olf til at forblive hos ham om Vinteren. Thorolf takkede, men svarede at han først skulde udrette nogle nødvendige Ærender hos Thore Herse. Han drog derfor til denne, som strax indbød ham til at blive der. Thorolf modtog Indbydelsen, men sagde at han ogsaa maatte medbringe sin Broder Egil, der ikke før havde været hjemmefra, og som han maatte have under Opsigt. Thore havde intet mod dette, og sagde at Egil vist vilde være en velkommen Tilvæxt i deres Flok. Thorolf og Egil indfandt sig derfor ogsaa hos Thore, saa snart deres Skib var sat op og forsynet, og forbleve der for det første. Mellem Egil og Thores Søn Arinbjørn, der var nogle faa Aar ældre, opstod der et fortroligt Venskab, som vedvarede urokkeligt saa længe de levede.
Thorolfs Hovedhensigt med Besøget hos Thore var at melde ham, at han agtede at bejle til Aasgerd, Bjørn Haulds Datter, og bede om hans Samtykke dertil, som den fornemste af hendes Frænder. Thore var meget tilfreds dermed, og paatog sig endog at fremføre Thorolfs Begjæring for Aasgerd og Bjørn. Der var heller ikke Tale om noget Afslag, Brylluppet bestemtes til Høsten, og skulde staa hos Bjørn; paa den fastsatte Tid droge derfor Thorolf, Thore, Arinbjørn og deres fleste Huuskarle afsted til Sogn. Egil skulde have været med, men en heftig Sygdom nødte ham til at blive hjemme. Dog kom han sig kort efter at de vare dragne bort, og begyndte nu at finde det heel kjedeligt der paa Gaarden, hvor kun Faa vare hjemme. Da derfor Ølve, Thores fornemste Huuskarl og Godsforvalter, hvis Forretninger heller ikke havde tilladt ham at drage bort, skulde foretage en Rejse for at indkræve Thores udestaaende Landskyld hos hans Lejlændinger, bad Egil om at maatte blive med, og Ølve der tænkte at han kunde være ham til god Hjelp, tillod det. De droge afsted paa en Baad, med 12 af Thores Huuskarle. De fik temmelig haardt Vejr, og maatte om Aftenen lægge ind til Atle-Øen i Nærheden af en stor Kongsgaard, der bestyredes af en vis Baard, der, som de fleste Aarmænd, var af lav Herkomst, men en dygtig Forretningsmand og meget yndet af Erik og Gunnhild. De gik op til Gaarden, hvor de traf Baard ude og sagde, at de vilde blive der om Natten. Baard, som saa, at de vare meget vaade, fulgte dem til et afsidesliggende Ildhuus, for at de kunde faa deres Klæder tørrede; siden lod han dække Bord for dem, men gav dem kun Brød, Smør, suur Melk og Havredrikke[1], undskyldende sig med, at der ej fandtes Øl i Huset. Heller ikke kunde han anvise dem andet Natteleje, end en Mængde Halm, som laa derinde. Den rette Aarsag, hvilken han fortiede for Ølve og Egil, var den, at han samme Aften ventede Kong Erik og Gunnhild; der skulde være Disablot, og han havde beredt et Gilde for at modtage dem. De kom ogsaa, og Gil-
- ↑ I Sagaen kaldes det afr.
