Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/634

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
606
Harald Haarfagre.


ger, uddeelte Forleninger til ſine Sønner. Thi den Begjærlig hed, enhver af dem havde efterat blive Overlensherre, kunde ikke andet end ſtille dem fiendtligt imod hinanden, og maatte gjøre det nødvendigt for dem at ſikkre ſig, hver i ſit Len, de dem undergivne Mænds Medvirkning. Vi erfare ogſaa, at en ſaadan Medvirkning blev dem til Deel. Men for at opnaa den, have de viſtnok maattet gjøre Indrømmelſer eller Løfter om Indrømmelſer, og det er heel ſandſynligt, at hvilken ſom helſt af Haralds Sønner der end efter hans Død omſider kom i Beſiddelſe af Riget, vilde han dog have været nødſaget til, ſom Betingelſe for Indbyggernes Troſkab, at fraſige ſig den Overejendomsret, der ophævede Odelsretten. Og jo mindre denne Overejendomsret allerede ſaaledes, ſom Forholdene under Haralds Alderdom ordnede ſig, havde at betyde, deſto mindre var i ſig ſelv ogſaa Indrømmelſen, og deſto lettere var den derved tilſigtede Fordeel erhvervet.

Vi have allerede omtalt, hvor forhadte Haralds Indretninger vare, i det mindſte i Begyndelſen af hans Regjeringstid; vi have meddeelt flere Exempler paa den Strenghed, ja endog Haardhed, hvormed han ved mange Lejligheder gik frem. Naar vi desuagtet erfare, at han var perſonlig afholdt, og det i det erobrede Thrøndelagen, ja endog i den Grad, at det ſidenefter var en af de bedſte Anbefalinger for hans Søn Haakon, at han var ſin Faders udtrykte Billede; og at der gjennem hele hans lange Regjering ikke i Landet ſelv ſkede nogen alvorlige Opſtandsforſøg mod ham: da kunne vi ikke andet end drage den Slutning, at han maa have beſiddet overlegne Talenter, og udøvet en mægtig Indflydelſe paa alle ſine Omgivelſer. De Skildringer, der gives af hans Perſonlighed, og ſom vi allerede ovenfor tildeels have gjengivet, ſtemme ogſaa alle i at priſe hans Skjønhed, indtagende Væſen, og Klogſkab. „Saa ſige kloge Mænd“, heder det i Snorres Skildring af ham, „at Harald Haarfagre har været overordentlig ſmuk, ſterk og ſtor, gavmild paa Gods, og overvættes afholdt af ſine Mænd“. Hvis man ſkal tro, at han virkelig har yttret de ovenfor (S. 462 og 463) anførte merkelige Ord, hvorved han lagde ſin Foragt for Afgudsdyrkelſen og ſin Tro paa en eneſte Gud tilkjende, maa han have hævet ſig til en høj Grad af Fordomsfrihed, om man end ikke vil anſee denne Yttring ſom et Reſultat af hans egne Betragtninger over Religionsforholdene, da Chriſtendommen paa den Tid var altfor vel kjendt af Nordmændene til at ikke ogſaa Harald ſkulde have hørt noget derom[1].

Haralds ſtore Pragt og Gavmildhed bidrog naturligviis til at ſkaffe ham mange Tilhængere. Imidlertid findes der Spor til, at man ogſaa har

  1. Se f. Ex. hvad der allerede er yttret om de førſte Chriſtne paa Island. Paa ſit Tog til Veſterhavet maatte Harald komme i megen og mangehaande Berørelſe med Chriſtne og Chriſtendommen.