Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/635

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
607
Haralds Karrighed.


beſkyldt ham for en Svaghed, der lige ſiden Halfdan mildes Tid betragtedes ſom en Familieſvaghed i hans Æt, nemlig en vis Knaphed mod ſine Mænd i Mad og Drikke. Det hed om Halfdan milde, at han gav dem lige ſaamange Guldpenninge, ſom andre gave Sølvpenninge, men ſultede dem hvad Maden angik; og da Haakon, hans Søn, vilde indføre Chriſtendommen og paabød regelmæsſige Faſter, ſagde de, ſom vare misfornøjede dermed, at det var hans, hans Fader Haralds, og hele den Families Svaghed, at være karrige paa Mad mod ſine Undergivne, ſkjønt de vare rundhaandede med Guld. Om Harald ſelv fortælles et temmelig charakteriſtiſk Træk i denne Henſeende. Han havde i Vrede, ſom ovenfor omtalt, jaget Snefrids Sønner fra ſig, og Gudrød Ljome havde taget ſin Tilflugt til ſin Foſterfader Thjodolf af Hvin, der paatog ſig at tale Kongen til Rette. Da han kom til Kongen, var det ſeent om Aftenen; der var Gjeſtebud hos ham, men Mjøden var opblandet, Kongen gik paa Gulvet, ſaa til Bænkene, hvor Gjeſterne ſad, og mumlede:

Meget til Mjøden tage
mine hid komne gamle
graahærdede Helte;
hvi er’ I alt for mange?

men Thjodolf, ſom hidtil havde ſiddet ubemerket yderligſt i Hallen, ſvarede:

Hug vi fik paa vort Hoved
haarde i Sverde-Legen,
med den viſe Fyrſte
var vi ej da for mange.

Og nu tog Kongen venligt imod ham og føjede ham i hans Bøn[1].

Hvad der og gjorde Harald meget yndet, var de gode Aaringer, der herſkede paa hans Tid[2]; ſaadant plejede man altid at tilſkrive den Lykke, Fyrſten ſelv havde med ſig. Det ſynes vel, ſom om de mange Udvandringer maa have gjort noget Afbræk, men Forholdene vare dengang ikke ſaaledes beſkafne, at Virkningerne deraf kunde ſprede ſig over det hele Land. Efter de faa Vink, Sagaerne indeholde til Bedømmelſen af Handelens og Næringsvejenes Tilſtand paa Kong Haralds Tid, faar man et umiskjendeligt Indtryk af at de trivedes, og at Forfatningen var god. Beretningen om Thorolf Kveldulfsſøns Handelsforetagender, ſaavel til Finmarken og længere mod Øſt, ſom til England; om Mængden af de norſke Skibe, ſom beſøgte Haløre Marked, og om de mange fremmede Skibe, der beſøgte Tunsbergs Havn, vidner om en efter Omſtændighederne ikke ubetydelig Handelsrørelſe. Tunsbergs Opkomſt maa, ſom allerede ovenfor antydet, iſær tilſkrives den

  1. Snorre, Har. Haarf. S. Cap. 26.
  2. Snorre, Har. Haarf. S. Cap. 26.