Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/633

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
605
Harald Haarfagres Død.


han blev højlagt og hvor hans Gravsteen endnu findes[1]. Med Hensyn til hans Dødsaar, saavelsom overhoved med Tidsregningen i den sidste Deel af hans Levetid, hersker der nogen Uvished. Det er forhen omtalt, at den i det Hele paalidelige Chronolog Are Frode siger, at en Begivenhed, der indtraf 60 Aar efter den angliske Konge Eadmund den helliges Død, ogsaa indtraf een eller to Vintre førend Harald Haarfagre døde; med andre Ord, at Harald Haarfagre døde 61 eller 62 Vintre efter St. Eadmunds Død. Eadmund blev dræbt den 20de November 870; og hvis man ej lægger særdeles Vegt paa Udtrykket „Vintre,“ falder Haralds Død saaledes i 931 eller 932. Men da Eadmunds Død selv falder i Løbet af en Vinter, kunde man vistnok være berettiget til at antage, at denne Vinter ej har været medtagen i Beregningen, og at Are Frodes Mening har været den, at Harald døde i Aaret 933, hvilket ogsaa bedst stemmer med det af flere Forfattere yttrede Udsagn, at han blev 83 Aar gammel, og herskede i 73, eller, om man ej vil regne de 3 sidste Aar efter Thronafsigelsen, i 70 Aar.

Vi have seet, hvorledes Harald med ufravendt Opmerksomhed og udholdende Kraft havde forfulgt sit Maal, hvorledes han efter en i Krigstummel tilbragt Ungdom havde naaet det, og hvorledes han i sin Manddomsalder med Kraft og Konsekvens stræbte at grundfæste sit Verk. Men desuagtet truede dette, da han under sin Alderdom vilde bygge derpaa, at styrte sammen. Det Lenskongedømme, han havde oprettet, bar just i denne Egenskab Spiren til sin egen Undergang i sig. Aarsagen var nemlig den, at Lensindretningen ikke i Længden passede sig for de norske Forholde, som dertil vare for oprindelige og lidet udviklede. Odels-Principet var saa sterkt rodfæstet, og stemmede saa fuldkommen med Folkets Tilbøjeligheder og Leveskik, at Haralds Bestræbelser for at indføre Feudalismen umuligt kunde lykkes i den Udstrækning, han tilsigtede; den spillede kun paa Overfladen, uden at gjennemtrænge Forholdene; den føltes stedse af Folket som et Aag, hvilket man kun ventede paa Lejlighed til at afkaste. En saadan Lejlighed maatte synes at frembyde sig, da Kongen, handlende konsekvent efter Lensvæsenets Grundsætnin-

  1. Snorre, Har. Haarf. S. Cap.45. Fagrskinna Cap. 23. Snorre siger, at Harald højlagdes paa den Maade, at der blev sat en Steen oprejst ved hans Hoved, en anden ved hans Fødder, og en stor Helle lagt over disse, hvorefter mindre Stene opstabledes paa Siderne udenfra under Hellen. „Disse Stene“, vedbliver han, „som dengang laa i Højen, findes nu paa Kirkegaarden ved Kirken i Haugesund; Højen selv findes tæt ved Kirkegaarden i Nordøst, og den store Helle, 13½ Fod lang og næsten 2 Alen bred, vestenfor Kirken“. Den nuværende Kirke ved Haugesund (Skore Kirke) staar ej paa samme Sted, som den af Snorre omtalte, der stod paa Gaarden eller rettere Gaardstykket Garde (en Deel af Hauge); og paa denne Gaard findes saavel en Levning af Haralds Gravhøj, som hans Gravsteen, der ganske svarer til de af Snorre angivne Dimensioner. Munthes Anm. til Aalls Overs. af Snorre, I. S. 83.