Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/617

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
589
Bjørn Farmand


Forgængere, den ældre og yngre Guthorm, havde haft deres Sæde. Tunsberg var, ſom ovenfor er nævnt, allerede da en meget ſøgt Handelsplads, til hvilken der kom Handelsſkibe baade fra det Nordenfjeldſke, fra Danmark og fra Saxland. Det var den gamle Handel ved Kaupangen i Skiringsſal, der nu, ſandſynligviis ved Kongeſædets Forlæggelſe til Tunsberg, ſynes at have draget ſig did[1]. Herved fik ogſaa Bjørn Smag paa Handel og Kjøbmandsfærd; han drog meget lidet paa Krigstog, men havde Kjøbmandsſkibe ude paa Farten til udenlandſke Havne, hvorfra han ſkaffede ſig mange koſtbare Sager: hans Brødre kaldte ham derfor Farmand eller Kjøbmand. Engang, da Erik kom tilbage fra et Krigstog i Auſterveg, løb han ind til Tunsberg, og fordrede en Deel af de kongelige Indtægter i Veſtfold, der tilkom Kong Harald. Bjørn, ſom hidtil havde været vant ved at udbetale den ſelv, eller ved ſine Sendebud, vægrede ſig ved at betale den til Erik, da han derved vilde have erkjendt dennes Overhøjhed. Erik fordrede nu Levnetsmidler, Telte og Drikkevarer, og trættede heftigt med ſin Broder derom, men forgjæves, og maatte med uforrettet Sag forlade Byen. Om Aftenen begav Bjørn ſig op til Sæheim. Men ſom han og hans Mænd juſt ſade ved Drikkebordet, kom Erik uforvarende og omringede Huſet. Bjørn gik ud mod ham med ſine Mænd for at forſvare ſig, men faldt i Kampen med flere af ſine; Erik plyndrede Gaarden, fik et ſtort Bytte, og fortſatte ſin Vej langs Kyſten til det Nordenfjeldſke. Bjørn var meget elſket af Vikværingerne, der anſaa ham for en meget lovende Høvding. Erik blev derfor heel forhadt iblandt dem for denne Gjerning. Det hed endog, at Olaf, hans Broder, der nu tog Veſtfold i Beſtyrelſe og hans Søn Gudrød til Opfoſtring, vilde hevne hans Drab[2].

Den af Brødrene, der førſt forſøgte at tage Hevn, var dog Halfdan ſvarte i Throndhjem. Erik drog den paafølgende Vinter til Nordmøre. Han var til Gilde paa Gaarden Selven[3], lidt indenfor Agdenes, og ſov her om Natten i en fritſtaaende Ude-Skemme. Herom havde Halfdan faaet Nys, ſkyndte ſig derhen med mange Bevæbnede, og omringede Huſet, fra hvilket Erik var heldig nok til at undkomme ſelv femte, men de øvrige Mænd af hans Følge bleve indebrændte. Erik tog ſin Tilflugt til Faderen, der ved at høre hvad der var ſkeet, blev meget vred, ſamlede Folk og Skibe, og drog til Throndhjem for at ſtraffe Halfdan. Denne udruſtede ogſaa en Flaade, og lagde ud til Stadsbygden, indenfor Thorsberg eller Thorshau-

  1. Se ovenfor S. 381.
  2. Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 38. Olaf Tryggvesſøns Saga Cap. 5. Olaf den helliges Saga Cap. 2. Bjørns Høj, kaldet Farmandshaugen, findes endnu nær ved Jarlsberg.
  3. Flatøbogens Bearbejdelſe af Olaf Tryggvesſøns Saga (Skaalh. Udg. Cap. 6), nævner ikke Selven, men derimod en Gaard ved Navn Thaus, hvis Navn ej gjenkjendes blandt de nu paa Nordmøre forekommende Gaardsnavne.