gjøre for Kongen og hans Mænd; over dette Jordegods havde de fuldkommen Brugsret, men kunde naturligviis ikke sælge eller afhænde det, ligesom det heller ikke var nogen fast Regel, at Sønnen skulde arve det efter Faderen, uagtet det vel sædvanligviis var Tilfældet; 3) Krongodset, eller de Gaarde, Kongen forbeholdt sig som virkelig og umiddelbar Ejendom, og som han lod bestyre ved sine Aarmænd. Da den største Mængde af Udvandrerne var fra Gulathingslagen, er det vel og sandsynligt, at de fleste kongelige Besiddelser, saavel umiddelbare som umiddelbare, vare beliggende der. Man maa derhos antage, at det engang til Bortforlening anslaaede Gods sjælden eller aldrig blev inddraget igjen til Krongods, men, hvad enten det nu overlodes til den sidste Besidders Arving eller til en Anden, der ej var beslægtet med ham, betragtedes som knyttet til en bestemt Lendermands- eller Jarle-Tittel, ligesom det vel ogsaa stundom, da disse Lenstitler begyndte at attraaes som Udmerkelser, hændte, at fornemme Ejere af udstrakt Jordegods tilbøde at tage dette til Len, mod at faa Titlen (feudum oblatum). Disse trende Slags Jordegods maa allerede paa Haralds Tid have dannet tre aldeles bestemt afsondrede Klasser, der i Tidens Løb, paa Grund af de senere indtrædende Forandringer, endnu skarpere adskilte sig fra hinanden.
Kongens sædvanlige Indtægter bestode altsaa først og fremst i hvad hans talrige Gaarde afgave; dernæst i to Trediedele af den Skat eller Landskyld, Bønderne forøvrigt maatte give, og af Sakøren (Bøder og Ejendomsforbrydelser), og endelig i visse Regalier, af hvilke Finneskatten og Finnehandelen allerede ere nævnte[1]; hertil kommer ogsaa Retten til herreløst Gods eller forladt Arv (dána-arf), der overalt i Norden, maaskee endog i hele den germaniske Verden, synes at have været uadskillelig fra Høvdingedømmet, og endelig Forkjøbsret til Varer, ankomne udenlands fra, en Ret, der ogsaa udøvedes af Goderne paa Island, og som derfor maa have tilhørt Herserne i ældre Tider før Harald Haarfagres Erobring[2]. Den Forretning, at opkræve og indbetale alle disse Indtægter, kaldtes det kongelige Ombud (umboð) eller Syssel (sýsla). Den synes paa Harald Haarfagres Tid fornemmelig at have været udøvet af hans Aarmænd eller Gaardsfogder, hver i sit bestemte Distrikt; vel ogsaa af Jarlerne og Lendermændene, dog rimeligviis saaledes, at de ej befattede sig med den egentlige Indkrævning[3], men kun understøttede Aarmændene, hvor det be-
- ↑ Se ovenfor S. 328, 477.
- ↑ Exempler herpaa saavelsom paa Kongens Paastand om Ret til Dannefæ ville i det Følgende oftere forekomme.
- ↑ Det heder i Snorres Harald Haarfagres Saga Cap. 6 om Jarlerne, at de skulde dømme Lov og Landsret, og „hente“ d. e. oppebære Sagøre og Landskyld, samt at hver Jarl havde 4 Herser under sig, dog behøver dette ej at forklares om nogen direkte Opkrævning, hvilken de vist ansaa under sin Vær-
