Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/601

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
Aarmænd
573


høvedes, og modtoge i Kongens Navn de af dem indsamlede Penge eller Varer, forsaavidt de ikke paa Kongens Rejser indbetaltes umiddelbart til Kongen selv. Thi den egentlige Skatteindkrævning ansaaes for uhæderlig, enten fordi den nu i og for sig var odiøs, eller fordi den udøvedes af de kongelige Aarmænd eller Gaardsfogder, der, ligesom andre fornemme Mænds Gaardsfogder, enten vare Trælle eller Frigivne, i alle Tilfælde Folk af den laveste Stand, paa hvilke de fribaarne Bønder saa ned med dyb Foragt, hvor rige og formaaende de end kunde være, og hvor meget de end kunde have at sige som Kongemagtens Repræsentanter[1]. Det var først temmelig langt ned i Tiden, at Aarmændenes Oppebørsels-Bestilling i Forbindelse med exekutiv Myndighed i Kongens Navn kom til at forvaltes af de saakaldte Sysselmænd, og at disses Embeder betragtedes som Hædersposter, hvilke endog de fornemste Mænd i Landet satte Priis paa at beklæde.

Haralds store Indtægter sætte ham istand til at føre et efter de Tiders Forestillinger glimrende Hof. Hans Hird var den Planteskole, hvorfra siden Jarlerne og Lendermændene udgik. Vi have ovenfor (S. 471, 472) talt om hans udsøgte Hirdmænd, saavel som om Thorbjørn Hornkloves Kvad, hvori han besang Kongens Hofholdning. Dette Kvad giver en ret god Forestilling om den Slags Glands, hvormed han omgav sig, og


    dighed. En anden Sag var det, hvor det gjaldt at optræde med Myndighed, og paa een Gang at erhverve et større Beløb, som f. Ex. da Grim Herse gjorde Paastand paa Bjørn gautskes Efterladenskab.

  1. Ordet Aarmand (ármaðr) er enten dannet af árr d. e. Tjener, Træl, eller af ár, egentlig Aar, dernæst Afgrøde, annona, saa at ármadr i saa Fald oprindelig betyder den som har Opsigt med Kornforraadet. Under alle Omstændigheder forstod man derved en Træl af højere Rang, saadan som havde Opsigt over de andre Trælle, og stod i Spidsen for Gaardens Drift. Slige Overtrælle brugtes ogsaa, som vi allerede, hvor der handledes om Geirmund Heljarskind, have seet, til at forestaa de fra Hovedgaarden fjernere beliggende Avlsgaarde, og deres Stilling havde ofte, især naar deres Herre var en mægtig Mand, intet ved sig, der mindede om Trællen. Dog glemte ikke de fribaarne Bønder derfor deres Trællestand, men saa ned paa dem; Øndott Kraaka sagde saaledes, at han heller vilde see Bjørns Efterladenskab i Hænderne paa Thrond, hans Søn, end paa Kongens Trælle (Grettes Saga Cap. 7); et andet Exempel paa den Foragt, man havde for dem, indeholdes i Beretningen om Asbjørn Selsbane (Olaf den helliges Saga Cap. 111), hvorom nedenfor. Egentlig synes Titlen „Aarmand“ meest at have været anvendt om de kongelige Gaardsfogder, thi de, der tjente hos Privatmænd, kaldtes sædvanligt Brytjer (Ældre Gulathingslov Cap. 198), og, merkeligt nok, i Danmark brugte man Titlen „Brytje“ eller „Bryde“ aldeles paa samme Maade, som „Aarmand“ i Norge om de kongelige Gaardsfogder. Aarmændene eller Brytjerne svare aldeles til de i Tydskland saakaldte ministeriales, nemlig Bestyrerne af det kejserlige Kammergods, oprindelig Livegne, men ved den dem tildeelte Myndighed i Besiddelse af en ikke ringe Magt.