Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/629

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
601
Egil Skallagrimsſøn.


Venner; han meente, at han nok før havde faaet Bugt med ſlige ſom Egil; hvad Arven angaar, havde Egils Huſtru desuden ingen Ret til den, da hun var tyendebaaren[1]. Da Egil ſaa, at intet var at vente af ham med det Gode, ſtevnede han ham til Gulathing. Anund lovede at komme, og lagde til, at han ønſkede at Egil ej maatte ſlippe heelſkindet derfra. Egil ſvarede at han ikke vilde lade ſig ſkræmme af hans Truſler, og vendte tilbage til Arinbjørn. Da denne fik høre, at Anund havde kaldet hans Faſter Thora Tyende eller Ambaatt, blev han meget vred, drog til Kong Erik, og frembar Sagen for ham. Kongen tog hans Forbøn unaadigt op. Han meente, at Egil allerede havde nydt Fordeel nok af Arinbjørns Venſkab, ved at faa Lov til at opholde ſig i Landet, om han ikke desforuden ſkulde plage Kongens Venner. Arinbjørn ſagde, at han dog vel fik lade ham og Egil nyde Lov og Ret. Kongen ſvarede ham uvenligt, og end mere Dronningen. Med denne Beſked maatte Arinbjørn drage hjem[2].

Den følgende Vaar ſkulde man drage til Gulathing. Arinbjørn begav ſig derhen med Egil og et talrigt Følge; han havde et ſtort Langſkib, mange Smaaſkuder og Kornſkibe. Ogſaa Kongen kom der med Dronningen, hendes Broder Alf Aſkmand og mange andre; han havde 6 eller 7 vel udruſtede Langſkibe. I hans Følge var Anund med ſine to Brødre Atle den ſkamme[3] og Hadd, en ſtor Viking, hvilke ogſaa ſelv havde en ſtor Skare med ſig. Derforuden indfandt en Mængde Bønder ſig, dog kun, ſom man maa formode, fra de tre Fylker, Firdafylke, Sogn og Hørdafylke, efterſom det udtrykkeligt heder, at Dommen, det vil ſige den Samling af Dommere, der ſkulde paadømme alle Sager, beſtod af tre Tylfter Mænd, en Tylft fra hvert af hine trende Fylker. Arinbjørn udnævnte Dommerne for Firdafylke, og Thord af Aurland dem for Sygnafylke[4], hvo der udnævnte dem for Hørdafylke, ſiges ikke, men da Arinbjørn og Thord holdt med Egil, er det ſandſynligt at i alle Fald Fleerheden af Dommerne vare ham gunſtige. Dommen ſattes paa en Slette; dens Plads var indhegnet af en Kreds af oprejſte Hasſelſtænger forbundne med Snore, denne Skranke, kaldet Vebaandene, maatte ingen bryde under Straf af at anſees ſom Helligdomsſkjender[5]. Da Dommen var ſat, gik begge Parter med deres Følge frem

  1. Det vil nedenfor ſees, at Berg-Anund her ſtøttede ſig til den Omſtændighed, at Bjørn paa en vis Maade havde røvet hende. Jvfr. S. 136.
  2. Egils Saga, Cap. 56.
  3. D. e. „den korte“.
  4. Her gjenkjendes aldeles den ſamme Indretning, ſom ved de islandſke Vaarthing, hvoraf hvert indbefattede 3 Godord, og hvor hver Gode udnævnte 12 Dommere. (Graagaas þingsk. Cap. 37). Det er altſaa den ældgamle Thingordntng, vi her have beſkreven.
  5. Se ovenfor, S. 119.