Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/636

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
608
Harald Haarfagre.


Omſtændighed, at Hertug Guthorm, og efter ham ſaavel Kong Guthorm, ſom Kong Bjørn, opſlog ſit Hovedſæde paa Sæheim; da man ſiden denne Tid ikke hører Tale om Skiringsſal ſom Handelsplads, er det aabenbart, at det er dennes Handel, der har draget ſig til Tunsberg. Skiringsſal nævnes endnu i Begyndelſen af Kong Haralds Regjeringstid ſom en Søhandelsplads i den merkelige Beſkrivelſe over Norge, ſom den berømte engelſke Konge Alfred, efter mundtlige Meddelelſer af Helgelændingen Ottar, der var traadt i hans Tjeneſte, har indflettet i ſin Overſættelſe af den romerſke Hiſtorieſkriver Oroſius. Vi have hiſt og her i det Foregaaende haft Anledning til at omtale denne Beſkrivelſe, og anføre et og andet af dens Indhold[1]. Men da den desforuden indeholder meget, der er af ſtor Vigtighed, iſærdeleshed med Henſyn til Haalogaland, Finmarken og Finneſkatten, Bjarmeland og de paa den Tid ſædvanlige Bjarmelandsrejſer, og da den tillige er af ſæregen Interesſe ſom et aldeles authentiſk Vidnesbyrd fra Harald Haarfagres Samtid, ville vi her meddele den i dens Heelhed:

„Ottar“[2], heder det, „berettede ſin Herre Kong Alfred, at han boede nordligſt af alle Nordmænd[3]. Han ſagde, at han boede paa Nordkanten af Landet ved Veſterhavet; men Landet ſtrakte ſig meget langt nordefter derfra, og var ganſke øde, med Undtagelſe af, at Finnerne hiſt og her ſtykkemellem holdt til, for at jage om Vinteren, og fiſke i Havet om Vinteren. Han ſagde, at han engang ſelv vilde underſøge, hvor langt Landet ſtrakte ſig mod Nord, eller om noget Menneſke boede nordenfor den øde Strækning. Han foer derfor nordefter langs Landet, ſaa at han i tre Dage ſtedſe havde den øde Strækning til Styrbord, og Havet til Bagbord; da var han kommen ſaa langt mod Nord, at Hvalfangerne ej plejede at fare længere. Men han fortſatte ſin Vej fremdeles nordefter ſaa langt, ſom han kunde ſejle i andre tre Dage: da bøjede Landet mod Øſten, eller ogſaa løb der en ſtor Havbugt ind, hvilken af Delene, vidſte han ikke[4], kun vidſte han, at han der maatte oppebie veſtlig eller lidt nordlig Vind, og at han ſejlede derfra øſtefter langs Landet, ſaa langt ſom han kunde komme i fire Dage. Da maatte han oppebie fuldkommen Nordenvind, thi Landet bøjede ſig nu ſydefter eller

  1. Neml. S. 55, 89, 253, 328, 381.
  2. Alfred kalder ham med den angelſaxiſke Form Ohthere.
  3. Det vil juſt ikke ſige, at han ſelv boede allernordligſt, men at den Deel af Norge, hvor han boede, var den nordligſte, eller, ſom det nedenfor heder, at Landet ej var bebygget længer mod Nord.
  4. Han var omtrent kommen til Nordkap. Naar det heder, at han ej vidſte om det var en Havbugt eller det aabne Hav, han ſejlede paa, menes herved, at han ej var vis paa, om der ikke lige over for Finmarkens Kyſt var et Polarland, ſammenhængende med Faſtlandet længer mod Øſt.