kom det ej til Blodsudgydelse. Egil, som altsaa ingen Dom kunde faa, udæskede Anund til Holmgang om Arven strax der paa Thinget. „Har du saa stor Lyst til at slaas, Egil,“ sagde Kongen, „skulle vi gjerne give dig Lejlighed dertil nu strax“. „Jeg vil ikke stride mod Kongens Overmagt og Folkemon,“ svarede Egil, „men naar Kampen er lige, skal jeg ikke fly, hvad enten min Modstander er en Fyrste, eller ej.“ Da sagde Arinbjørn: „lad os drage bort, Egil, for Øjeblikket have vi intet her at gjøre, som kan tjene os til Baade.“ Egil vendte sig nu om, og sagde med høj Røst: „jeg gjør vitterligt for eder, Arinbjørn og Thord og alle de Mænd, der nu kunne høre mine Ord, Lendermænd og Lagmænd og hele Almuen, at jeg nedlæglægger Forbud mod at Berg-Anund eller nogen anden indenlandsk eller udenlandsk Mand, af fyrstelig eller ikke fyrstelig Stand, befatter sig med Bjørn Brynjulfssøns Jordegods, enten at bortbygge eller dyrke eller paa nogen Maade at bruge til sin Nytte; hvo som det gjør, erklærer jeg skyldig i Lovbrud, i Gudernes Fortørnelse, og i Gridrov“[1]. Derpaa gik han bort med Arinbjørn, og var meget vred. Da Arinbjørn kom ned til Skibene – de laa saaledes, at man ikke kunde see dem fra Thingvolden – bød han sine Mænd drage hjem, uden at opholde sig efter noget, Egil derimod lod han med 30 Følgesvende gaa ombord paa en let og hurtigsejlende Skude, og raadede ham til at skynde sig bort saa hurtigt som muligt, og forresten kun at ro om Natten, men holde sig skjult om Dagen, indtil han kom til Arinbjørns Gaard, thi han tvivlede ikke paa at Kongen vilde sætte efter ham. Det varede ikke længe førend Egils hurtige Skude var langt forud for de øvrige af Arinbjørns Skibe, der paa een Gang roede ud af Havnen; hans eget Langskib var det sidste, thi det var tungest under Aarerne. Arinbjørn havde spaaet Ret. Kongen tænkte virkelig paa at forfølge og dræbe Egil, og havde gjerne villet angribe ham allerede paa Thinget, hvis hans Mænd havde været bevæbnede. Paa Stranden holdt han Hærthing med sine Mænd, sagde dem sin Hensigt, bød dem at tage Tjeldene af Skibene, og ro efter Arinbjørn og Egil; „vi ville tage Egil af Dage,“ sagde han, „hvis vi see Mulighed dertil, og ville ikke skaane nogen, der forsvarer ham.“ Arinbjørns Skibe havde imidlertid faaet et stort Forspring. Da Kongens Skibe havde klaret alle Sundene nordenfor Gulen, og kom ud paa Sognsøen, nærmede Arinbjørns Skibe sig allerede Saudungssund. Kongen skyndte sig efter ham af alle Kræfter, og indhentede ham i indre Sandungssund. Han lagde til Arinbjørns Skib og spurgte om Egil var ombord. Arinbjørn sagde at han ej var der, og at Kongen let kunde overbevise
- ↑ Griðrof, af grid d. e. midlertidig Fred eller Sikkerhed, og rjófa, bryde, betegner Brud paa det Tilsagn, en af to stridende Parter har givet den anden om, i en bestemt Tid ikke at foretage Fiendtligheder mod ham.
