Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/627

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
599
Egil Skallagrimssøn.


Kappe. Alle de Tilstedeværende vare vaabenløse, fordi de paa Templets hellige Grund ej havde Lov til at bære Vaaben; de sprang allesammen op, baade Kongens og Thores Mænd, og der blev stor Tummel, dog fik man dem omsider skilte ad. Men Eyvind, der ved Drabet paa Thorvald havde krænket Tempelhelligdommen, maatte som vargr i véum bortfjerne sig. Kongen tilbød at betale Bøder, men Thorolf og Thorfinn vilde ej tage derimod. Erik og Gunnhild saa sig nødsagede til at sende Eyvind ud af Landet til Danmark, da han var utlæg i Norge; Danekongen tog venligt imod ham og satte ham til Landværnsmand mod Vikingerne[1].

Den følgende Vaar droge Thorolf og Egil atter i Viking. Da de kom til Viken, sejlede de over til Jylland, og langs Kysten til Frisland, hvor de opholdt sig i nogen Tid. En Aften, da de laa nær ved Landet paa det Sted, hvor Danmark og Frisland grændsede til hinanden, kom der to Mænd ombord til Egil og underrettede ham fra en af hans Venner der paa Stedet om, at Eyvind Skreyja havde samlet en betydelig Styrke for at overfalde dem, naar de om Høsten kom tilbage forbi den jydske Kyst; selv krydsede han om med to lette Fartøjer, og var nu ikke langt borte. Egil skyndte sig strax afsted i al Stilhed, uden at underrette Thorolf derom; i Dagningen kom han ganske uforvarende over Eyvind, som han angreb saa eftertrykkeligt, at han maatte søge sin Frelse ved at løbe overbord og svømme i Land, medens Egil tog hans Skibe, Vaaben og Gods. Da Egil kom tilbage til Thorolf og fortalte, hvorledes han havde faaet disse Skibe, sagde Thorolf, at det nu ej kunde nytte dem at drage til Norge om Høsten. De begave sig til England, og traadte i Kong Ædhelstans Tjeneste med alle deres Mænd, tilsammen 300. I et stort Slag, som Ædhelstan kort efter leverede sine Fiender (hvorom mere nedenfor) bidroge de ved deres Klogskab og Tapperhed i høj Grad til at skaffe ham Sejren, hvilken Thorolf endog kjøbte med sin Død. Ædhelstan viste sig meget erkjendtlig mod Egil, skjenkede ham en stor Guldring, og to Kister fulde af Sølvpenge til hans Fader i Erstatning for Sønnetabet, han tilbød ham desuden selv at vælge, hvad han vilde have i Brodergjeld, enten Land eller Løsøre. Egil valgte det sidste, opholdt sig en Stund hos Ædhelstan i stor Ære, og digtede en Draape om ham. Derpaa drog han tilbage til Norge for at see til sin Broders Enke og Efterladenskab, men lovede Ædhelstan, at han nok skulde komme til ham igjen[2].

Da Egil kom til Norge, fik han høre, at Thore Herse var død, men at Arinbjørn havde taget Arv efter ham og var bleven Lendermand i hans

  1. Egils Saga, Cap. 49.
  2. Egils Saga, Cap. 50.