Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/633

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
605
Harald Haarfagres Død.


han blev højlagt og hvor hans Gravſteen endnu findes[1]. Med Henſyn til hans Dødsaar, ſaavelſom overhoved med Tidsregningen i den ſidſte Deel af hans Levetid, herſker der nogen Uvished. Det er forhen omtalt, at den i det Hele paalidelige Chronolog Are Frode ſiger, at en Begivenhed, der indtraf 60 Aar efter den angliſke Konge Eadmund den helliges Død, ogſaa indtraf een eller to Vintre førend Harald Haarfagre døde; med andre Ord, at Harald Haarfagre døde 61 eller 62 Vintre efter St. Eadmunds Død. Eadmund blev dræbt den 20de November 870; og hvis man ej lægger ſærdeles Vegt paa Udtrykket „Vintre,“ falder Haralds Død ſaaledes i 931 eller 932. Men da Eadmunds Død ſelv falder i Løbet af en Vinter, kunde man viſtnok være berettiget til at antage, at denne Vinter ej har været medtagen i Beregningen, og at Are Frodes Mening har været den, at Harald døde i Aaret 933, hvilket ogſaa bedſt ſtemmer med det af flere Forfattere yttrede Udſagn, at han blev 83 Aar gammel, og herſkede i 73, eller, om man ej vil regne de 3 ſidſte Aar efter Thronafſigelſen, i 70 Aar.

Vi have ſeet, hvorledes Harald med ufravendt Opmerkſomhed og udholdende Kraft havde forfulgt ſit Maal, hvorledes han efter en i Krigstummel tilbragt Ungdom havde naaet det, og hvorledes han i ſin Manddomsalder med Kraft og Konſekvens ſtræbte at grundfæſte ſit Verk. Men desuagtet truede dette, da han under ſin Alderdom vilde bygge derpaa, at ſtyrte ſammen. Det Lenskongedømme, han havde oprettet, bar juſt i denne Egenſkab Spiren til ſin egen Undergang i ſig. Aarſagen var nemlig den, at Lensindretningen ikke i Længden pasſede ſig for de norſke Forholde, ſom dertil vare for oprindelige og lidet udviklede. Odels-Principet var ſaa ſterkt rodfæſtet, og ſtemmede ſaa fuldkommen med Folkets Tilbøjeligheder og Leveſkik, at Haralds Beſtræbelſer for at indføre Feudalismen umuligt kunde lykkes i den Udſtrækning, han tilſigtede; den ſpillede kun paa Overfladen, uden at gjennemtrænge Forholdene; den føltes ſtedſe af Folket ſom et Aag, hvilket man kun ventede paa Lejlighed til at afkaſte. En ſaadan Lejlighed maatte ſynes at frembyde ſig, da Kongen, handlende konſekvent efter Lensvæſenets Grundſætnin-

  1. Snorre, Har. Haarf. S. Cap.45. Fagrſkinna Cap. 23. Snorre ſiger, at Harald højlagdes paa den Maade, at der blev ſat en Steen oprejſt ved hans Hoved, en anden ved hans Fødder, og en ſtor Helle lagt over disſe, hvorefter mindre Stene opſtabledes paa Siderne udenfra under Hellen. „Disſe Stene“, vedbliver han, „ſom dengang laa i Højen, findes nu paa Kirkegaarden ved Kirken i Haugeſund; Højen ſelv findes tæt ved Kirkegaarden i Nordøſt, og den ſtore Helle, 13½ Fod lang og næſten 2 Alen bred, veſtenfor Kirken“. Den nuværende Kirke ved Haugeſund (Skore Kirke) ſtaar ej paa ſamme Sted, ſom den af Snorre omtalte, der ſtod paa Gaarden eller rettere Gaardſtykket Garde (en Deel af Hauge); og paa denne Gaard findes ſaavel en Levning af Haralds Gravhøj, ſom hans Gravſteen, der ganſke ſvarer til de af Snorre angivne Dimenſioner. Munthes Anm. til Aalls Overſ. af Snorre, I. S. 83.