farede kun af Ølves Mænd i Ildhuset, at han havde været derinde og hentet sine Vaaben. Kongen bød nu sine Mænd at sikkre sig alle Baadene, for derved, som han troede, at hindre Egil fra at komme bort fra Øen; naar det blev lyst, skulde man da fremdeles lede efter ham paa Øen selv. Dette var Aarsagen, hvorfor Egil allerede fandt Baadene besatte; men denne Omstændighed skyldte han vel ogsaa sin Frelse, da han saaledes i Betids og uforstyrret slap over til Saudøen. Da Atleøen er stor, gik hele Dagen hen med Eftersøgningen; det var først henimod Kvelden, at Kongen gav Befaling til at søge efter Egil paa de andre nærliggende Øer. Tolv Mænd roede over til Saud-Øen; tre af dem bleve tilbage, for at passe paa Baaden, og de øvrige 9 fordeelte sig i tre Partier, med tre Mand i hvert, for at gjennemstrejfe Øen i forskjellige Retninger. Egil, som havde seet Baaden komme, skjulte sig først i Krattet, hvormed Øen var bevoxet, men da de, der skulde lede efter ham, vare komne saa langt op, at de ikke længer kunde see til Baaden, skyndte han sig ned til denne, og kom uforvarende over dens Vogtere, hvilke han efter en kort Kamp fældte, den ene efter den anden. Derpaa tog han Baaden og roede afsted, hele den Nat og næste Dag, indtil han kom til Thore Herses Gaard. Her var Thore, Thorolf, Arinbjørn og de øvrige Bryllupsgjester allerede komne hjem, og ligesaa Ølve, hvilken Kongen havde ladet drage hjem i Fred, da han var aldeles uskyldig i Baards Død. De paa Saudøen tilbageblevne Mænd havde formedelst Mangel paa Baad maattet blive der i flere Dage, og slagte noget af Kvæget, for imidlertid at opholde Livet; de gjorde et stort Baal paa den Kant, der vendte mod Atle-Øen, og da man herfra omsider fik Øje paa dette, sendtes der en Baad over til Sand-Øen, fra hvilken de saaledes langt om længe kom bort. Thorolf og Arinbjørn havde i Førstningen, da de af Ølve hørte hvad der var skeet, mistvivlet om at faa see Egil komme levende tilbage. Desto større var Overraskelsen, da han virkelig indfandt sig. Arinbjørn bifaldt hvad Egil havde gjort, og sagde til sin Fader, at det var hans Pligt, at skaffe Egil Kongens Tilgivelse. Ogsaa Thore sagde at Baard var sin Død værd, men meente dog, at det laa til Egils hele Æt, ikke at see sig nok for. Dog begav han sig til Kongen, og uagtet denne var Egil meget gram, fik han ham dog til at benaade ham, skjønt kun saaledes, at Egil skulde betale Pengebøder, og ikke opholde sig længe i Riget ad Gangen[1]. Thore betalte Bøderne, og Egil drog næste Sommer i Viking med sin Broder Thorolf, først til Kurland, hvor Egil blev fangen og kun ved den største Aandsnærværelse reddede sig[2], derpaa til Danmark, hvor de
Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/625
Denne siden er korrekturlest
597
Egil Skallagrimssøn.
