Forgængere, den ældre og yngre Guthorm, havde haft deres Sæde. Tunsberg var, som ovenfor er nævnt, allerede da en meget søgt Handelsplads, til hvilken der kom Handelsskibe baade fra det Nordenfjeldske, fra Danmark og fra Saxland. Det var den gamle Handel ved Kaupangen i Skiringssal, der nu, sandsynligviis ved Kongesædets Forlæggelse til Tunsberg, synes at have draget sig did[1]. Herved fik ogsaa Bjørn Smag paa Handel og Kjøbmandsfærd; han drog meget lidet paa Krigstog, men havde Kjøbmandsskibe ude paa Farten til udenlandske Havne, hvorfra han skaffede sig mange kostbare Sager: hans Brødre kaldte ham derfor Farmand eller Kjøbmand. Engang, da Erik kom tilbage fra et Krigstog i Austerveg, løb han ind til Tunsberg, og fordrede en Deel af de kongelige Indtægter i Vestfold, der tilkom Kong Harald. Bjørn, som hidtil havde været vant ved at udbetale den selv, eller ved sine Sendebud, vægrede sig ved at betale den til Erik, da han derved vilde have erkjendt dennes Overhøjhed. Erik fordrede nu Levnetsmidler, Telte og Drikkevarer, og trættede heftigt med sin Broder derom, men forgjæves, og maatte med uforrettet Sag forlade Byen. Om Aftenen begav Bjørn sig op til Sæheim. Men som han og hans Mænd just sade ved Drikkebordet, kom Erik uforvarende og omringede Huset. Bjørn gik ud mod ham med sine Mænd for at forsvare sig, men faldt i Kampen med flere af sine; Erik plyndrede Gaarden, fik et stort Bytte, og fortsatte sin Vej langs Kysten til det Nordenfjeldske. Bjørn var meget elsket af Vikværingerne, der ansaa ham for en meget lovende Høvding. Erik blev derfor heel forhadt iblandt dem for denne Gjerning. Det hed endog, at Olaf, hans Broder, der nu tog Vestfold i Bestyrelse og hans Søn Gudrød til Opfostring, vilde hevne hans Drab[2].
Den af Brødrene, der først forsøgte at tage Hevn, var dog Halfdan svarte i Throndhjem. Erik drog den paafølgende Vinter til Nordmøre. Han var til Gilde paa Gaarden Selven[3], lidt indenfor Agdenes, og sov her om Natten i en fritstaaende Ude-Skemme. Herom havde Halfdan faaet Nys, skyndte sig derhen med mange Bevæbnede, og omringede Huset, fra hvilket Erik var heldig nok til at undkomme selv femte, men de øvrige Mænd af hans Følge bleve indebrændte. Erik tog sin Tilflugt til Faderen, der ved at høre hvad der var skeet, blev meget vred, samlede Folk og Skibe, og drog til Throndhjem for at straffe Halfdan. Denne udrustede ogsaa en Flaade, og lagde ud til Stadsbygden, indenfor Thorsberg eller Thorshau-
- ↑ Se ovenfor S. 381.
- ↑ Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 38. Olaf Tryggvessøns Saga Cap. 5. Olaf den helliges Saga Cap. 2. Bjørns Høj, kaldet Farmandshaugen, findes endnu nær ved Jarlsberg.
- ↑ Flatøbogens Bearbejdelse af Olaf Tryggvessøns Saga (Skaalh. Udg. Cap. 6), nævner ikke Selven, men derimod en Gaard ved Navn Thaus, hvis Navn ej gjenkjendes blandt de nu paa Nordmøre forekommende Gaardsnavne.
