Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/643

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
615
Lodbrok og Ella.


ſom ſkulde kunne bevare ham mod Hug og Stik. Da han kom til England, led han Skibbrud paa Northumberlands Kyſt, men kom dog i Land med alle ſine Mænd, fem eller ſex hundrede i Tallet. Den Konge, ſom regjerede der, hed Ella; han havde væntet Ragnars Beſøg, og ſat Folk til at pasſe paa, naar han kom, for ſtrax at melde det. Da han nu fik vide, at en fiendtlig Skare var kommen, ſamlede han en ſtor Hær og drog ham imøde. Ella gav ſine Mænd den Befaling, at de, hvis de ſejrede, og det viſte ſig, at dette virkelig var Ragnar, ikke ſkulde dræbe ham, men kun tage ham til Fange, da hans Sønner ellers vilde hevne hans Død. Efter en langvarig og heftig Kamp, i hvilken Ragnar gik igjennem Ellas Fylkinger og hug ned til Højre og Veſtre, uden ſelv at blive ſaaret, maatte dog tilſidſt alle hans Mænd bide i Græsſet, og han ſelv blev fangen. Man ſpurgte ham om hans Navn, men han taug. Da bød Ella, at han ſkulde kaſtes i en Ormegaard og ſidde der, indtil han tilſtod hvo han var; og hvis det da viſte ſig, at han var Ragnar ſelv, ſkulde man tage ham ud ſaa hurtigt ſom muligt. Det ſkede, men han ſad længe, uden at Ormene vilde bide ham. Da lod Ella Panſerſkjorten tage af ham, og ſtrax hang Ormene ved ham paa alle Kanter Ragnar ſagde da: „grynte vilde Griſene, om de vidſte, hvad den gamle lider“. Han kvad tillige en Viſe, hvori han ſagde, at han havde holdt 51 berømmelige Slag, men aldrig tænkt at Orme ſkulde blive hans Bane. Da ſkjønnede Ella, at dette var Ragnar ſelv, men for ſilde. Ragnar lod ſit Liv med ſtort Mod. Ella vovede ikke andet, end at ſende Bud til Ragnars Sønner, der imidlertid vare komne hjem, og melde dem Faderens Død. Han valgte dertil en af ſine klogeſte og tappreſte Mænd og ſendte ham afſted paa et vel ruſtet Skib. Da denne Mand kom med ſit Følge til Borgen, hvor Ragnars Sønner opholdt ſig, gik de ind i Hallen, hvor der var Gjeſtebud. Ivar, der blot havde Bruſk iſtedetfor Been i ſit Legeme, og derfor ej kunde gaa, laa i Højſædet, Sigurd Orm i Øje og Hvitſerk ſpillede Bretſpil, Bjørn ſkjeftede et Spyd. Sendebudet fremførte ſit Ærende, og meldte Ragnars Død, medens hans Sønner opmerkſomt hørte til, og Ivar ſpurgte ham nøjagtigt ud om alle Enkeltheder. Da han endte ſin Beretning, havde Bjørn trykket ſaa haardt paa Spydſkaftet, at man kunde ſee Spor af hans Haand; han ryſtede Spydet, og det gik i to Stokker. Hvitſerk kruſtede den Brikke, han holdt, ſaa faſt, at Blodet ſprang frem under hans Negle. Sigurd, der holdt en Kniv i Haanden, hvormed han pudſede ſin Negl, vidſte ikke af, førend Kniven ſtod lige ind til Benet; ſaa aldeles havde deres Sind været optaget med at lytte til hvad Budet meldte. Ivar ſkiftede Farve, var ſnart rød, ſnart blaableg, ſnart hvid, og ganſke ligeſom opſvulmet i ſit Anſigt. Hvitſerk foreſlog, at man ſtrax ſkulde dræbe Ellas Sendebud. Ivar derimod ſagde, at de ſkulde faa fare bort i Fred, og derved blev det. Ved deres Hjemkomſt ſagde Ella, at enten maatte de