Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/649

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
621
Lodbroks-Sønnerne.


briht mødte dem, men blev ſlagen og faldt, hvorefter Danerne ſatte ſig i Beſiddelſe af York. Imidlertid havde Bjørns Frænder udvalgt en anden Konge ved Navn Ella. Denne ſagde en Dag, ſom han ſad tilbords efter en heldig Jagt: idag have vi gjort vore Sager godt, ſiden vi have fanget fire Daadyr og ſex Raabukke. Men en Mand, ſom i det ſamme kom ind, ſvarede: „om I end have fanget alt dette, have I dog imidlertid tabt hundrede Gange ſaa meget, thi Danerne have dræbt Kong Osbriht, og indtaget York, og ville nu beholde det hele Land“. Ved denne Efterretning ſamlede Eller ſine Krigere, og drog mod Danerne, men blev ſlagen og faldt med en ſtor Mængde af Sine, ikke langt fra York, paa et Sted, der ſiden kaldtes Ellescroft[1]. En anden Bearbejdelſe af dette Sagn nævner Ella iſtedetfor Osbriht, og Arnulf Søfarer iſtedetfor Bjørn Bocard; Ella boede paa Ellesword ikke langt fra York, og Arnulf paa Becwida noget nærmere denne By[2].

Uagtet de engelſke Sagns ſtore Forſkjellighed fra de nordiſke, ſee vi dog ogſaa dem dreje ſig om Navnene Lodbrok og Ella, og anføre ſom Bevæggrund til Fiendens Ankomſt, at de vilde tage Hevn for en danſk Kongeætlings Drab, eller en Fornærmelſe, tilføjet en med det danſke Kongehuus beſlægtet Mand. Navnet Ingvar paa den fornemſte af Vikingehærens Høvdinger, minder ogſaa umiskjendeligt om de nordiſke Sagns Ivar. „Ingvar“ er viſtnok ikke nogen angliſk Form for „Ivar“, da Navnet ogſaa var almindeligt i Norden, og af en forſkjellig Sammenſætning[3]; imidlertid er det dog ikke i Udſeende eller Udtale mere afvigende, end at ukritiſke Sagnfortællere let kunde benytte ſig af Ligheden til at gjøre en Søn af den ældre Ragnar Lodbrok, der muligviis kan have hedet Ivar, til den ſamme, ſom de angliſke Chroniſters Ingvar, ſaa meget mere, ſom dette Navn ſkrives paa mange forſkjellige Maader, hvorved det ſtundom kommer til at nærme ſig Formen „Ivar“ betydeligt[4], og det derhos heder, at „Ingvar var overordentlig klog, men gruſom[5]. De, ſom kjende de engelſke Beretninger, have ogſaa grebet til den Udvej, at gjøre Ingvar til Ivars uegte Broder[6].

  1. Bromton, S. 802 flg.
  2. Lelandi Coll. de rebb. Britt, II. 367, 368.
  3. Ingvar er ſammenſat af Ingvi eller Ing (ɔ: Guden eller Ætteſtamfaderen Ingve), og har, eg. hari, d. e. „Hær“; paa gotiſk vilde Navnet lyde Iggvjahari. Ívarr derimod af jórr egentlig iorr, d. e. Heſt (got. aihvs) og det ſamme har, eller hari, hvorfor det ogſaa findes ſkrevet Jóarr; paa gotiſk vilde det lyde Aihvahari.
  4. Ædhelweard, der overhoved ſkriver Navnene meeſt overeensſtemmende med de nordiſke Former, har „Iver“; Chron. Sax. ligeledes Invær, Ingver, Iver, og etſteds Higwais. Gaimar (Monn. hist. Brit. S. 800—803) har „Ivar“.
  5. Henr. Huntingdon, Monum. hist. Brit. p. 738. Denne Forf. ſiger udtrykkeligt om Ivar, at han fik udvirket Stilſtanden ved Nottingham (ſe nedenfor) ved ſin „Ræveſnildhed og ſine glatte Ord“. Dette tillader ſterkt om Ingvars Forhandlinger med Ella.
  6. Hr. Hauk Erlendsſøn, i Ragnars Sønners Hiſtorie, Cap. 3.