Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/606

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
578
Harald Haarfagre.


En af de mægtigſte Mænd i Firdafylke var den oftere omtalte Thore Herſe, Søn af Jarlen Roald Arinbjørnsſøn. Han var Skallagrims Foſtbroder og beſlægtet med Grim Herſe og Ingjald den tryggve paa Agder Hos Thore opfoſtredes Erik, Kong Haralds og Dronning Ragnhilds Søn, og der opſtod et fortroligt Venſkab mellem Erik og Thores Søn Arinbjørn. Thore havde en ſmuk Syſter, Thora, med Tilnavn Hladhaand. Hun var engang paa et Gjeſtebud, hvor blandt de mange Indbudne ogſaa Bjørn, Søn af den mægtige Herſe Brynjulf Bjørnsſøn paa Aurland i Sogn, var tilſtede. Bjørn fattede Kjærlighed til hende og forlangte hende til Egte, men uagtet han baade var af høj Byrd, og tillige ſelv havde erhvervet ſig megen Anſeelſe ved ſine Rejſer, deels ſom Viking, deels ſom Handelsmand, gav hendes Broder Thore Herſe ham dog Afſlag. Bjørn beſluttede nu at bortføre hende. Endnu ſamme Høſt kom han med en fuldt udruſtet Skude og ledſaget af bevæbnede Mænd til Thores Gaard, paa en Tid da denne ikke var hjemme, og tog Thora med ſig, dog, ſom det lader til, neppe mod hendes eget Ønſke. Han bragte hende hjem til Aurland, og vilde holde Bryllup med hende om Vinteren, men hans Fader Brynjulf, der længe havde været en god Ven af Thore, misbilligede hans Færd og vilde paa ingen Maade tillade ham at egte Pigen uden hendes Broders Samtykke. Han ſagde, at hun indtil videre kunde forblive der og nyde ſamme Behandling, ſom om hun var hans egen Datter, men ſendte imidlertid Bud til Thore, for at tilbyde ham Forlig og Erſtatning for hvad Bjørn havde forbrudt ſig. Thore lod hilſe tilbage, at hun førſt og fremſt, førend der kunde være nogen Tale om Forlig, maatte ſendes hjem igjen; men dette ſøgte Bjørn paa alle Maader at hindre, og han udrettede ſaa meget, at hun blev paa Aurland Vinteren over. Den følgende Vaar ſpurgte Brynjulf ham, hvad han agtede at tage ſig til om Sommeren. Bjørn ſvarede, at han helſt ønſkede at forlade Landet, og bad ſin Fader om Langſkib og Mænd, for at drage i Viking. Men Brynjulf ſagde, at han paa ingen Maade vovede at betro et ſaa uroligt Hoved, ſom ham, Langſkibe og Stridsmænd; han bød ham derimod et Kjøbmandsſkib og Varer, for at gjøre en Handelsrejſe til Dublin, og da Bjørn intet andet Valg havde, maatte han bekvemme ſig til at modtage dette Tilbud. Skibet blev gjort ſejlklart; det gik langſomt dermed, men endelig kom dog alt iſtand. Bjørn ſkulde allerede ſejle afſted med gunſtig Vind. Da gik han ſelv tolvte i Baaden, og roede ind til Aurland, hvor han, uden at hans Fader eller dennes Mænd fik Øje

<ref follow="p605">Cap. 46. Kriſtni Saga Cap. 10. Vigaglunts Saga Cap. 4, 5, afviger i ſin Beretning herfra, ved at lade Vigfus, Vigaglums Morfader, være en Søn af Sigurd, og førſt denne en Søn af Vikinge-Kaare; den lader Vikinge-Kaare tillige være en Søn af Eymund eller Eyvind Aſkaſpilder, Søn af en Thore.>