hundrede Mile ind i Landet. Fra Skiringssal sagde han at han i fem Dage sejlede til den Søhavn, der kaldes Hede[1]; den staar mellem Venderne, Saxerne og Anglerne, og tilhører Danerne. Da han sejlede didhen fra Skiringssal, havde han først til Bagbord Danmark og til Styrbord det aabne Hav i tre Dage; og i de to øvriges Dage, for han kom til Hede, havde han til Styrbord Jylland, Sinlende og en Mængde Øer – de Lande, hvor Anglerne boede, før de kom til dette Land – og til Bagbord de Øer, der høre til Danmark„[2].
Man veed ikke nu længer, hvo denne Ottar er, kun seer man, at han maa have været en rig, anseet og meget berejst Helgelænding, der er bleven Kong Alfreds haandgangne Mand. Man skulde næsten formode, at Harald Haarfagres Erobring har drevet ham bort. Da han omtaler Finneskatten ej som om den var et Regale for Overkongen, men som om den oppebares af Helgelændingerne selv, synes den Skildring, han giver af Landet og dets Forholde, nærmest at vedkomme den Tid, der gik strax forud for Erobringen af Haalogaland, eller den endelige Ordning af Forholdene i dette Fylke, altsaa fra Aarene lidt før 870. Men det er ellers merkeligt, at han allerede saa tidligt nævner Nordmændenes Land eller Norge som et Land, af hvilket Haalogaland kun var et „Shire.“ Dette viser, at Bevidstheden om Landets og Folkets Eenhed allerede var tilstede førend det sammenerobredes, og medens det endnu bestod af en Mængde indbyrdes uafhængige Dele; det forklarer, hvorledes Beslutningen, at forene alle disse Dele til et Heelt, kunde opstaa hos Harald, og heller ikke betragtedes som nogen Urimelighed af hans Omgivelser.
Ottars Skildring viser, at Forholdene og Næringsvejene i det mindste i Nordland paa hans Tid vare de samme som nu, dog drev man, hvad der ogsaa let kan forklares, mere paa Fiskeri og Hvalfangst, medens Agerdyrkningen spillede en mindre vigtig Rolle. Og een Omstændighed er merkelig, at ogsaa Nordmændene paa Helgeland i den Tid befattede sig med at holde Rener, hvilket nu i de Egne kun er Finnernes Sag. Man seer overhoved, at Finnernes Antal paa den Tid maa have været større, og at deres Vandringer maa have strakt sig længere ned i det sydligere Norge, end nuomstunder.
Det opdyrkede Land maa i Forhold til Skov- og Fjeldstrækningerne endnu have været temmelig lidet. Ottar taler kun om dyrkbart Land ved Søkysten. Vistnok har han nærmest Haalogaland for Øje, og siger des-
