Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/648

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
620
Vikingetog.


Strandvogterne kjendte den, og førte Bjørn til dens Ejers Sønner Ingvar og Ubbe, der vare mægtige og grumme Mænd, og ſom nu ved Pinſler ſøgte at faa Bjørn til at tilſtaa, hvor der var blevet af deres Fader. Bjørn foregav, at Lodbrok var bleven dræbt paa Kong Eadmunds Befaling. Da ſvore hans Sønner ved deres almægtige Guder, at de vilde hevne hans Død, ſamlede en Hær paa 20000 Mand, indſkibede ſig med den, og ſejlede under Bjørns Vejledning til England, for at lande i Øſtangeln og angribe Eadmund. Vinden drev dem til Skotland, hvor de landede ved Berwick, og herfra droge de herjende frem, indtil de kom til Øſtangeln[1].

Det northumberlandſke Sagn lyder ſaaledes: Kong Osbriht herſkede over Northumberland, og opholdt ſig i York. Han drog en Dag ud i Skoven for at forlyſte ſig, og tog ind til en af ſine fornemme Mænd, ved Navn Bjørn[2] Bocard, for at faa noget at ſpiſe. Bjørn var ikke hjemme, da han, ikke væntende Kongens Komme, havde ſom ſædvanligt begivet ſig ned til Kyſten for at forſvare Havnen mod Sørøvere. Men hans ſmukke Kone modtog Kongen og bevertede ham paa det bedſte. Kongen derimod benyttede ſig af Mandens Fraværelſe til at voldtage Konen. Da Bjørn kom hjem, fandt ham hende bleg og grædende. Hun fortalte ham, hvad der var ſkeet. Men han trøſtede hende, og bad hende ej at ſørge. Svaghed, ſagde han, formaar Intet mod Vold, og jeg ſkal ikke elſke dig mindre end før; men Hevn ſkal jeg med Guds Hjelp tage for os begge. Selv af fornem Æt og ſaare mægtig, ſammenkaldte han alle ſine talrige, formaaende Frænder, klagede over den Skjendſel, han havde lidt, og ſagde at han vilde tage Hevn. De bifaldt hans Beſlutning, og fulgte ham til York, hvor han, omringet af disſe mægtige Venner, opſagde Kongen Huldſkab og Troſkab, og derpaa ſtrax begav ſig bort. Kort Tid derefter drog han over til Danmark, hvor han klagede for Kongen, der hed Codrin (Gudrum) over den Fornærmelſe, han havde lidt af Osbriht, og bad ham om Hjelp imod denne[3]. Codrin og Danerne bleve glade over at faa et Paaſkud til at angribe Anglerne, og vare ſtrax villige til at underſtøtte Bjørn, „der desuden var af hans Slægt“. Han ſamlede en ſtor Hær, udruſtede de fornødne Skibe, og udnævnte Brødrene Ingvar og Ubbe, tappre Krigere, til Anførere. De droge over til England med en utallig Hær, landede paa Nordkanten, og tagende Vejen gjennem Holdernesſe, droge de herjende til York, hvor Os-

  1. Matthæus af Weſtminſter, S. 161 fgg. Bromton, hos Twysden, S. 804.
  2. Der ſtaar i Udgaven Bruern.
  3. Da den danſke Konge, der herjede England og omſider blev døbt, ſenere hen i Tivysdens Udgave af Bromton kaldes Godrin eller Godrinus, d. e. Gudrum, er det ſandſynligt, at Navnet „Codrinus“ i Fortællingen om Bjørn kun er indkommet ved en Skrive- eller Læſefejl, og at man ogſaa her bør læſe „Godrinus“, ſamt at Bromton ved denne Godrinus har tænkt ſig den ſamme, ſom den, der ſenere nævnes.