Strandvogterne kjendte den, og førte Bjørn til dens Ejers Sønner Ingvar og Ubbe, der vare mægtige og grumme Mænd, og som nu ved Pinsler søgte at faa Bjørn til at tilstaa, hvor der var blevet af deres Fader. Bjørn foregav, at Lodbrok var bleven dræbt paa Kong Eadmunds Befaling. Da svore hans Sønner ved deres almægtige Guder, at de vilde hevne hans Død, samlede en Hær paa 20000 Mand, indskibede sig med den, og sejlede under Bjørns Vejledning til England, for at lande i Østangeln og angribe Eadmund. Vinden drev dem til Skotland, hvor de landede ved Berwick, og herfra droge de herjende frem, indtil de kom til Østangeln[1].
Det northumberlandske Sagn lyder saaledes: Kong Osbriht herskede over Northumberland, og opholdt sig i York. Han drog en Dag ud i Skoven for at forlyste sig, og tog ind til en af sine fornemme Mænd, ved Navn Bjørn[2] Bocard, for at faa noget at spise. Bjørn var ikke hjemme, da han, ikke væntende Kongens Komme, havde som sædvanligt begivet sig ned til Kysten for at forsvare Havnen mod Sørøvere. Men hans smukke Kone modtog Kongen og bevertede ham paa det bedste. Kongen derimod benyttede sig af Mandens Fraværelse til at voldtage Konen. Da Bjørn kom hjem, fandt ham hende bleg og grædende. Hun fortalte ham, hvad der var skeet. Men han trøstede hende, og bad hende ej at sørge. Svaghed, sagde han, formaar Intet mod Vold, og jeg skal ikke elske dig mindre end før; men Hevn skal jeg med Guds Hjelp tage for os begge. Selv af fornem Æt og saare mægtig, sammenkaldte han alle sine talrige, formaaende Frænder, klagede over den Skjendsel, han havde lidt, og sagde at han vilde tage Hevn. De bifaldt hans Beslutning, og fulgte ham til York, hvor han, omringet af disse mægtige Venner, opsagde Kongen Huldskab og Troskab, og derpaa strax begav sig bort. Kort Tid derefter drog han over til Danmark, hvor han klagede for Kongen, der hed Codrin (Gudrum) over den Fornærmelse, han havde lidt af Osbriht, og bad ham om Hjelp imod denne[3]. Codrin og Danerne bleve glade over at faa et Paaskud til at angribe Anglerne, og vare strax villige til at understøtte Bjørn, „der desuden var af hans Slægt“. Han samlede en stor Hær, udrustede de fornødne Skibe, og udnævnte Brødrene Ingvar og Ubbe, tappre Krigere, til Anførere. De droge over til England med en utallig Hær, landede paa Nordkanten, og tagende Vejen gjennem Holdernesse, droge de herjende til York, hvor Os-
- ↑ Matthæus af Westminster, S. 161 fgg. Bromton, hos Twysden, S. 804.
- ↑ Der staar i Udgaven Bruern.
- ↑ Da den danske Konge, der herjede England og omsider blev døbt, senere hen i Tivysdens Udgave af Bromton kaldes Godrin eller Godrinus, d. e. Gudrum, er det sandsynligt, at Navnet „Codrinus“ i Fortællingen om Bjørn kun er indkommet ved en Skrive- eller Læsefejl, og at man ogsaa her bør læse „Godrinus“, samt at Bromton ved denne Godrinus har tænkt sig den samme, som den, der senere nævnes.
