Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/622

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
594
Harald Haarfagre.


værdigede han neppe et Blik. Nogen Tid derefter, da der ſkulde ſlagtes Ørne, lod han tvende ſtilles ſammen, med Halſene hvilende paa en oprejſt Helle, og hug ſaa i et Hug Hovederne af dem begge med hiin Øxe; men da den, ſom rimeligt var, kom imod Hellen, og en ſtor Deel af Eggen braſt, ſlængte han den op paa Dørkarmen i Ildhuſet, hvor den laa og blev tilrøget. Den Foragt, Skallagrim ſaaledes viſte Erik og hans Gave, har maaſkee været en af Grundene, hvorfor Thorolf allerede næſte Aar beſluttede at drage til Norge igjen. Han havde tillige lovet Bjørn at bringe hans Datter Aasgerd til ham. Skallagrim fraraadede ham at rejſe, foreſtillede ham at man ej burde friſte Lykken for meget, og bød ham rigeligt Gods til at ſætte Bo med. Men Thorolf var ikke at overtale, og Skallagrim maatte lade ham have ſin Vilje. Han gjorde ſig derfor rejſefærdig. Men nu begyndte ogſaa Egil, der vel kun var 14 Aar gammel, men ſtor og ſterk ſom en voxen Mand, at bede ſin Fader om Tilladelſe til at følge med. Skallagrim ſagde at det ſkulde komme an paa Thorolf Denne vægrede ſig ved at opfylde Egils Begjæring, og ſagde at det var vanſkeligt nok at drages med ham hjemme, end ſige ude, ſaa uſtyrligt et Sind ſom han havde. Egil meente at det i ſaa Fald nok kunde ſpøge for, at ingen af dem vilde komme til at rejſe. Og endnu ſamme Aften, da det var mørkt, og Floden ſatte ind med en rygende Sydveſtvind, ſneg han ſig ned til Thorolfs Skib, der allerede laa færdigt ved Stranden, og hug Landtougene over, ſaa at Skibet drev ud paa Fjorden. Da Thorolf ſaa at Skibet drev, kaſtede han ſig med ſine Folk i en Baad for at faa det ſtandſet, men forgjæves; Vind og Strøm vare for heftige, og de fik ikke indhentet Skibet, der drev paa Grund over paa den anden Side af Fjorden. Alle laſtede dette Verk, men lagde dog til, at Thorolf ej kunde være ſikker for lignende Forſøg, derſom han ikke tog Egil med ſig. Hertil bekvemmede han ſig da efter Fleres Overtalelſe. Aasgerd fulgte med, ſaaledes ſom det var beſtemt. Ved Afſkeden overleverede Skallagrim Thorolf Kong Eriks Øxe, ruſten og ſodet ſom den var, idet han kvad et Vers hvori han ſpottede over dens daarlige Egg, og bad ham bringe Kongen hans usle Gave tilbage. Thorolf maatte modtage den, men kaſtede den i Søen, da han var kommen ombord.

Rejſen til Norge gik heldigt. De landede ved Hørdaland, og begave ſig ſtrax til Sogn, hvor Thorolf erfarede at Brynjulf var død, og at hans Søn Thord havde faaet Aurland og var bleven Kongens Lendermand, medens Bjørn havde faaet en anden ſtor Ejendom, og ikke var traadt i Kongens Tjeneſte, hvorfor man kaldte ham Bjørn Hauld. Efter at have bragt Aasgerd til Bjørn, rejſte Thorolf til Kong Erik, hilſte ham fra ſin Fader Skallagrim, ſagde at han med Taknemlighed havde modtaget Kongens Gave, og forærede Erik et godt Langſkibstelt, hvilket han foregav at Skallagrim havde ſendt. Kongen modtog Gaven med Venlighed og indbød Thor-