Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/623

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
595
Egil Skallagrimsſøn.


olf til at forblive hos ham om Vinteren. Thorolf takkede, men ſvarede at han førſt ſkulde udrette nogle nødvendige Ærender hos Thore Herſe. Han drog derfor til denne, ſom ſtrax indbød ham til at blive der. Thorolf modtog Indbydelſen, men ſagde at han ogſaa maatte medbringe ſin Broder Egil, der ikke før havde været hjemmefra, og ſom han maatte have under Opſigt. Thore havde intet mod dette, og ſagde at Egil viſt vilde være en velkommen Tilvæxt i deres Flok. Thorolf og Egil indfandt ſig derfor ogſaa hos Thore, ſaa ſnart deres Skib var ſat op og forſynet, og forbleve der for det førſte. Mellem Egil og Thores Søn Arinbjørn, der var nogle faa Aar ældre, opſtod der et fortroligt Venſkab, ſom vedvarede urokkeligt ſaa længe de levede.

Thorolfs Hovedhenſigt med Beſøget hos Thore var at melde ham, at han agtede at bejle til Aasgerd, Bjørn Haulds Datter, og bede om hans Samtykke dertil, ſom den fornemſte af hendes Frænder. Thore var meget tilfreds dermed, og paatog ſig endog at fremføre Thorolfs Begjæring for Aasgerd og Bjørn. Der var heller ikke Tale om noget Afſlag, Brylluppet beſtemtes til Høſten, og ſkulde ſtaa hos Bjørn; paa den faſtſatte Tid droge derfor Thorolf, Thore, Arinbjørn og deres fleſte Huuskarle afſted til Sogn. Egil ſkulde have været med, men en heftig Sygdom nødte ham til at blive hjemme. Dog kom han ſig kort efter at de vare dragne bort, og begyndte nu at finde det heel kjedeligt der paa Gaarden, hvor kun Faa vare hjemme. Da derfor Ølve, Thores fornemſte Huuskarl og Godsforvalter, hvis Forretninger heller ikke havde tilladt ham at drage bort, ſkulde foretage en Rejſe for at indkræve Thores udeſtaaende Landſkyld hos hans Lejlændinger, bad Egil om at maatte blive med, og Ølve der tænkte at han kunde være ham til god Hjelp, tillod det. De droge afſted paa en Baad, med 12 af Thores Huuskarle. De fik temmelig haardt Vejr, og maatte om Aftenen lægge ind til Atle-Øen i Nærheden af en ſtor Kongsgaard, der beſtyredes af en vis Baard, der, ſom de fleſte Aarmænd, var af lav Herkomſt, men en dygtig Forretningsmand og meget yndet af Erik og Gunnhild. De gik op til Gaarden, hvor de traf Baard ude og ſagde, at de vilde blive der om Natten. Baard, ſom ſaa, at de vare meget vaade, fulgte dem til et afſidesliggende Ildhuus, for at de kunde faa deres Klæder tørrede; ſiden lod han dække Bord for dem, men gav dem kun Brød, Smør, ſuur Melk og Havredrikke[1], undſkyldende ſig med, at der ej fandtes Øl i Huſet. Heller ikke kunde han anviſe dem andet Natteleje, end en Mængde Halm, ſom laa derinde. Den rette Aarſag, hvilken han fortiede for Ølve og Egil, var den, at han ſamme Aften ventede Kong Erik og Gunnhild; der ſkulde være Diſablot, og han havde beredt et Gilde for at modtage dem. De kom ogſaa, og Gil-

  1. I Sagaen kaldes det afr.