Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/601

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
Aarmænd
573


høvedes, og modtoge i Kongens Navn de af dem indſamlede Penge eller Varer, forſaavidt de ikke paa Kongens Rejſer indbetaltes umiddelbart til Kongen ſelv. Thi den egentlige Skatteindkrævning anſaaes for uhæderlig, enten fordi den nu i og for ſig var odiøs, eller fordi den udøvedes af de kongelige Aarmænd eller Gaardsfogder, der, ligeſom andre fornemme Mænds Gaardsfogder, enten vare Trælle eller Frigivne, i alle Tilfælde Folk af den laveſte Stand, paa hvilke de fribaarne Bønder ſaa ned med dyb Foragt, hvor rige og formaaende de end kunde være, og hvor meget de end kunde have at ſige ſom Kongemagtens Repræſentanter[1]. Det var førſt temmelig langt ned i Tiden, at Aarmændenes Oppebørſels-Beſtilling i Forbindelſe med exekutiv Myndighed i Kongens Navn kom til at forvaltes af de ſaakaldte Sysſelmænd, og at disſes Embeder betragtedes ſom Hæderspoſter, hvilke endog de fornemſte Mænd i Landet ſatte Priis paa at beklæde.

Haralds ſtore Indtægter ſætte ham iſtand til at føre et efter de Tiders Foreſtillinger glimrende Hof. Hans Hird var den Planteſkole, hvorfra ſiden Jarlerne og Lendermændene udgik. Vi have ovenfor (S. 471, 472) talt om hans udſøgte Hirdmænd, ſaavel ſom om Thorbjørn Hornkloves Kvad, hvori han beſang Kongens Hofholdning. Dette Kvad giver en ret god Foreſtilling om den Slags Glands, hvormed han omgav ſig, og


    dighed. En anden Sag var det, hvor det gjaldt at optræde med Myndighed, og paa een Gang at erhverve et ſtørre Beløb, ſom f. Ex. da Grim Herſe gjorde Paaſtand paa Bjørn gautſkes Efterladenſkab.

  1. Ordet Aarmand (ármaðr) er enten dannet af árr d. e. Tjener, Træl, eller af ár, egentlig Aar, dernæſt Afgrøde, annona, ſaa at ármadr i ſaa Fald oprindelig betyder den ſom har Opſigt med Kornforraadet. Under alle Omſtændigheder forſtod man derved en Træl af højere Rang, ſaadan ſom havde Opſigt over de andre Trælle, og ſtod i Spidſen for Gaardens Drift. Slige Overtrælle brugtes ogſaa, ſom vi allerede, hvor der handledes om Geirmund Heljarſkind, have ſeet, til at foreſtaa de fra Hovedgaarden fjernere beliggende Avlsgaarde, og deres Stilling havde ofte, iſær naar deres Herre var en mægtig Mand, intet ved ſig, der mindede om Trællen. Dog glemte ikke de fribaarne Bønder derfor deres Trælleſtand, men ſaa ned paa dem; Øndott Kraaka ſagde ſaaledes, at han heller vilde ſee Bjørns Efterladenſkab i Hænderne paa Thrond, hans Søn, end paa Kongens Trælle (Grettes Saga Cap. 7); et andet Exempel paa den Foragt, man havde for dem, indeholdes i Beretningen om Asbjørn Selsbane (Olaf den helliges Saga Cap. 111), hvorom nedenfor. Egentlig ſynes Titlen „Aarmand“ meeſt at have været anvendt om de kongelige Gaardsfogder, thi de, der tjente hos Privatmænd, kaldtes ſædvanligt Brytjer (Ældre Gulathingslov Cap. 198), og, merkeligt nok, i Danmark brugte man Titlen „Brytje“ eller „Bryde“ aldeles paa ſamme Maade, ſom „Aarmand“ i Norge om de kongelige Gaardsfogder. Aarmændene eller Brytjerne ſvare aldeles til de i Tydſkland ſaakaldte ministeriales, nemlig Beſtyrerne af det kejſerlige Kammergods, oprindelig Livegne, men ved den dem tildeelte Myndighed i Beſiddelſe af en ikke ringe Magt.