agtigt Sagn, som dog viser, hvilke besynderlige Forestillinger maaskee allerede Gunnhilds Samtid havde dannet sig om hende paa Grund af den Overlegenhed i Evner og Klogskab, hiin siden i en saa lang Række af Aar, skjønt just ikke til Landets Bedste, lagde for Dagen. Hun var, fortælles der[1], sendt til Finmarken for at lære Trolddom hos nogle Finner, etsteds nævnes endog Mattull Finnekonge selv[2]. Da Erik sejlede tilbage fra Bjarmeland, og kom forbi Finmarkens Kyst, fandt hans Mænd hende i en Gamme. Hun sagde at hendes Lærere i Trolddom vare de to klogeste i hele Finmarken; kunde opstøve Spor ligesom Hunde baade paa optøet og frossen Jord, de kunde løbe saa hurtigt paa Ski, at hverken Mennesker eller Dyr vare istand til at undløbe dem, de traf alt hvad de skyde efter, og naar de vare vrede, vendte Jorden sig for deres Blik,men hvis noget Levende kom for deres Øjne, faldt det dødt ned. Det fortælles endvidere, at hun anmodede Eriks Mænd om at befri hende for disse byrdefulde Friere, som just nu vare ude paa Jagt; hun skjulte dem i Gammen og strøede noget, der saa ud som Aske, baade indenfor og rundt omkring den. Da Finnerne kom hjem, spurgte de om nogen havde været der, og da hun sagde nej, forundrede de sig derover, siden de havde forfulgt Sporene lige til Gammen. Da de havde faaet Mad, foreslog hun dem at de skulde lægge sig ved hver sin Side af hende, hvilket de med Glæde toge imod, da de nu i tre Nætter af Skinsyge ikke havde sovet, men vaaget over hinanden. De faldt nu snart i en saa dyb Søvn at hun med Lethed kunde faa draget to Sælbelge over deres Hoveder og bundet dem under deres Arme; paa hendes Vink brøde nu Kongens Mænd frem og dræbte dem, men bragte hende til Erik, som tog hende med sig paa sit Skib, og siden, da han kom til Haalogaland, egtede hende med hendes Faders Samtykke. – Uagtet Forestillingen om Finnernes Tryllekyndighed da, ligesom gjennem saa mange Aarhundreder senere, var saa rodfæstet, at man heel vel kan tænke sig Muligheden af at Forældre i god Tro have sat deres Børn i Trolddomslære hos Finner, og at Gunnhild selv virkelig en Stund kan have opholdt sig i Finmarken i dette Øjemed, er dog Fortællingen i sig selv saa urimelig, at man maa ansee den for en fuldstændig Opdigtning. Den Navnkundighed, Gunnhild siden opnaaede ved sin ualmindelige og ondskabsfulde Kløgt, er desuden en tilstrækkelig Grund til at forklare, hvorledes et Sagn, som dette, har kunnet danne sig, især da hendes Hjem var paa Haalogaland, der grændsede til Finmarken, og hvor man fra de ældste Tider havde saa meget med Finnerne at bestille. Den rette Sammenhæng er vel den, at Erik under Hjemrejsen fra Bjarmeland har faaet Gunnhild at see, enten hos hendes Fader, eller hos en eller anden Mand, af hvem
Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/615
Denne siden er korrekturlest
587
Dronning Gunnhild.
