Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/615

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
587
Dronning Gunnhild.


agtigt Sagn, ſom dog viſer, hvilke beſynderlige Foreſtillinger maaſkee allerede Gunnhilds Samtid havde dannet ſig om hende paa Grund af den Overlegenhed i Evner og Klogſkab, hiin ſiden i en ſaa lang Række af Aar, ſkjønt juſt ikke til Landets Bedſte, lagde for Dagen. Hun var, fortælles der[1], ſendt til Finmarken for at lære Trolddom hos nogle Finner, etſteds nævnes endog Mattull Finnekonge ſelv[2]. Da Erik ſejlede tilbage fra Bjarmeland, og kom forbi Finmarkens Kyſt, fandt hans Mænd hende i en Gamme. Hun ſagde at hendes Lærere i Trolddom vare de to klogeſte i hele Finmarken; kunde opſtøve Spor ligeſom Hunde baade paa optøet og frosſen Jord, de kunde løbe ſaa hurtigt paa Ski, at hverken Menneſker eller Dyr vare iſtand til at undløbe dem, de traf alt hvad de ſkyde efter, og naar de vare vrede, vendte Jorden ſig for deres Blik,men hvis noget Levende kom for deres Øjne, faldt det dødt ned. Det fortælles endvidere, at hun anmodede Eriks Mænd om at befri hende for disſe byrdefulde Friere, ſom juſt nu vare ude paa Jagt; hun ſkjulte dem i Gammen og ſtrøede noget, der ſaa ud ſom Aſke, baade indenfor og rundt omkring den. Da Finnerne kom hjem, ſpurgte de om nogen havde været der, og da hun ſagde nej, forundrede de ſig derover, ſiden de havde forfulgt Sporene lige til Gammen. Da de havde faaet Mad, foreſlog hun dem at de ſkulde lægge ſig ved hver ſin Side af hende, hvilket de med Glæde toge imod, da de nu i tre Nætter af Skinſyge ikke havde ſovet, men vaaget over hinanden. De faldt nu ſnart i en ſaa dyb Søvn at hun med Lethed kunde faa draget to Sælbelge over deres Hoveder og bundet dem under deres Arme; paa hendes Vink brøde nu Kongens Mænd frem og dræbte dem, men bragte hende til Erik, ſom tog hende med ſig paa ſit Skib, og ſiden, da han kom til Haalogaland, egtede hende med hendes Faders Samtykke. — Uagtet Foreſtillingen om Finnernes Tryllekyndighed da, ligeſom gjennem ſaa mange Aarhundreder ſenere, var ſaa rodfæſtet, at man heel vel kan tænke ſig Muligheden af at Forældre i god Tro have ſat deres Børn i Trolddomslære hos Finner, og at Gunnhild ſelv virkelig en Stund kan have opholdt ſig i Finmarken i dette Øjemed, er dog Fortællingen i ſig ſelv ſaa urimelig, at man maa anſee den for en fuldſtændig Opdigtning. Den Navnkundighed, Gunnhild ſiden opnaaede ved ſin ualmindelige og ondſkabsfulde Kløgt, er desuden en tilſtrækkelig Grund til at forklare, hvorledes et Sagn, ſom dette, har kunnet danne ſig, iſær da hendes Hjem var paa Haalogaland, der grændſede til Finmarken, og hvor man fra de ældſte Tider havde ſaa meget med Finnerne at beſtille. Den rette Sammenhæng er vel den, at Erik under Hjemrejſen fra Bjarmeland har faaet Gunnhild at ſee, enten hos hendes Fader, eller hos en eller anden Mand, af hvem

  1. Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 24. Olaf Tryggvesſøns S. Cap. 3.
  2. Fagrſkinna Cap. 28.