Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/630

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
602
Harald Haarfagre.


for at tale ſin Sag og fremføre ſine Beviſer; Anund var iſær meget ſtorordet. Egil ſagde at hans Huſtru Aasgerd var arveberettiget ſom Bjørns Datter, at hun var odelsbaaren, lendbaaren, og højere op i Ætten endog tignbaaren[1]; hans Paaſtand var, at Dommerne ſkulde tildømme hende Halvdelen af Arven efter Bjørn i Land og Løsøre. Anund ſagde at Gunnhild, hans Huſtru, var en Datter af Bjørn i hans lovlige Egteſkab med hendes Moder Aaluf, at han i hendes Navn havde taget hele Arven efter Bjørn, fordi dennes anden Datter Aasgerd ikke var arveberettiget, ſaaſom hendes Moder Thora Hladhaand var hærtagen førſt fra ſit Hjem hos hendes Broder Thore, dernæſt fra Aurland, hvor hun opholdt ſig hos Brynjulf; hun foer af Landet med Vikinger, og var utlæg af Norge tilligemed Bjørn; hun egtede ham uden hendes Frænders Samtykke, og kunde derfor ikke anſees uden ſom en Frille; af denne Forbindelſe var Aasgerd Frugten, og derfor maatte hun med Rette kaldes et Tyendebarn; alt dette kunde han beviſe for Kongen og Dommerne, og hans Paaſtand var den, at Dommerne ſkulde tildømme hans Huſtru Gunnhild den hele Arv, og erklære Aasgerd for Kongens Ambaatt, ſiden hun var fød medens begge Forældre vare i Utlegd. Da Arinbjørn hørte at Anund kaldte hans Faſter Thora en ufri Kvinde, blev han vred, og kunde ikke længer tie. Han ſtod op, ſaa ſig om, og ſagde: „vi kunne føre Vidner paa, Konge, at det i Forliget mellem Bjørn Hauld og min Fader Thore udtrykkeligen betingedes, at Aasgerd, Bjørns og Thoras Datter, ſkulde være arveberettiget efter ham; du veed jo desuden ſelv, at du tilbagekaldte Bjørns Utlegd efter hans Hjemkomſt, og at Forliget med alle Betingelſer da blev fornyet.“ Da Kongen betænkte ſig paa, hvad han ſkulde ſvare, kvad Egil et Vers, hvori han klagede over Anunds utilbørlige Ord, og bad Kongen om at høre Vidnernes Eed. Arinbjørn kaldte Vidnerne frem, tolv gode Mænd, der alle havde hørt Thores og Bjørns Forlig, og tilbøde ſig at beedige deres Udſagn for Kongen og Dommerne. Kongen ſagde at han hverken vilde tillade eller forbyde det. Men da tog Dronningen til Orde, og ſagde: „det er dog alt for galt, Konge, at du lader denne lange Egil indvikle alle Sager for dig; du tør vel neppe engang ſige ham imod, om han fordrer Kongedømmet af dine Hænder: vil ikke du afgjøre Sagen til Anunds Fordeel, ſaa vil i det mindſte jeg ikke taale at Egil træder Vore under Fødder! hvor er min Broder Alf? Far du til Dommen med din Skare og tillad den ej at give en ſaa vrang Kjendelſe ſom denne“. Alf og hans Mænd ſtormede ſtrax ind paa Dommen, ſkare Vebaandene over, brøde Stængerne ned, og jagede Dommerne bort. Da blev der ſtor Tummel, men alle vare vaabenløſe paa Grund af Thinghelgen, og ſaaledes

  1. Tign kaldtes paa denne Tid og ſenere Kongens eller Jarlens fyrſtelige Værdighed. „Lendboren“ ɔ: af Lendermands-Æt.