Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/628

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
600
Harald Haarfagre.


Sted. Egil ilede ſtrax til Arinbjørn, der tog kjærligt imod ham og bad ham at være der; her opholdt ogſaa Aasgerd, Thorolfs Enke, ſig, med deres eneſte unge Datter Thordis. Aasgerd blev meget bedrøvet ved Efterretningen om Thorolfs Død. Ogſaa Egil blev, efterſom det led ud paa Vinteren, mere og mere nedſlagen. Arinbjørn, ſom troede at han ſørgede over Thorolfs Tab, ſøgte at trøſte ham, ſagde, at det var umandigt at hengive ſig til Sorgen, „da Mand ſkal leve efter Mand“, og bad ham at kvæde noget. Egil kvad nu nogle Vers, hvori han paa en forblommet Maade gav tilkjende, at han elſkede Aasgerd, og at dette var Aarſagen til hans Nedſlagenhed. Men Arinbjørn ſatte Mod i ham, og lovede at tale hans Sag hos Aasgerd ſelv og hendes Fader Bjørn. Han holdt ogſaa ſit Løfte ſaa vel, at Giftermaalet kom iſtand. Og en Stund efter rejſte Egil tilbage til Island med ſin Huſtru og alle ſine Skatte. Da havde han været tolv Aar borte[1].

Skallagrim, der nu var en gammel Mand, blev meget glad ved Egils Hjemkomſt, og overlod de fleſte Sysler med Gaardens og Huusvæſenets Drift til ham. De medbragte Skatte beholdt Egil ſelv, uden engang at overlevere ſin Fader de to Kiſter fra Kong Ædhelſtan. Han var nemlig i høj Grad begjærlig efter Gods. Det var ham derfor en højſt uvelkommen Efterretning ſom nogle Skibe fra Norge efter faa Aars Forløb bragte til Island, at hans Svigerfader Bjørn Hauld var død, og at Berg-Anund, en mægtig Mand, der boede paa Gaarden Aſk i Øen Fenring, og ſom var gift med Gunnhild, en Datter af Bjørns andet Egteſkab, havde taget al Arven efter ham, bragt Løsøret hjem til Aſk, og bortbygget Landejendommene til Lejlændinger, der ſkulde ſvare ham Landſkyld. Her var ingen Tid at bortkaſte, og Egil drog derfor den følgende Vaar med Aasgerd over til Norge, for at forſøge paa at faa hvad der tilkom ham. Han tyede ſtrax til ſin Ven Arinbjørn, og fortalte ham Henſigten med ſin Rejſe. Arinbjørn tog godt imod ham, og bad ham være hans Gjeſt, men ſagde tillige, at han neppe vilde kunne udrette noget mod Berg-Anund, der baade ſelv var haard og ſlem at komme til Rette med, og desuden nu var i ſtor Yndeſt hos Kongen og Dronningen, ſom derimod bare et dødeligt Had til Egil. Denne meente, at Kongen dog ej kunde ville forholde ham hans Ret, iſær naar han underſtøttedes af Arinbjørn. Arinbjørn tilſagde ham ogſaa ſin Hjelp, og Egil gjorde nu det førſte Skridt i Sagen ved at drage paa en Skude med henimod 20 Mand til Berg-Anund paa Aſk, og kræve Arveſkifte af ham i Mindelighed. Anund ſvarede, at Egil var heel djerv, da han, uagtet Kong Erik havde gjort ham utlæg, dog vovede at komme til hans Rige og ulejlige hans

  1. Tidsregningen i Egils Saga er noget uſikker, og indeholder enkelte Selvmodſigelſer.