Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/646

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
618
Vikingetog.


Her tilbragte nu Ragnar et heelt Aar, kaldte derpaa sine Sønner til sig og angreb Irland, dræbte dets Konge Melbricus, belejrede det rige Dublin, og indtog det[1]. At der herved efter al Rimelighed sigtes til det i de irske Annaler omtalte Angreb af Nordmændene paa Conal i Aaret 830, hvorved Kong Melbrigda blev fangen, er allerede ovenfor (S. 437) viist. Her opholdt han sig atter et Aar, og begav sig derpaa under idelige Sejrvindinger gjennem Middelhavet til Hellesponten, og fordrev efter sin Tilbagekomst til Danmark Oprøreren Harald i hvilken man, som ovenfor nævnt (S. 367), gjenkjender den sønderjydske Kong Harald, Anulos Broder, der lod sig døbe 826[2]. Ragnar, heder det, tilintetgjorde den af Harald indførte Christendom, og indførte atter de hedenske Offringer. Imidlertid havde Hella angrebet Irland, og rasede med Ild og Sverd mod alle Ragnars Tilhængere. Ragnar angreb ham, men blev fangen: aabenbart en Guds Straf fordi han havde forfulgt den sande Religion. Hella lod ham kaste i en Ormegaard. Da Ormene allerede havde fortæret hans Lever og en Snog hængte sig fast i Hjertet, opregnede han med høj Røst alle sine Bedrifter[3], og sagde tilsidst hine anførte Ord: „grynte vilde Griserne, om de vidste hvad Galten lider“. Heraf skjønnede Hella, at nogle af hans Sønner levede endnu, og bød at man skulde tage Ormene bort. Men imidlertid var Ragnar allerede død. Den Virkning, som Efterretningen om hans Død gjorde paa hans Sønner, beskrives med nogle smaa Afvigelser paa samme Maade som i Ragnars Saga. Ivar drog derpaa til England, og da han merkede at hans Flaade var for liden til at binde an med Fienden i aabenbar Krig, udbad han sig og fik af Hella saa stort et Stykke Land, som han kunde omgive med en Hestehud, hvilken han da klippede i Strimler, og vandt derved Jordsmon nok til at anlægge en befæstet By. Siden kom Sivard og Bjørn med en Flaade og 400 Mand, angrebe og fangede Hella, og dræbte ham ved at riste en Ørn paa hans Ryg. Derpaa vendte Sivard og Bjørn tilbage til deres Riger. Ivar forblev i England og herskede der i to Aar. Derpaa satte han sin Broder Agnar til at herske i England, og drog selv hjem. Anglerne vilde ikke vide af Agnar, men ved Sivards Hjelp overvandt han dem, og ødelagde store Strækninger af Landet. Man hører derefter ikke mere tale enten om Ivar eller om Agnar.

De engelske Sagn om Anledningen til Lodbroks-Sønnernes Tog ere meget forskjellige fra de nordiske. Det maa forresten bemerkes, at de ikke med-

  1. Jvf. ovf. S. 369.
  2. Se ovenfor S. 394.
  3. Her sigtes til det ovenfor nævnte Vers, hvori han omtalte sine 51 Slag. Ogsaa i Sagaen følger et andet Vers, hvor hiin Yttring om Grisene m. m. er indtagen, strax derefter, faa at den altsaa her anføres to Gange.