Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/647

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
619
Lodbroks-Sønnerne.


deles i de ældſte og paalideligſte Kildeſkrifter, men kun hos yngre Forfattere, og, ſom man derfor maa formode, i en noget forvanſket Skikkelſe[1]. De afvige derhos fra hinanden indbyrdes. Egentlig er det kun det øſtangliſke Sagn, ſom udtrykkelig nævner Lodbrok. Der var, fortælles der, i Daneriget en Mand af Landets Kongeæt, ved Navn Lodbrok, der havde to Sønner, Ingvar og Ubbe. En Dag ſejlede han alene i en liden Baad med ſin Høg omkring mellem Øerne og langs Stranden, for at fange Ænder og andenſlags Fugl, men en pludſelig Storm drev ham ud paa Havet, og efter at være omtumlet i flere Dage og Nætter landede han endelig paa Oſtangelns Kyſt ved Redham i Norfolk. Her forundrede man ſig ved at ſinde ham alene med ſin Høg, og bragte ham til Kong Eadmund, der formedelſt hans ſmukke og anſeelige Ydre viſte ham megen Ære, og beholdt ham en Stund ved ſit Hof. Da det danſke Sprog lignede det angliſke, kunde Lodbrok give Kongen en Beretning om den Hændelſe, der havde bragt ham derhen. Lodbrok, der fandt Behag i Opholdet ved Eadmunds Hof, bad om at han fremdeles maatte blive der, for at lære Høviſkhed og fiin Levemaade. Kongen ſamtykkede deri. Lodbrok, der var en erſaren og heldig Jæger, gik ofte paa Jagt med Kongens Jæger Bjørn og ſkaffede meget herligt Vildt til Kongens Bord. Misundelig over Hans Held, myrdede Bjørn ham engang, da de vare ſammen paa Jagt, ſkjulte hans Lig i det tykkeſte af Skoven, kaldte Hundene til ſig, og gik hjem med dem. Da Kongen ved Maaltidet næſte Dag ſavnede Lodbrok, ſagde Bjørn, at han var bleven efter i Skoven, og at han ſiden ikke havde ſeet ham. Men neppe havde han udtalt, førend Lodbroks Yndlingshund kom ind, og logrede for Kongen, ſom rakte den Føde, i det han ſagde til de Omſtaaende, at Lodbrok nu viſt ſnart vilde indfinde ſig. Men ingen Lodbrok kom, og Hunden løb bort igjen, og ſaaledes gik det i tre Dage, da Kongen endelig, forundret herover, bød nogle af ſine Folk følge med Hunden og pasſe paa, hvor den løb hen. Derved opdagede de dens Herres Lig, ved hvilket den i alle disſe tre Dage havde ſiddet, idet den kun løb op til Kongsgaarden, naar den trængte til Føde. Eadmund blev bedrøvet over Lodbroks Død, lod anſtille ſkarpe Underſøgelſer for at opdage Gjerningsmanden, og kom ſnart til Vished om at dette ikke var nogen anden end Bjørn, ſom ogſaa tilſtod ſin Udaad. Eadmund lod nu ſine Hirdmænd og Lovkyndige dømme, hvad Straf han ſkulde have. De dømte, at han ſkulde ſættes i den ſamme Baad, paa hvilken Lodbrok var kommen, og overgives til Havet, ganſke alene, uden Aarer eller Sejl. Men efter faa Dage drev Baaden i Land til Danmark,

  1. Bromton, ſom meddeler Sagnene fuldſtændigt, levede i Midten af det 14de Aarhundrede, og citerer med Henſyn til det oſtangliſke Sagn kun den i Aaret 1307 afdøde Matthæus af Weſtminſters Verk.