Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/626

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
598
Harald Haarfagre.


indtoge og herjede Kjøbſtaden Lund i Skaane[1], og endelig til Halland, hvor de ikke herjede, da Landet, ſom de ſagde, var fattigt, og hvor Jarlen Arnfinn derfor tog venligt mod dem og gav dem Fredland. Om Høſten vendte de tilbage til Fjordene, hvor Arinbjørn, uden at ſpørge ſin Fader ad, tilbød Egil at opholde ſig der om Vinteren. Thore ſagde, at dette Tilbud af Arinbjørn var noget overilet, i Betragtning af Kong Eriks Sindelag mod Egil. Men Arinbjørn ſvarede, at hvor Egil var denne Vinter, vilde ogſaa han være, og Thore maatte finde ſig i, hvad der var aftalt mellem Vennerne. Han fandt det dog raadeligſt, at begive ſig til Kongen, for at bede ham ej at tage ham Egils Vinterophold ilde op. Kongen ſagde, at han for hans Skyld vilde finde ſig deri, men at det ej vilde have bekommet nogen anden vel. Gunnhild derimod bebrejdede Kongen hans Eftergivenhed og ſpurgte om han da regnede Baards Drab for intet. „Du ſøger altid mere end Andre, at ophidſe mig til Grumhed“, ſvarede Kongen; „mit engang givne Ord vil jeg ikke bryde“[2].

Den følgende Vaar ſkulde der være et ſtort Blot ved Hovet paa Gaule, der fremdeles var det fornemſte Hoved-Hov paa denne Kant, og blev talrigt beſøgt af Folk baade fra Fjordene, Fjale og Sogn. Erik og Dronning Gunnhild indfandt ſig, ſaavelſom Thore Herſe, Thorolf og Arinbjørn. Egil maatte blive hjemme, da Thore ikke vovede at tage ham med af Frygt for Gunnhilds Efterſtræbelſer. Hun havde virkelig ogſaa lagt Planer baade mod ham og Thorolf. I hendes og Kongens Følge vare hendes Brødre Eyvind Skreyja og Alf Aſkmand, unge og raſke Folk, ſtore og ſterke, og driſtige Kjøbmænd. Kongen gjorde meget af dem, men de vare ikke yndede blandt Folket. Gunnhild ſpurgte dem, om de ej i denne ſtore Folketrængſel kunde ſee ſit Snit til at dræbe en af Skallagrims Sønner. De ſagde, at de ſkulde forſøge derpaa. Men under hele Feſten og det dermed forbundne Drikkegilde holdt Thorolf ſig altid ſaa nær ved Thore, baade Dag og Nat, at de ej kunde komme ham ind paa Livet. Eyvind beklagede ſig derover for Gunnhild; hun bad ham forſøge, om han ikke i alle Fald kunde faa dræbt en af Thorolfs Mænd, for at han dog ikke ſkulde ſlippe derfra uden nogen Skade. Eyvind pasſede derfor paa en Aften, da Thore og Thorolf havde begivet ſig tilſengs, og to af deres Mænd, Brødrene Thorvald og Thorfinn, ſad efter; disſe Brødre vare Frænder af Bjørn Hauld, og havde førſt ledſaget ham, derpaa Thorolf og Egil i Viking. Alf og Eyvind ſatte ſig hos dem og drak med dem; ud paa Aftenen begyndte de at yppe Klammeri, der vankede ſtore Ord, og Enden blev, at Eyvind gjennemborede Thorvald med et Sax, han havde ſkjult under ſin

  1. Egils Saga, Cap. 47.
  2. Egils Saga, Cap. 48.