrettede et ſtort Nederlag. Algar og Toli faldt efter de ſtørſte Tapperhedsprøver paa en Dynge af deres Krigeres Lig. Kun nogle Faa undkom til en Skov, og ilede derfra til Kloſteret Croyland, hvor de Morgenen efter, juſt ſom Abbeden og hans Munke holdt Otteſang, forkyndte den ſørgelige Efterretning. Abbeden ſendte nu alle de ſterkere og yngre af Brødrene bort med Kloſterets Helligdomme og Koſtbarheder, og blev kun tilbage med de ældſte af Munkene og nogle faa Børn, i Haab om, at Hedningerne vilde have Medlidenhed med deres Svaghed. Men heri forreg-

  1. Der ſtaar: venerunt … ceteri reges de patria, hvilket maaſkee kunde forklares ſom om disſe fem Konger nu førſt kom fra Fædrelandet, ɔ: Danmark. Men patria bruges aabenbart her, ligeſom nedenfor, hvor der tales om den til Kloſtret Medeshamſtedes Forſvar ſamlede Skare, i Betydningen af fólk d. e. Trop, Hærſkare; Ordene de patria betegne ſaaledes Viſtnok kun „fra Hovedhæren“.
  2. Hos Ædhelweard kaldes han Berſe, hvilken Navnform ogſaa ſynes at være den rette; det er i alle Fald den meeſt nordiſke. Denne Forfatter ſkriver ogſaa Sihtrix, ikke Sidroc.
  3. Thomas af Ely føjer urigtigt hertil, i ſin vita S. Etheldridæ, forfattet i det 11te Aarhundrede, Navnene paa flere ſenere omtalte Vikinger, ſom Evils og Haaſtein; (Mabillon Act. Sanct. Ben. II. 768 flg.)