sig om at han ej var skjult under Dækket, men at han derimod skiltes fra ham, idet han paa en Skude selv 30te roede ud i Retningen mod Steinsund. Didhen styrede nu Kongen sin Sejlads. Egil var virkelig dragen til Steinsund, fordi han der havde efterladt sit eget Skib med fuld Ladning. Han og hans Mænd gik ombord paa Skibet, idet Skuden laa ved Roret, mellem Skibet og Landet. Men førend det endnu var ret lyst om Morgenen, bleve de Mænd, han havde sat til at holde Udkig, var, at nogle Skibe kom roende imod dem. Egil, som merkede Uraad, befalede sine Mænd i Hast at væbne sig og løbe ned i Skuden, i hvilken han ogsaa medtog Ædhelstans to Sølvkister, hvilke han altsaa havde ført med sig. Han styrede nu Farten frem mellem Landet og den af de fiendtlige Snekker, der roede dette nærmest: det var Kong Eriks eget Skib. Det hele skede saa hurtigt, og det var endnu saa lidet lyst, at Skibene sejlede hinanden forbi; men under Forbisejlingen kastede Egil et Spyd over til Kongens Skib, og traf dermed Styrmanden, Ketil Haud, Kongens Frænde og Hirdmand, som deraf strax fik sit Banesaar. Kongen befalede strax nogle af sine Mænd at ro efter Egil, medens andre roede til hans Skib, gik ombord, dræbte 10 af hans Folk, som vare blevne tilbage, plyndrede derpaa Skibet, og brændte det op. De, som forfulgte Egil, havde nær indhentet ham, men han frelste sig ved at styre med sin lette Skude gjennem et meget grundt Sund, hvor de mere dybtgaaende Snekker ej kunde følge ham. Han kom saaledes i god Behold, skjønt med Tabet af sit Skib, tilbage til Arinbjørn. Denne var gavmild nok til at give ham et andet Skib med Ladning i Stedet. Paa dette sejlede Egil, efter en kjærlig Afsked fra Arinbjørn, tilbage til Island[1].
Da Kong Harald var 80 Aar gammel, blev han saa svag og tungvindt, at han ikke længer kunde færdes over Landet, eller bestyre de kongelige Forretninger. Han udførte en Beslutning, han vistnok længe havde næret, idet han aldeles overdrog sin Magt til sin Søn Erik, satte ham i sit eget Højsæde, og gav ham Overherredømmet over det hele Rige, idet han selv fremdeles, som han allerede i lang Tid havde plejet, opholdt sig paa sine Gaarde i Midtlandet, hvor Kongsgaardenes Antal ogsaa, paa Grund af de hyppige Udvandringer til Island, sandsynligviis var størst, – uden at beskjeftige sig med Regjeringssysler. Hans lange og daadrige Regjering var altsaa nu tilendebragt. Og heller ikke overlevede han sin Thronafsigelse længe, thi han døde tre Aar derefter paa Rogaland, og sandsynligviis paa Gaarden Hauge, hvor
- ↑ Egils Saga, Cap. 58.
