Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/639

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
611
Ottars Beretning.


hundrede Mile ind i Landet. Fra Skiringsſal ſagde han at han i fem Dage ſejlede til den Søhavn, der kaldes Hede[1]; den ſtaar mellem Venderne, Saxerne og Anglerne, og tilhører Danerne. Da han ſejlede didhen fra Skiringsſal, havde han førſt til Bagbord Danmark og til Styrbord det aabne Hav i tre Dage; og i de to øvriges Dage, for han kom til Hede, havde han til Styrbord Jylland, Sinlende og en Mængde Øer — de Lande, hvor Anglerne boede, før de kom til dette Land — og til Bagbord de Øer, der høre til Danmark„[2].

Man veed ikke nu længer, hvo denne Ottar er, kun ſeer man, at han maa have været en rig, anſeet og meget berejſt Helgelænding, der er bleven Kong Alfreds haandgangne Mand. Man ſkulde næſten formode, at Harald Haarfagres Erobring har drevet ham bort. Da han omtaler Finneſkatten ej ſom om den var et Regale for Overkongen, men ſom om den oppebares af Helgelændingerne ſelv, ſynes den Skildring, han giver af Landet og dets Forholde, nærmeſt at vedkomme den Tid, der gik ſtrax forud for Erobringen af Haalogaland, eller den endelige Ordning af Forholdene i dette Fylke, altſaa fra Aarene lidt før 870. Men det er ellers merkeligt, at han allerede ſaa tidligt nævner Nordmændenes Land eller Norge ſom et Land, af hvilket Haalogaland kun var et „Shire.“ Dette viſer, at Bevidſtheden om Landets og Folkets Eenhed allerede var tilſtede førend det ſammenerobredes, og medens det endnu beſtod af en Mængde indbyrdes uafhængige Dele; det forklarer, hvorledes Beſlutningen, at forene alle disſe Dele til et Heelt, kunde opſtaa hos Harald, og heller ikke betragtedes ſom nogen Urimelighed af hans Omgivelſer.

Ottars Skildring viſer, at Forholdene og Næringsvejene i det mindſte i Nordland paa hans Tid vare de ſamme ſom nu, dog drev man, hvad der ogſaa let kan forklares, mere paa Fiſkeri og Hvalfangſt, medens Agerdyrkningen ſpillede en mindre vigtig Rolle. Og een Omſtændighed er merkelig, at ogſaa Nordmændene paa Helgeland i den Tid befattede ſig med at holde Rener, hvilket nu i de Egne kun er Finnernes Sag. Man ſeer overhoved, at Finnernes Antal paa den Tid maa have været ſtørre, og at deres Vandringer maa have ſtrakt ſig længere ned i det ſydligere Norge, end nuomſtunder.

Det opdyrkede Land maa i Forhold til Skov- og Fjeldſtrækningerne endnu have været temmelig lidet. Ottar taler kun om dyrkbart Land ved Søkyſten. Viſtnok har han nærmeſt Haalogaland for Øje, og ſiger des-

  1. Angelſaxiſk āt Hæðum, d. e. Hedeby, Slesvig, ſe ovenfor S. 381.
  2. Thorpes Analecta Anglosaxonica 2den Udg. S. 82—86. Barringtons Udgave af Alfreds Oroſius S. 21-25. Langebeks Scr. Rer. Dan. II, S. 106.