Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/620

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
592
Harald Haarfagre.


Mænd; han ilede til ſit Skib, ſejlede afſted, og kom velbeholden til Kong Harald, der glædede ſig over, at denne Liſt var lykkets. Den, ſom opfoſtrede en anden Mands Barn, betragtedes nemlig i hiin Tid ſom hans Undermand[1]. Fortællingen ſynes imidlertid lidet trolig. De ſamme Sagaer, der berette dette, fortælle ogſaa, at Ædhelſtan fattede ſtor Kjærlighed for Haakon og viſte ham megen Ømhed; dette havde han neppe gjort, hvis Haakon havde været ham paatvungen. Der er ogſaa Spor af andre Beretninger om Anledningen til at Haakon blev opdragen ved hans Hof. Den danſke Forfatter Saxo ſiger ſaaledes, at Kong Harald ved Efterretningen om Ædhelſtans Tronbeſtigelſe drog med en Flaade hen for at erobre England, da det gjorde ham ondt, at et ſaa herligt Rige ſkulde tilhøre en udygtig Mand; men at Ædhelſtan, der ej vovede at binde an med ham, ſøgte at vinde ham ved Høflighed og Forekommenhed, og tilbød ſig at opdrage hans Søn Haakon ſom ſin Arving, hvilken han ved ſin Død ſkulde efterlade Riget: et Forſlag, ſom Harald med Glæde ſkal have modtaget[2]. Uagtet Saxos Beretning aabenbar er urigtig, da Harald intet Tog til England har foretaget, giver han dog et Vink, der kan lede til en Gjetning om Sagens ſande Sammenhæng. Han lægger nemlig til, at Ædhelſtan ved dette Forſlag havde for Øje den Udſigt, ſom derved aabnedes ham til at faa Underſtøttelſe fra Norge mod den danſke Konge eller Kongeſøn Harald Gormsſøn, af hvilken han hvert Øjeblik kunde vente ſig Angreb. Thi Danerne havde paa denne Tid, ſiden Lodbroksſønnernes Erobringstog erhvervet ſaadant Fodfæſte i England, at den danſke Kongefamilie endog betragtede det, eller idetmindſte dets nordligſte Deel, ſom ſit retmæsſige Arveland. Og da den betragtede Viken i Norge paa ſamme Maade, havde følgelig de engelſke Konger og Harald Haarfagre i dette Stokke fælles Interesſe. De vare ſaaledes naturlige Allierede, og det er derfor heel ſandſynligt, at de virkelig, hvad Saxo antyder, have aftalt en fælles Forſvarsplan mod Danekongens truende Angreb, og at de forøvrigt have underholdt en venſkabelig Forbindelſe med hinanden. En normanniſk Forfatter beretter endog udtrykkeligt, at Kong Harald forærede Ædhelſtan et Skib med forgyldte Stavne[3]. Hvis Ædhelſtan virkelig har foræret Harald et Sverd, ſaa har dette viſtnok ogſaa været en Vennegave, og ikke et Middel, hvorved han vilde narre Harald til en Handling, der kunde udlægges ſom et Underkaſtelſestegn. Og Grunden, hvorfor Haakon blev ſendt til Opfoſtring hos Ædhelſtan, er vel ogſaa kun den, at Harald var overbeviiſt om at han der vilde faa en kjærlig Behandling og god Opdragelſe, og vilde være ſikkret mod alle Efterſtræbelſer.

  1. Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 41. Olaf Tryggvesſøns S. Cap. 8.
  2. Saxo, 10de Bog, S. 475, 476.
  3. Elimand, citeret af Albericus trium fontium, ed. Leibnitz p. 271.