Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/631

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
603
Egil Skallagrimsſøn.


kom det ej til Blodsudgydelſe. Egil, ſom altſaa ingen Dom kunde faa, udæſkede Anund til Holmgang om Arven ſtrax der paa Thinget. „Har du ſaa ſtor Lyſt til at ſlaas, Egil,“ ſagde Kongen, „ſkulle vi gjerne give dig Lejlighed dertil nu ſtrax“. „Jeg vil ikke ſtride mod Kongens Overmagt og Folkemon,“ ſvarede Egil, „men naar Kampen er lige, ſkal jeg ikke fly, hvad enten min Modſtander er en Fyrſte, eller ej.“ Da ſagde Arinbjørn: „lad os drage bort, Egil, for Øjeblikket have vi intet her at gjøre, ſom kan tjene os til Baade.“ Egil vendte ſig nu om, og ſagde med høj Røſt: „jeg gjør vitterligt for eder, Arinbjørn og Thord og alle de Mænd, der nu kunne høre mine Ord, Lendermænd og Lagmænd og hele Almuen, at jeg nedlæglægger Forbud mod at Berg-Anund eller nogen anden indenlandſk eller udenlandſk Mand, af fyrſtelig eller ikke fyrſtelig Stand, befatter ſig med Bjørn Brynjulfsſøns Jordegods, enten at bortbygge eller dyrke eller paa nogen Maade at bruge til ſin Nytte; hvo ſom det gjør, erklærer jeg ſkyldig i Lovbrud, i Gudernes Fortørnelſe, og i Gridrov“[1]. Derpaa gik han bort med Arinbjørn, og var meget vred. Da Arinbjørn kom ned til Skibene — de laa ſaaledes, at man ikke kunde ſee dem fra Thingvolden — bød han ſine Mænd drage hjem, uden at opholde ſig efter noget, Egil derimod lod han med 30 Følgeſvende gaa ombord paa en let og hurtigſejlende Skude, og raadede ham til at ſkynde ſig bort ſaa hurtigt ſom muligt, og forreſten kun at ro om Natten, men holde ſig ſkjult om Dagen, indtil han kom til Arinbjørns Gaard, thi han tvivlede ikke paa at Kongen vilde ſætte efter ham. Det varede ikke længe førend Egils hurtige Skude var langt forud for de øvrige af Arinbjørns Skibe, der paa een Gang roede ud af Havnen; hans eget Langſkib var det ſidſte, thi det var tungeſt under Aarerne. Arinbjørn havde ſpaaet Ret. Kongen tænkte virkelig paa at forfølge og dræbe Egil, og havde gjerne villet angribe ham allerede paa Thinget, hvis hans Mænd havde været bevæbnede. Paa Stranden holdt han Hærthing med ſine Mænd, ſagde dem ſin Henſigt, bød dem at tage Tjeldene af Skibene, og ro efter Arinbjørn og Egil; „vi ville tage Egil af Dage,“ ſagde han, „hvis vi ſee Mulighed dertil, og ville ikke ſkaane nogen, der forſvarer ham.“ Arinbjørns Skibe havde imidlertid faaet et ſtort Forſpring. Da Kongens Skibe havde klaret alle Sundene nordenfor Gulen, og kom ud paa Sognſøen, nærmede Arinbjørns Skibe ſig allerede Saudungsſund. Kongen ſkyndte ſig efter ham af alle Kræfter, og indhentede ham i indre Sandungsſund. Han lagde til Arinbjørns Skib og ſpurgte om Egil var ombord. Arinbjørn ſagde at han ej var der, og at Kongen let kunde overbeviſe

  1. Griðrof, af grid d. e. midlertidig Fred eller Sikkerhed, og rjófa, bryde, betegner Brud paa det Tilſagn, en af to ſtridende Parter har givet den anden om, i en beſtemt Tid ikke at foretage Fiendtligheder mod ham.