Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/599

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
571
Kongens Indtægter og Gaarde.

at drage til Island, ikke opgivet Haabet om at faa ſine Ejendomme paa Rogaland tilbage, og ſynes endog at have paaberaabt ſig dem, da han friede til Ufeig Grettes Datter Æſa, men Ufeig ſagde reent ud, at han nu betragtede hans Jorder omtrent ſom værdiløſe[1]; alt hvad Anund ſelv kunde udrette, var alene at tage en forbigaaende Hevn for Inddragningen, ved at dræbe Aarmanden Haarek og brænde Gaarden op, kort førend han drog over til Island[2].

Det maa altſaa have været en overordentlig Masſe af Jordegods, der paa den Maade kom i Kongens Beſiddelſe. Thi det var juſt de ſtørre, Høvdinger tilhørende, Gaarde, ſom ved Udvandringen bleve inddragne. Til Island alene kom henved 400 Hoved-Landnamsmænd; de, ſom droge til Øerne i Veſterhavet, til Jemteland, eller paa Vikingetog, kunne tilſammen ikke have været ſtort færre. Og da der nu i Følge med disſe Høvdinger var en Mængde andre mindre anſeede Mænd, men ſom dog ogſaa ejede Gaarde, regner man neppe for meget, naar man antager, at Kong Harald allermindſt har føjet 800 ſtørre eller mindre Gaardejeres Odelsgods til Antallet af de egentlige Kongsgaarde En ſtor Deel af dette Gods anvendtes nu vel til Bortforlening, deels til Jarler, deels til Lendermænd, og af den Omſtændighed, at Kongen forlenede Eyvind Lambe, Thorolfs Frænde, med dennes forrige Gaard Sandnes[3], ſkulde man formode, at han oftere, hvor det lod ſig gjøre, belønnede de Medlemmer af en Familie, der forbleve ham urokkeligt hengivne, med at give dem de efter deres Frænder inddragne Ejendomme, og ſaaledes, ſaavidt ſkee kunde, lod disſe forblive i Familien. Men desuagtet maatte der blive en Mængde Gaarde tilbage, ſom dannede det umiddelbare Krongods. Jordegodſet i Norge paa Harald Haarfagres Tid var altſaa, uagtet det egentlig altſammen ſagdes at tilhøre Kongen, tre forſkjellige Slags: 1) de forrige Odelsgaarde, hvis Beſiddere villigen havde underkaſtet ſig Kongen, og ſom derfor heller ikke forjoges, men alene maatte finde ſig i at beſidde dem under en anden Adkomſt-Tittel, nemlig ſom ſtiltiende Len, ikke ſom Odel; det faldt forøvrigt af ſig ſelv, at der ingen egentlig ydre Forandring ſkede i deres Maade at beſidde og nedarve Ejendommen paa; de vare alene forpligtede til at betale Skat og tjene i Krigen efter Kongens Opbud; forreſten kunde vel disſe Gaarde ſælges og paa anden Maade afhændes, ſom forhen, og den kongelige Overejendomsret ſynes mere at have været forudſat, end virkelig at være udøvet; 2) Lensgodſet, eller det Jordegods, hvormed Jarlerne og Lendermændene vare forlenede, for deraf tildeels at beſtride Udgifterne ſaavel ved de Lenstropper, de maatte holde, ſom ved de Veitſler, de maatte

  1. Grettes Saga, Cap. 4.
  2. Se ovenfor S. 499.
  3. Se ovenfor S. 495.