Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/625

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
597
Egil Skallagrimsſøn.


farede kun af Ølves Mænd i Ildhuſet, at han havde været derinde og hentet ſine Vaaben. Kongen bød nu ſine Mænd at ſikkre ſig alle Baadene, for derved, ſom han troede, at hindre Egil fra at komme bort fra Øen; naar det blev lyſt, ſkulde man da fremdeles lede efter ham paa Øen ſelv. Dette var Aarſagen, hvorfor Egil allerede fandt Baadene beſatte; men denne Omſtændighed ſkyldte han vel ogſaa ſin Frelſe, da han ſaaledes i Betids og uforſtyrret ſlap over til Saudøen. Da Atleøen er ſtor, gik hele Dagen hen med Efterſøgningen; det var førſt henimod Kvelden, at Kongen gav Befaling til at ſøge efter Egil paa de andre nærliggende Øer. Tolv Mænd roede over til Saud-Øen; tre af dem bleve tilbage, for at pasſe paa Baaden, og de øvrige 9 fordeelte ſig i tre Partier, med tre Mand i hvert, for at gjennemſtrejfe Øen i forſkjellige Retninger. Egil, ſom havde ſeet Baaden komme, ſkjulte ſig førſt i Krattet, hvormed Øen var bevoxet, men da de, der ſkulde lede efter ham, vare komne ſaa langt op, at de ikke længer kunde ſee til Baaden, ſkyndte han ſig ned til denne, og kom uforvarende over dens Vogtere, hvilke han efter en kort Kamp fældte, den ene efter den anden. Derpaa tog han Baaden og roede afſted, hele den Nat og næſte Dag, indtil han kom til Thore Herſes Gaard. Her var Thore, Thorolf, Arinbjørn og de øvrige Bryllupsgjeſter allerede komne hjem, og ligeſaa Ølve, hvilken Kongen havde ladet drage hjem i Fred, da han var aldeles uſkyldig i Baards Død. De paa Saudøen tilbageblevne Mænd havde formedelſt Mangel paa Baad maattet blive der i flere Dage, og ſlagte noget af Kvæget, for imidlertid at opholde Livet; de gjorde et ſtort Baal paa den Kant, der vendte mod Atle-Øen, og da man herfra omſider fik Øje paa dette, ſendtes der en Baad over til Sand-Øen, fra hvilken de ſaaledes langt om længe kom bort. Thorolf og Arinbjørn havde i Førſtningen, da de af Ølve hørte hvad der var ſkeet, mistvivlet om at faa ſee Egil komme levende tilbage. Deſto ſtørre var Overraſkelſen, da han virkelig indfandt ſig. Arinbjørn bifaldt hvad Egil havde gjort, og ſagde til ſin Fader, at det var hans Pligt, at ſkaffe Egil Kongens Tilgivelſe. Ogſaa Thore ſagde at Baard var ſin Død værd, men meente dog, at det laa til Egils hele Æt, ikke at ſee ſig nok for. Dog begav han ſig til Kongen, og uagtet denne var Egil meget gram, fik han ham dog til at benaade ham, ſkjønt kun ſaaledes, at Egil ſkulde betale Pengebøder, og ikke opholde ſig længe i Riget ad Gangen[1]. Thore betalte Bøderne, og Egil drog næſte Sommer i Viking med ſin Broder Thorolf, førſt til Kurland, hvor Egil blev fangen og kun ved den ſtørſte Aandsnærværelſe reddede ſig[2], derpaa til Danmark, hvor de

  1. Egils Saga, Cap. 45.
  2. Egils Saga, Cap. 46.