indtoge og herjede Kjøbstaden Lund i Skaane[1], og endelig til Halland, hvor de ikke herjede, da Landet, som de sagde, var fattigt, og hvor Jarlen Arnfinn derfor tog venligt mod dem og gav dem Fredland. Om Høsten vendte de tilbage til Fjordene, hvor Arinbjørn, uden at spørge sin Fader ad, tilbød Egil at opholde sig der om Vinteren. Thore sagde, at dette Tilbud af Arinbjørn var noget overilet, i Betragtning af Kong Eriks Sindelag mod Egil. Men Arinbjørn svarede, at hvor Egil var denne Vinter, vilde ogsaa han være, og Thore maatte finde sig i, hvad der var aftalt mellem Vennerne. Han fandt det dog raadeligst, at begive sig til Kongen, for at bede ham ej at tage ham Egils Vinterophold ilde op. Kongen sagde, at han for hans Skyld vilde finde sig deri, men at det ej vilde have bekommet
nogen anden vel. Gunnhild derimod bebrejdede Kongen hans Eftergivenhed og spurgte om han da regnede Baards Drab for intet. „Du søger altid mere end Andre, at ophidse mig til Grumhed“, svarede Kongen; „mit engang givne Ord vil jeg ikke bryde“[2].
Den følgende Vaar skulde der være et stort Blot ved Hovet paa Gaule, der fremdeles var det fornemste Hoved-Hov paa denne Kant, og blev talrigt besøgt af Folk baade fra Fjordene, Fjale og Sogn. Erik og Dronning Gunnhild indfandt sig, saavelsom Thore Herse, Thorolf og Arinbjørn. Egil maatte blive hjemme, da Thore ikke vovede at tage ham med af Frygt for Gunnhilds Efterstræbelser. Hun havde virkelig ogsaa lagt Planer baade mod ham og Thorolf. I hendes og Kongens Følge vare hendes Brødre Eyvind Skreyja og Alf Askmand, unge og raske Folk, store og sterke, og dristige Kjøbmænd. Kongen gjorde meget af dem, men de vare ikke yndede blandt Folket. Gunnhild spurgte dem, om de ej i denne store Folketrængsel kunde see sit Snit til at dræbe en af Skallagrims Sønner. De sagde, at de skulde forsøge derpaa. Men under hele Festen og det dermed forbundne Drikkegilde holdt Thorolf sig altid saa nær ved Thore, baade Dag og Nat, at de ej kunde komme ham ind paa Livet. Eyvind beklagede sig derover for Gunnhild; hun bad ham forsøge, om han ikke i alle Fald kunde faa dræbt en af Thorolfs Mænd, for at han dog ikke skulde slippe derfra uden nogen Skade. Eyvind passede derfor paa en Aften, da Thore og Thorolf havde begivet sig tilsengs, og to af deres Mænd, Brødrene Thorvald og Thorfinn, sad efter; disse Brødre vare Frænder af Bjørn Hauld, og havde først ledsaget ham, derpaa Thorolf og Egil i Viking. Alf og Eyvind satte sig hos dem og drak med dem; ud paa Aftenen begyndte de at yppe Klammeri, der vankede store Ord, og Enden blev, at Eyvind gjennemborede Thorvald med et Sax, han havde skjult under sin
