Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/630

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
602
Harald Haarfagre.


for at tale sin Sag og fremføre sine Beviser; Anund var især meget storordet. Egil sagde at hans Hustru Aasgerd var arveberettiget som Bjørns Datter, at hun var odelsbaaren, lendbaaren, og højere op i Ætten endog tignbaaren[1]; hans Paastand var, at Dommerne skulde tildømme hende Halvdelen af Arven efter Bjørn i Land og Løsøre. Anund sagde at Gunnhild, hans Hustru, var en Datter af Bjørn i hans lovlige Egteskab med hendes Moder Aaluf, at han i hendes Navn havde taget hele Arven efter Bjørn, fordi dennes anden Datter Aasgerd ikke var arveberettiget, saasom hendes Moder Thora Hladhaand var hærtagen først fra sit Hjem hos hendes Broder Thore, dernæst fra Aurland, hvor hun opholdt sig hos Brynjulf; hun foer af Landet med Vikinger, og var utlæg af Norge tilligemed Bjørn; hun egtede ham uden hendes Frænders Samtykke, og kunde derfor ikke ansees uden som en Frille; af denne Forbindelse var Aasgerd Frugten, og derfor maatte hun med Rette kaldes et Tyendebarn; alt dette kunde han bevise for Kongen og Dommerne, og hans Paastand var den, at Dommerne skulde tildømme hans Hustru Gunnhild den hele Arv, og erklære Aasgerd for Kongens Ambaatt, siden hun var fød medens begge Forældre vare i Utlegd. Da Arinbjørn hørte at Anund kaldte hans Faster Thora en ufri Kvinde, blev han vred, og kunde ikke længer tie. Han stod op, saa sig om, og sagde: „vi kunne føre Vidner paa, Konge, at det i Forliget mellem Bjørn Hauld og min Fader Thore udtrykkeligen betingedes, at Aasgerd, Bjørns og Thoras Datter, skulde være arveberettiget efter ham; du veed jo desuden selv, at du tilbagekaldte Bjørns Utlegd efter hans Hjemkomst, og at Forliget med alle Betingelser da blev fornyet.“ Da Kongen betænkte sig paa, hvad han skulde svare, kvad Egil et Vers, hvori han klagede over Anunds utilbørlige Ord, og bad Kongen om at høre Vidnernes Eed. Arinbjørn kaldte Vidnerne frem, tolv gode Mænd, der alle havde hørt Thores og Bjørns Forlig, og tilbøde sig at beedige deres Udsagn for Kongen og Dommerne. Kongen sagde at han hverken vilde tillade eller forbyde det. Men da tog Dronningen til Orde, og sagde: „det er dog alt for galt, Konge, at du lader denne lange Egil indvikle alle Sager for dig; du tør vel neppe engang sige ham imod, om han fordrer Kongedømmet af dine Hænder: vil ikke du afgjøre Sagen til Anunds Fordeel, saa vil i det mindste jeg ikke taale at Egil træder Vore under Fødder! hvor er min Broder Alf? Far du til Dommen med din Skare og tillad den ej at give en saa vrang Kjendelse som denne“. Alf og hans Mænd stormede strax ind paa Dommen, skare Vebaandene over, brøde Stængerne ned, og jagede Dommerne bort. Da blev der stor Tummel, men alle vare vaabenløse paa Grund af Thinghelgen, og saaledes

  1. Tign kaldtes paa denne Tid og senere Kongens eller Jarlens fyrstelige Værdighed. „Lendboren“ ɔ: af Lendermands-Æt.