ger, uddeelte Forleninger til sine Sønner. Thi den Begjærlig hed, enhver af dem havde efterat blive Overlensherre, kunde ikke andet end stille dem fiendtligt imod hinanden, og maatte gjøre det nødvendigt for dem at sikkre sig, hver i sit Len, de dem undergivne Mænds Medvirkning. Vi erfare ogsaa, at en saadan Medvirkning blev dem til Deel. Men for at opnaa den, have de vistnok maattet gjøre Indrømmelser eller Løfter om Indrømmelser, og det er heel sandsynligt, at hvilken som helst af Haralds Sønner der end efter hans Død omsider kom i Besiddelse af Riget, vilde han dog have været nødsaget til, som Betingelse for Indbyggernes Troskab, at frasige sig den Overejendomsret, der ophævede Odelsretten. Og jo mindre denne Overejendomsret allerede saaledes, som Forholdene under Haralds Alderdom ordnede sig, havde at betyde, desto mindre var i sig selv ogsaa Indrømmelsen, og desto lettere var den derved tilsigtede Fordeel erhvervet.
Vi have allerede omtalt, hvor forhadte Haralds Indretninger vare, i det mindste i Begyndelsen af hans Regjeringstid; vi have meddeelt flere Exempler paa den Strenghed, ja endog Haardhed, hvormed han ved mange Lejligheder gik frem. Naar vi desuagtet erfare, at han var personlig afholdt, og det i det erobrede Thrøndelagen, ja endog i den Grad, at det sidenefter var en af de bedste Anbefalinger for hans Søn Haakon, at han var sin Faders udtrykte Billede; og at der gjennem hele hans lange Regjering ikke i Landet selv skede nogen alvorlige Opstandsforsøg mod ham: da kunne vi ikke andet end drage den Slutning, at han maa have besiddet overlegne Talenter, og udøvet en mægtig Indflydelse paa alle sine Omgivelser. De Skildringer, der gives af hans Personlighed, og som vi allerede ovenfor tildeels have gjengivet, stemme ogsaa alle i at prise hans Skjønhed, indtagende Væsen, og Klogskab. „Saa sige kloge Mænd“, heder det i Snorres Skildring af ham, „at Harald Haarfagre har været overordentlig smuk, sterk og stor, gavmild paa Gods, og overvættes afholdt af sine Mænd“. Hvis man skal tro, at han virkelig har yttret de ovenfor (S. 462 og 463) anførte merkelige Ord, hvorved han lagde sin Foragt for Afgudsdyrkelsen og sin Tro paa en eneste Gud tilkjende, maa han have hævet sig til en høj Grad af Fordomsfrihed, om man end ikke vil ansee denne Yttring som et Resultat af hans egne Betragtninger over Religionsforholdene, da Christendommen paa den Tid var altfor vel kjendt af Nordmændene til at ikke ogsaa Harald skulde have hørt noget derom[1].
Haralds store Pragt og Gavmildhed bidrog naturligviis til at skaffe ham mange Tilhængere. Imidlertid findes der Spor til, at man ogsaa har
- ↑ Se f. Ex. hvad der allerede er yttret om de første Christne paa Island. Paa sit Tog til Vesterhavet maatte Harald komme i megen og mangehaande Berørelse med Christne og Christendommen.
