beskyldt ham for en Svaghed, der lige siden Halfdan mildes Tid betragtedes som en Familiesvaghed i hans Æt, nemlig en vis Knaphed mod sine Mænd i Mad og Drikke. Det hed om Halfdan milde, at han gav dem lige saamange Guldpenninge, som andre gave Sølvpenninge, men sultede dem hvad Maden angik; og da Haakon, hans Søn, vilde indføre Christendommen og paabød regelmæssige Faster, sagde de, som vare misfornøjede dermed, at det var hans, hans Fader Haralds, og hele den Families Svaghed, at være karrige paa Mad mod sine Undergivne, skjønt de vare rundhaandede med Guld. Om Harald selv fortælles et temmelig charakteristisk Træk i denne Henseende. Han havde i Vrede, som ovenfor omtalt, jaget Snefrids Sønner fra sig, og Gudrød Ljome havde taget sin Tilflugt til sin Fosterfader Thjodolf af Hvin, der paatog sig at tale Kongen til Rette. Da han kom til Kongen, var det seent om Aftenen; der var Gjestebud hos ham, men Mjøden var opblandet, Kongen gik paa Gulvet, saa til Bænkene, hvor Gjesterne sad, og mumlede:
Meget til Mjøden tage
mine hid komne gamle
graahærdede Helte;
hvi er’ I alt for mange?
men Thjodolf, som hidtil havde siddet ubemerket yderligst i Hallen, svarede:
Hug vi fik paa vort Hoved
haarde i Sverde-Legen,
med den vise Fyrste
var vi ej da for mange.
Og nu tog Kongen venligt imod ham og føjede ham i hans Bøn[1].
Hvad der og gjorde Harald meget yndet, var de gode Aaringer, der herskede paa hans Tid[2]; saadant plejede man altid at tilskrive den Lykke, Fyrsten selv havde med sig. Det synes vel, som om de mange Udvandringer maa have gjort noget Afbræk, men Forholdene vare dengang ikke saaledes beskafne, at Virkningerne deraf kunde sprede sig over det hele Land. Efter de faa Vink, Sagaerne indeholde til Bedømmelsen af Handelens og Næringsvejenes Tilstand paa Kong Haralds Tid, faar man et umiskjendeligt Indtryk af at de trivedes, og at Forfatningen var god. Beretningen om Thorolf Kveldulfssøns Handelsforetagender, saavel til Finmarken og længere mod Øst, som til England; om Mængden af de norske Skibe, som besøgte Haløre Marked, og om de mange fremmede Skibe, der besøgte Tunsbergs Havn, vidner om en efter Omstændighederne ikke ubetydelig Handelsrørelse. Tunsbergs Opkomst maa, som allerede ovenfor antydet, især tilskrives den
