Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/632

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
604
Harald Haarfagre.


ſig om at han ej var ſkjult under Dækket, men at han derimod ſkiltes fra ham, idet han paa en Skude ſelv 30te roede ud i Retningen mod Steinſund. Didhen ſtyrede nu Kongen ſin Sejlads. Egil var virkelig dragen til Steinſund, fordi han der havde efterladt ſit eget Skib med fuld Ladning. Han og hans Mænd gik ombord paa Skibet, idet Skuden laa ved Roret, mellem Skibet og Landet. Men førend det endnu var ret lyſt om Morgenen, bleve de Mænd, han havde ſat til at holde Udkig, var, at nogle Skibe kom roende imod dem. Egil, ſom merkede Uraad, befalede ſine Mænd i Haſt at væbne ſig og løbe ned i Skuden, i hvilken han ogſaa medtog Ædhelſtans to Sølvkiſter, hvilke han altſaa havde ført med ſig. Han ſtyrede nu Farten frem mellem Landet og den af de fiendtlige Snekker, der roede dette nærmeſt: det var Kong Eriks eget Skib. Det hele ſkede ſaa hurtigt, og det var endnu ſaa lidet lyſt, at Skibene ſejlede hinanden forbi; men under Forbiſejlingen kaſtede Egil et Spyd over til Kongens Skib, og traf dermed Styrmanden, Ketil Haud, Kongens Frænde og Hirdmand, ſom deraf ſtrax fik ſit Baneſaar. Kongen befalede ſtrax nogle af ſine Mænd at ro efter Egil, medens andre roede til hans Skib, gik ombord, dræbte 10 af hans Folk, ſom vare blevne tilbage, plyndrede derpaa Skibet, og brændte det op. De, ſom forfulgte Egil, havde nær indhentet ham, men han frelſte ſig ved at ſtyre med ſin lette Skude gjennem et meget grundt Sund, hvor de mere dybtgaaende Snekker ej kunde følge ham. Han kom ſaaledes i god Behold, ſkjønt med Tabet af ſit Skib, tilbage til Arinbjørn. Denne var gavmild nok til at give ham et andet Skib med Ladning i Stedet. Paa dette ſejlede Egil, efter en kjærlig Afſked fra Arinbjørn, tilbage til Island[1].

30. Kong Haralds Thronafſigelſe og Død.


Da Kong Harald var 80 Aar gammel, blev han ſaa ſvag og tungvindt, at han ikke længer kunde færdes over Landet, eller beſtyre de kongelige Forretninger. Han udførte en Beſlutning, han viſtnok længe havde næret, idet han aldeles overdrog ſin Magt til ſin Søn Erik, ſatte ham i ſit eget Højſæde, og gav ham Overherredømmet over det hele Rige, idet han ſelv fremdeles, ſom han allerede i lang Tid havde plejet, opholdt ſig paa ſine Gaarde i Midtlandet, hvor Kongsgaardenes Antal ogſaa, paa Grund af de hyppige Udvandringer til Island, ſandſynligviis var ſtørſt, — uden at beſkjeftige ſig med Regjeringsſyſler. Hans lange og daadrige Regjering var altſaa nu tilendebragt. Og heller ikke overlevede han ſin Thronafſigelſe længe, thi han døde tre Aar derefter paa Rogaland, og ſandſynligviis paa Gaarden Hauge, hvor

  1. Egils Saga, Cap. 58.