Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/624

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
596
Harald Haarfagre.


det begyndte. Kongen blev opmerkſom paa, at Baard nu og da gik ud, og var borte en Stund. Han ſpurgte om Aarſagen, og fik vide, at nogle af Thore Herſes Huuskarle vare komne did. Han gav da ſtrax Befaling til, at man ſkulde kalde dem ind. De kom, toge Plads, og ſaa nu, at Baards foregivne Ølmangel var en ſtor Uſandhed, thi der blev drukket Horn efter Horn, og Baard var ſelv den ivrigſte til at ſkjenke i for dem. Ølve og hans Mænd begyndte ſnart at blive øre, og Egil paatog ſig at tømme Hornene for ham[1]. Baard ſpottede over Egils ſtore Tørſtighed, og klagede endog for Dronningen over, at man aldrig kunde give ham ſaa meget at drikke, at han jo klagede over Tørſt. Da lod Dronningen Baard blande Gift eller bedøvende Urter[2] i Drikken, og et Horn af denne Blanding bære hen til Egil, ſom dog merkede Liſten, og lod Drikken rinde ud[3]. Han tog derpaa den allerede næſten ſandsſesløſe Ølve ved Haanden, og ledte ham hen til Døren. Her kom Baard efter dem med et fuldt Horn og bad dem drikke paa hans Velgaaende. Egil tog Hornet, drak deraf, idet han kvad et Vers om Baards Falſkhed, drog derpaa Sverdet, ſom han havde ſkjult under Kappen, og gjennemborede Baard dermed. I ſamme Øieblik faldt ogſaa Ølve bevidſtløs ned, og blev liggende ved Siden af Baard, medens Egil løb afſted ſaa hurtigt han kunde ned til Baadene, for at ſlippe fra Øen. Men overalt hvor han kom ned til Stranden, fandt han Folk, ſaa at det blev ham umuligt at faa nogen Baad; endelig, henimod Morgenen, kom han til et Næs, fra hvilket han med Nød og neppe ſvømmede over til en anden liden Ø, Sand-Øen[4], der laa til Atle-Øen, og brugtes til Græsgang for en Mængde Koer og Sauder. Her tørrede han ſine Klæder og hvilede flg. Sine Vaaben havde han haft med ſig paa Ryggen i en Bylt. Imidlertid havde man i Gildehuſet fundet Baard liggende død i ſit Blod ved Siden af den drukne Ølve, og Kongen havde ſtrax givet Befaling til at man ſkulde lede efter Egil rundt omkring paa Gaarden. Man fandt ham ingenſteds, og er-

  1. Det var nemlig Skik og Brug, at Enhver efter Omgang ſkulde tomme Hornet, og, hvis han ej kunde det, drikke hvad der kaldtes Vitishorn eller Extra-Bægre, ſom et Slags Straf. Dog kunde man undgaa det, hvis en Anden vilde gjøre Fyldeſt i Vedkommendes eget Sted.
  2. I Sagaen úlyfjandi, d. e. uſunde Sager.
  3. I Egils Saga heder det, at Egil drog ſin Kniv, ridſede ſig inden i Haanden, ſaa at der kom Blod ud, riſtede Runer paa Hornet og bestrøg dem med Blodet, idet han kvad et Vers; derpaa ſprak Hornet, ſaa at Drikken randt ned i Halmen. Med andre Ord: Egil ſkulde have forſtaaet, ved Trylleruner at faa Hornet til at briſte. Sandſynligviis har han enten stukket et Hul i den nedre Ende af Hornet, eller fundet Lejlighed til, uformerkt at helde Drikken ud.
  4. Saud-Øen er en af de ſmaa Øer ſtrax ſydøſtenfor Atleøen, efter hvilken Saudungsſund (Saudeſund) har faaet Navn.