Mænd; han ilede til sit Skib, sejlede afsted, og kom velbeholden til Kong Harald, der glædede sig over, at denne List var lykkets. Den, som opfostrede en anden Mands Barn, betragtedes nemlig i hiin Tid som hans Undermand[1]. Fortællingen synes imidlertid lidet trolig. De samme Sagaer, der berette dette, fortælle ogsaa, at Ædhelstan fattede stor Kjærlighed for Haakon og viste ham megen Ømhed; dette havde han neppe gjort, hvis Haakon havde været ham paatvungen. Der er ogsaa Spor af andre Beretninger om Anledningen til at Haakon blev opdragen ved hans Hof. Den danske Forfatter Saxo siger saaledes, at Kong Harald ved Efterretningen om Ædhelstans Tronbestigelse drog med en Flaade hen for at erobre England, da det gjorde ham ondt, at et saa herligt Rige skulde tilhøre en udygtig Mand; men at Ædhelstan, der ej vovede at binde an med ham, søgte at vinde ham ved Høflighed og Forekommenhed, og tilbød sig at opdrage hans Søn Haakon som sin Arving, hvilken han ved sin Død skulde efterlade Riget: et Forslag, som Harald med Glæde skal have modtaget[2]. Uagtet Saxos Beretning aabenbar er urigtig, da Harald intet Tog til England har foretaget, giver han dog et Vink, der kan lede til en Gjetning om Sagens sande Sammenhæng. Han lægger nemlig til, at Ædhelstan ved dette Forslag havde for Øje den Udsigt, som derved aabnedes ham til at faa Understøttelse fra Norge mod den danske Konge eller Kongesøn Harald Gormssøn, af hvilken han hvert Øjeblik kunde vente sig Angreb. Thi Danerne havde paa denne Tid, siden Lodbrokssønnernes Erobringstog erhvervet saadant Fodfæste i England, at den danske Kongefamilie endog betragtede det, eller idetmindste dets nordligste Deel, som sit retmæssige Arveland. Og da den betragtede Viken i Norge paa samme Maade, havde følgelig de engelske Konger og Harald Haarfagre i dette Stokke fælles Interesse. De vare saaledes naturlige Allierede, og det er derfor heel sandsynligt, at de virkelig, hvad Saxo antyder, have aftalt en fælles Forsvarsplan mod Danekongens truende Angreb, og at de forøvrigt have underholdt en venskabelig Forbindelse med hinanden. En normannisk Forfatter beretter endog udtrykkeligt, at Kong Harald forærede Ædhelstan et Skib med forgyldte Stavne[3]. Hvis Ædhelstan virkelig har foræret Harald et Sverd, saa har dette vistnok ogsaa været en Vennegave, og ikke et Middel, hvorved han vilde narre Harald til en Handling, der kunde udlægges som et Underkastelsestegn. Og Grunden, hvorfor Haakon blev sendt til Opfostring hos Ædhelstan, er vel ogsaa kun den, at Harald var overbeviist om at han der vilde faa en kjærlig Behandling og god Opdragelse, og vilde være sikkret mod alle Efterstræbelser.
Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/620
Denne siden er korrekturlest
592
Harald Haarfagre.
