Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/622

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
594
Harald Haarfagre.


værdigede han neppe et Blik. Nogen Tid derefter, da der skulde slagtes Ørne, lod han tvende stilles sammen, med Halsene hvilende paa en oprejst Helle, og hug saa i et Hug Hovederne af dem begge med hiin Øxe; men da den, som rimeligt var, kom imod Hellen, og en stor Deel af Eggen brast, slængte han den op paa Dørkarmen i Ildhuset, hvor den laa og blev tilrøget. Den Foragt, Skallagrim saaledes viste Erik og hans Gave, har maaskee været en af Grundene, hvorfor Thorolf allerede næste Aar besluttede at drage til Norge igjen. Han havde tillige lovet Bjørn at bringe hans Datter Aasgerd til ham. Skallagrim fraraadede ham at rejse, forestillede ham at man ej burde friste Lykken for meget, og bød ham rigeligt Gods til at sætte Bo med. Men Thorolf var ikke at overtale, og Skallagrim maatte lade ham have sin Vilje. Han gjorde sig derfor rejsefærdig. Men nu begyndte ogsaa Egil, der vel kun var 14 Aar gammel, men stor og sterk som en voxen Mand, at bede sin Fader om Tilladelse til at følge med. Skallagrim sagde at det skulde komme an paa Thorolf Denne vægrede sig ved at opfylde Egils Begjæring, og sagde at det var vanskeligt nok at drages med ham hjemme, end sige ude, saa ustyrligt et Sind som han havde. Egil meente at det i saa Fald nok kunde spøge for, at ingen af dem vilde komme til at rejse. Og endnu samme Aften, da det var mørkt, og Floden satte ind med en rygende Sydvestvind, sneg han sig ned til Thorolfs Skib, der allerede laa færdigt ved Stranden, og hug Landtougene over, saa at Skibet drev ud paa Fjorden. Da Thorolf saa at Skibet drev, kastede han sig med sine Folk i en Baad for at faa det standset, men forgjæves; Vind og Strøm vare for heftige, og de fik ikke indhentet Skibet, der drev paa Grund over paa den anden Side af Fjorden. Alle lastede dette Verk, men lagde dog til, at Thorolf ej kunde være sikker for lignende Forsøg, dersom han ikke tog Egil med sig. Hertil bekvemmede han sig da efter Fleres Overtalelse. Aasgerd fulgte med, saaledes som det var bestemt. Ved Afskeden overleverede Skallagrim Thorolf Kong Eriks Øxe, rusten og sodet som den var, idet han kvad et Vers hvori han spottede over dens daarlige Egg, og bad ham bringe Kongen hans usle Gave tilbage. Thorolf maatte modtage den, men kastede den i Søen, da han var kommen ombord.

Rejsen til Norge gik heldigt. De landede ved Hørdaland, og begave sig strax til Sogn, hvor Thorolf erfarede at Brynjulf var død, og at hans Søn Thord havde faaet Aurland og var bleven Kongens Lendermand, medens Bjørn havde faaet en anden stor Ejendom, og ikke var traadt i Kongens Tjeneste, hvorfor man kaldte ham Bjørn Hauld. Efter at have bragt Aasgerd til Bjørn, rejste Thorolf til Kong Erik, hilste ham fra sin Fader Skallagrim, sagde at han med Taknemlighed havde modtaget Kongens Gave, og forærede Erik et godt Langskibstelt, hvilket han foregav at Skallagrim havde sendt. Kongen modtog Gaven med Venlighed og indbød Thor-