Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/614

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
Haarfagre.
586 Harald


Erik fik Haalogaland, Nordmøre og Raumsdalen. Selv forbeholdt han ſig hvad man kaldte Midtlandet, eller Gulathingslagen, hvor han for det meſte plejede at opholde ſig paa ſine ſtore Gaarde, fornemmelig Sæheim paa Lygren, Aalreksſtad nær ved det nuværende Bergen, Fitje paa Storden, Agvaldsnes paa Karmt og Utſtein ved Rennesø i Buknfjorden. Rørek og Gudrød ſkal han have beholdt ved Hirden, men dog givet dem ſtore Forleninger i Sogn og Hørdaland. Han beſtemte, at Kongenavnet ſkulde gaa i Arv fra Fader til Søn i alle hans Sønners Linjer; enhver af hans Sønner ſkulde i ſit Len tage Halvparten af den kongelige Andeel og Indtægterne, hvorved altſaa han ſelv, hans Søn og Jarlen fik hver ſin Trediedeel; de ſkulde ogſaa ved højtidelig Lejlighed have Ret til at ſidde i Højſædet, eet Trin højere end Jarlerne, men eet Trin lavere end han ſelv[1]. Denne Plads eller Overkongedømmet tiltænkte han efter ſin Død Erik Blodøxe, der forſaavidt ogſaa var bedſt ſkikket dertil, ſom hans Mødreneæt ej knyttede ham nærmere til nogen enkelt Deel af Landet, end til de øvrige. Men dette hindrede ikke enhver af de øvrige Sønner, ſom havde faaet Len, fra ogſaa at nære Haab om og Fordringer paa at blive Overkonge, og i ethvert Fylke underſtøttede Indbyggerne den, ſom netop var ſat til at raade der, Thrønderne Halfdan ſvarte, Oplændingerne Snefrids eller Svanhilds Sønner, Vikverjerne Olaf, Bjørn eller Sigtrygg, o. ſ. v. Deraf udſpandt ſig ſnart nye Tviſtigheder, ſaa at Haralds Foranſtaltninger ikke kom til at udrette hvad han havde tilſigtet.

Uagtet Erik havde faaet hine ſtore Forleninger, opholdt han ſig dog for det meſte hos Faderen, og det ſynes ej at have varet længe, førend han ogſaa fik Hørdaland og Firdafylke at beſtyre[2]. Man maa heraf ſlutte, at han allerede tidligt har begyndt at optræde ſom ſin Faders Medhjelper i Overbeſtyrelſen af Riget. Dog gjorde han endnu af og til Krigstog til fremmede Lande. Iſær omtales et, han foretog til Bjarmeland, paa hvilket Thorolf Skallagrimsſøn var med ham ſom hans Stavnbo og Merkesmand[3]. Erik landede i Vinaa eller Dvina, og ſkal have ſejret i flere Fægtninger med Bjarmerne, fra hvilke han, ſom det ſædvanligt var Tilfældet, bragte et rigt Bytte tilbage. Paa Tilbagevejen traf han den ſmukke Gunnhild, Datter af Asſur Tote eller Lavſkegg[4] paa Haalogaland, og egtede hende. Om Maaden, hvorpaa dette gik til, er der et fabel-

  1. Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 35.
  2. Dette ſiges udtrykkeligt i Egils Saga Cap. 37, ligeſom det og heder hos Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 35, at Erik efter Lensuddelingen dog opholdt ſig lange Stunder hos ſin Fader, rimeligviis, efter hvad det i Fagrſkinna Cap. heder, ſom Høvding inden Hirden. Forreſten kan han paa den Tid, da Uddelingen fandt Sted, neppe endnu have været voxen.
  3. Egils Saga Cap. 37.
  4. Fagrſkinna Cap. 24 kalder ham „Tote eller Lavſkegg“, Ágrip kun det ſidſte.