Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/600

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
572
Harald Haarfagre.


gjøre for Kongen og hans Mænd; over dette Jordegods havde de fuldkommen Brugsret, men kunde naturligviis ikke ſælge eller afhænde det, ligeſom det heller ikke var nogen faſt Regel, at Sønnen ſkulde arve det efter Faderen, uagtet det vel ſædvanligviis var Tilfældet; 3) Krongodſet, eller de Gaarde, Kongen forbeholdt ſig ſom virkelig og umiddelbar Ejendom, og ſom han lod beſtyre ved ſine Aarmænd. Da den ſtørſte Mængde af Udvandrerne var fra Gulathingslagen, er det vel og ſandſynligt, at de fleſte kongelige Beſiddelſer, ſaavel umiddelbare ſom umiddelbare, vare beliggende der. Man maa derhos antage, at det engang til Bortforlening anſlaaede Gods ſjælden eller aldrig blev inddraget igjen til Krongods, men, hvad enten det nu overlodes til den ſidſte Beſidders Arving eller til en Anden, der ej var beſlægtet med ham, betragtedes ſom knyttet til en beſtemt Lendermands- eller Jarle-Tittel, ligeſom det vel ogſaa ſtundom, da disſe Lenstitler begyndte at attraaes ſom Udmerkelſer, hændte, at fornemme Ejere af udſtrakt Jordegods tilbøde at tage dette til Len, mod at faa Titlen (feudum oblatum). Disſe trende Slags Jordegods maa allerede paa Haralds Tid have dannet tre aldeles beſtemt afſondrede Klasſer, der i Tidens Løb, paa Grund af de ſenere indtrædende Forandringer, endnu ſkarpere adſkilte ſig fra hinanden.

Kongens ſædvanlige Indtægter beſtode altſaa førſt og fremſt i hvad hans talrige Gaarde afgave; dernæſt i to Trediedele af den Skat eller Landſkyld, Bønderne forøvrigt maatte give, og af Sakøren (Bøder og Ejendomsforbrydelſer), og endelig i visſe Regalier, af hvilke Finneſkatten og Finnehandelen allerede ere nævnte[1]; hertil kommer ogſaa Retten til herreløſt Gods eller forladt Arv (dána-arf), der overalt i Norden, maaſkee endog i hele den germaniſke Verden, ſynes at have været uadſkillelig fra Høvdingedømmet, og endelig Forkjøbsret til Varer, ankomne udenlands fra, en Ret, der ogſaa udøvedes af Goderne paa Island, og ſom derfor maa have tilhørt Herſerne i ældre Tider før Harald Haarfagres Erobring[2]. Den Forretning, at opkræve og indbetale alle disſe Indtægter, kaldtes det kongelige Ombud (umboð) eller Sysſel (sýsla). Den ſynes paa Harald Haarfagres Tid fornemmelig at have været udøvet af hans Aarmænd eller Gaardsfogder, hver i ſit beſtemte Diſtrikt; vel ogſaa af Jarlerne og Lendermændene, dog rimeligviis ſaaledes, at de ej befattede ſig med den egentlige Indkrævning[3], men kun underſtøttede Aarmændene, hvor det be-

  1. Se ovenfor S. 328, 477.
  2. Exempler herpaa ſaavelſom paa Kongens Paaſtand om Ret til Dannefæ ville i det Følgende oftere forekomme.
  3. Det heder i Snorres Harald Haarfagres Saga Cap. 6 om Jarlerne, at de ſkulde dømme Lov og Landsret, og „hente“ d. e. oppebære Sagøre og Landſkyld, ſamt at hver Jarl havde 4 Herſer under ſig, dog behøver dette ej at forklares om nogen direkte Opkrævning, hvilken de viſt anſaa under ſin Vær-