Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/629

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
601
Egil Skallagrimssøn.


Venner; han meente, at han nok før havde faaet Bugt med slige som Egil; hvad Arven angaar, havde Egils Hustru desuden ingen Ret til den, da hun var tyendebaaren[1]. Da Egil saa, at intet var at vente af ham med det Gode, stevnede han ham til Gulathing. Anund lovede at komme, og lagde til, at han ønskede at Egil ej maatte slippe heelskindet derfra. Egil svarede at han ikke vilde lade sig skræmme af hans Trusler, og vendte tilbage til Arinbjørn. Da denne fik høre, at Anund havde kaldet hans Faster Thora Tyende eller Ambaatt, blev han meget vred, drog til Kong Erik, og frembar Sagen for ham. Kongen tog hans Forbøn unaadigt op. Han meente, at Egil allerede havde nydt Fordeel nok af Arinbjørns Venskab, ved at faa Lov til at opholde sig i Landet, om han ikke desforuden skulde plage Kongens Venner. Arinbjørn sagde, at han dog vel fik lade ham og Egil nyde Lov og Ret. Kongen svarede ham uvenligt, og end mere Dronningen. Med denne Besked maatte Arinbjørn drage hjem[2].

Den følgende Vaar skulde man drage til Gulathing. Arinbjørn begav sig derhen med Egil og et talrigt Følge; han havde et stort Langskib, mange Smaaskuder og Kornskibe. Ogsaa Kongen kom der med Dronningen, hendes Broder Alf Askmand og mange andre; han havde 6 eller 7 vel udrustede Langskibe. I hans Følge var Anund med sine to Brødre Atle den skamme[3] og Hadd, en stor Viking, hvilke ogsaa selv havde en stor Skare med sig. Derforuden indfandt en Mængde Bønder sig, dog kun, som man maa formode, fra de tre Fylker, Firdafylke, Sogn og Hørdafylke, eftersom det udtrykkeligt heder, at Dommen, det vil sige den Samling af Dommere, der skulde paadømme alle Sager, bestod af tre Tylfter Mænd, en Tylft fra hvert af hine trende Fylker. Arinbjørn udnævnte Dommerne for Firdafylke, og Thord af Aurland dem for Sygnafylke[4], hvo der udnævnte dem for Hørdafylke, siges ikke, men da Arinbjørn og Thord holdt med Egil, er det sandsynligt at i alle Fald Fleerheden af Dommerne vare ham gunstige. Dommen sattes paa en Slette; dens Plads var indhegnet af en Kreds af oprejste Hasselstænger forbundne med Snore, denne Skranke, kaldet Vebaandene, maatte ingen bryde under Straf af at ansees som Helligdomsskjender[5]. Da Dommen var sat, gik begge Parter med deres Følge frem

  1. Det vil nedenfor sees, at Berg-Anund her støttede sig til den Omstændighed, at Bjørn paa en vis Maade havde røvet hende. Jvfr. S. 136.
  2. Egils Saga, Cap. 56.
  3. D. e. „den korte“.
  4. Her gjenkjendes aldeles den samme Indretning, som ved de islandske Vaarthing, hvoraf hvert indbefattede 3 Godord, og hvor hver Gode udnævnte 12 Dommere. (Graagaas þingsk. Cap. 37). Det er altsaa den ældgamle Thingordntng, vi her have beskreven.
  5. Se ovenfor, S. 119.