Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/642

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
614
Vikingetog.


Lodbrok allerede da have fundet Sted. Og naar man veed, hvor langt kortere Tid der i hine Dage udkrævedes til at ſtille Begivenhederne i et mythiſk Halvmørke, end efterat Chriſtendommen var indført og ſkriftlige Optegnelſer ſædvanlige, kan man heller ikke i mindſte Maade finde det forunderligt, om hine Sagn, hvorved den ældre og den yngre Lodbrok gjordes til een Mand, allerede i de førſte Generationer efter Lodbroksſønnernes Fremtræden vare blevne til, og i det Hele taget havde antaget den Form, hvori vi nu kjende dem.

At de Vikingehøvdinger, der baade i de nordiſke Sagn og de engelſke Annaler kaldes Lodbroks Sønner, virkelig benævnes eller benævnte ſig ſelv ſaaledes, derom har man endog et ſamtidigt Vidnesbyrd hos Biſkop Asſer af Exeter, der ſamtidig med den engelſke Konge Alfred har beſkrevet den ſtørſte Deel af hans Liv; han ſiger udtrykkeligt, at Høvdingernes tre Syſtre, Lodbroks Døttre, havde ſyet deres Fane, kaldet Ravnen[1]. En temmelig vegtig, ſkjønt ikke ſamtidig, Autoritet er ogſaa Mag. Adam af Bremen, der ſkrev ved 1075, og blandt andre Kilder benyttede mundtlige Meddelelſer af den danſke Konge Svein, Ragnar Lodbroks Ætling; han kalder ogſaa Vikingehøvdingen Ingvar „Lodbroks Søn“[2].

Vore egne Sagaers Beretning om Anledningen til Lodbroksſønnernes Angreb paa England er følgende.

Ragnar Lodbrok, der ſad hjemme i ſit Rige, medens hans Sønner vare ude i Viking, hørte en af ſine Mænd ſige, at han ikke kunde maale ſig med dem. Derfor beſluttede han paa egen Haand at gjøre et Tog, hvorved han vilde komme til at indlægge ſig lige ſaa megen Berømmelſe. Han lod derfor bygge to Knerrer — der ſiges etſteds, at de byggedes i Lider paa Veſtfold[3] — ſaa ſtore, at man hidtil aldrig havde ſeet deres Mage i Norden, og lod opbyde en ſtor Udruſtning over hele ſit Rige. Hans Huſtru ſpurgte ham, hvor han agtede ſig hen. Da han ſagde, at han agtede ſig til England, uden at have ſtørre Styrke med ſig, end der kunde rummes paa disſe Knerrer, advarede hun ham, fordi denne Styrke var for liden og Englands Kyſt desuden farlig for ſtore Skibe; hun raadede ham til heller at have flere mindre Skibe og et ſtørre Antal Folk. Men han ſagde, at jo farligere England var, deſto ſtørre Hæder var det for ham at undertvinge det med kun to Skibe, og hvis han var uheldig, da var det ogſaa bedſt at opoffre ſaa faa Folk og Skibe ſom muligt. Han var ikke at bevæge til at afſtaa fra ſit Foretagende. Hun gav ham ved Afſkeden en Pantſerſkjorte af Silke, ſom hun havde ſyet, og

  1. Monum. hist. Britann. I. S. 481.
  2. Filius Lodparchi, I. Cap. 39.
  3. Hr. Hauk Erlendsſøns: Ragnar Lodbroks Sønners Hiſtorie, Cap. 2.