Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/614

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
Haarfagre.
586 Harald


Erik fik Haalogaland, Nordmøre og Raumsdalen. Selv forbeholdt han sig hvad man kaldte Midtlandet, eller Gulathingslagen, hvor han for det meste plejede at opholde sig paa sine store Gaarde, fornemmelig Sæheim paa Lygren, Aalreksstad nær ved det nuværende Bergen, Fitje paa Storden, Agvaldsnes paa Karmt og Utstein ved Rennesø i Buknfjorden. Rørek og Gudrød skal han have beholdt ved Hirden, men dog givet dem store Forleninger i Sogn og Hørdaland. Han bestemte, at Kongenavnet skulde gaa i Arv fra Fader til Søn i alle hans Sønners Linjer; enhver af hans Sønner skulde i sit Len tage Halvparten af den kongelige Andeel og Indtægterne, hvorved altsaa han selv, hans Søn og Jarlen fik hver sin Trediedeel; de skulde ogsaa ved højtidelig Lejlighed have Ret til at sidde i Højsædet, eet Trin højere end Jarlerne, men eet Trin lavere end han selv[1]. Denne Plads eller Overkongedømmet tiltænkte han efter sin Død Erik Blodøxe, der forsaavidt ogsaa var bedst skikket dertil, som hans Mødreneæt ej knyttede ham nærmere til nogen enkelt Deel af Landet, end til de øvrige. Men dette hindrede ikke enhver af de øvrige Sønner, som havde faaet Len, fra ogsaa at nære Haab om og Fordringer paa at blive Overkonge, og i ethvert Fylke understøttede Indbyggerne den, som netop var sat til at raade der, Thrønderne Halfdan svarte, Oplændingerne Snefrids eller Svanhilds Sønner, Vikverjerne Olaf, Bjørn eller Sigtrygg, o. s. v. Deraf udspandt sig snart nye Tvistigheder, saa at Haralds Foranstaltninger ikke kom til at udrette hvad han havde tilsigtet.

Uagtet Erik havde faaet hine store Forleninger, opholdt han sig dog for det meste hos Faderen, og det synes ej at have varet længe, førend han ogsaa fik Hørdaland og Firdafylke at bestyre[2]. Man maa heraf slutte, at han allerede tidligt har begyndt at optræde som sin Faders Medhjelper i Overbestyrelsen af Riget. Dog gjorde han endnu af og til Krigstog til fremmede Lande. Især omtales et, han foretog til Bjarmeland, paa hvilket Thorolf Skallagrimssøn var med ham som hans Stavnbo og Merkesmand[3]. Erik landede i Vinaa eller Dvina, og skal have sejret i flere Fægtninger med Bjarmerne, fra hvilke han, som det sædvanligt var Tilfældet, bragte et rigt Bytte tilbage. Paa Tilbagevejen traf han den smukke Gunnhild, Datter af Assur Tote eller Lavskegg[4] paa Haalogaland, og egtede hende. Om Maaden, hvorpaa dette gik til, er der et fabel-

  1. Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 35.
  2. Dette siges udtrykkeligt i Egils Saga Cap. 37, ligesom det og heder hos Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 35, at Erik efter Lensuddelingen dog opholdt sig lange Stunder hos sin Fader, rimeligviis, efter hvad det i Fagrskinna Cap. heder, som Høvding inden Hirden. Forresten kan han paa den Tid, da Uddelingen fandt Sted, neppe endnu have været voxen.
  3. Egils Saga Cap. 37.
  4. Fagrskinna Cap. 24 kalder ham „Tote eller Lavskegg“, Ágrip kun det sidste.