Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/646

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
618
Vikingetog.


Her tilbragte nu Ragnar et heelt Aar, kaldte derpaa ſine Sønner til ſig og angreb Irland, dræbte dets Konge Melbricus, belejrede det rige Dublin, og indtog det[1]. At der herved efter al Rimelighed ſigtes til det i de irſke Annaler omtalte Angreb af Nordmændene paa Conal i Aaret 830, hvorved Kong Melbrigda blev fangen, er allerede ovenfor (S. 437) viiſt. Her opholdt han ſig atter et Aar, og begav ſig derpaa under idelige Sejrvindinger gjennem Middelhavet til Helleſponten, og fordrev efter ſin Tilbagekomſt til Danmark Oprøreren Harald i hvilken man, ſom ovenfor nævnt (S. 367), gjenkjender den ſønderjydſke Kong Harald, Anulos Broder, der lod ſig døbe 826[2]. Ragnar, heder det, tilintetgjorde den af Harald indførte Chriſtendom, og indførte atter de hedenſke Offringer. Imidlertid havde Hella angrebet Irland, og raſede med Ild og Sverd mod alle Ragnars Tilhængere. Ragnar angreb ham, men blev fangen: aabenbart en Guds Straf fordi han havde forfulgt den ſande Religion. Hella lod ham kaſte i en Ormegaard. Da Ormene allerede havde fortæret hans Lever og en Snog hængte ſig faſt i Hjertet, opregnede han med høj Røſt alle ſine Bedrifter[3], og ſagde tilſidſt hine anførte Ord: „grynte vilde Griſerne, om de vidſte hvad Galten lider“. Heraf ſkjønnede Hella, at nogle af hans Sønner levede endnu, og bød at man ſkulde tage Ormene bort. Men imidlertid var Ragnar allerede død. Den Virkning, ſom Efterretningen om hans Død gjorde paa hans Sønner, beſkrives med nogle ſmaa Afvigelſer paa ſamme Maade ſom i Ragnars Saga. Ivar drog derpaa til England, og da han merkede at hans Flaade var for liden til at binde an med Fienden i aabenbar Krig, udbad han ſig og fik af Hella ſaa ſtort et Stykke Land, ſom han kunde omgive med en Heſtehud, hvilken han da klippede i Strimler, og vandt derved Jordsmon nok til at anlægge en befæſtet By. Siden kom Sivard og Bjørn med en Flaade og 400 Mand, angrebe og fangede Hella, og dræbte ham ved at riſte en Ørn paa hans Ryg. Derpaa vendte Sivard og Bjørn tilbage til deres Riger. Ivar forblev i England og herſkede der i to Aar. Derpaa ſatte han ſin Broder Agnar til at herſke i England, og drog ſelv hjem. Anglerne vilde ikke vide af Agnar, men ved Sivards Hjelp overvandt han dem, og ødelagde ſtore Strækninger af Landet. Man hører derefter ikke mere tale enten om Ivar eller om Agnar.

De engelſke Sagn om Anledningen til Lodbroks-Sønnernes Tog ere meget forſkjellige fra de nordiſke. Det maa forreſten bemerkes, at de ikke med-

  1. Jvf. ovf. S. 369.
  2. Se ovenfor S. 394.
  3. Her ſigtes til det ovenfor nævnte Vers, hvori han omtalte ſine 51 Slag. Ogſaa i Sagaen følger et andet Vers, hvor hiin Yttring om Griſene m. m. er indtagen, ſtrax derefter, faa at den altſaa her anføres to Gange.