Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/598

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

ring. Imidlertid siges det udtrykkeligt, at Jemteland indtil da ikke adlød nogen af Kongerne, enten den norske eller den svenske[1], og hvis man kan stole derpaa, maa Kjallaks Jarletitel virkelig have været af de faa, der nedarvedes fra Fader til Søn[2]. Fra Jemteland bebyggedes og de indre vestlige Dele af Helsingeland, der skal have faaet sit Navn efter Thore Helsing, en Sønnesøn af Ketil Jamte, medens derimod de ydre Dele, ved Søen, bebyggedes fra Sverige af[3].

Alle disse Udvandringer maa i en overordentlig Grad have forøget Antallet paa de kongelige Ejendomme, og følgelig ogsaa de kongelige Indtægter. Vel havde Harald tilegnet sig alt Odelsgods i Norge, men dette er, som ovenfor viist[4], kun saaledes at forstaa, at han i Almindelighed erklærede sig for Grundens Ejer, uden dog at forjage Beboerne fra deres Gaarde, naar de ellers underkastede sig ham; Forskjellen var alene den, at de nu beholdt dem som Len af Kongen, medens de forhen ejede dem som Familie-Odel. Men anderledes var det med dem, der forlode Landet af Misfornøjelse med de nye Indretninger, eller fordi Kongen var dem vred. I dette Tilfælde, hvori vistnok de fleste af Udvandrerne befandt sig, inddrog Kongen deres Odelsgods som sin umiddelbare Ejendom, og lod det, naar han ikke anvendte det til Forleninger, som Krongods bestyre af Gaardsfogeder eller Aarmænd, der som oftest endog vare hans Trælle eller Frigivne. Paa saadan Inddragning anføres der saa mange Exempler, at man ej kan tvivle paa, at den under de her nævnte Omstændigheder var det sædvanlige. Saaledes bleve Ketil Flatnefs og Kveldulfs Ejendomme inddragne, ligeledes Anund Træfods; af Thorolf Kveldulfssøns Gaarde erklærede Kongen allerede i hans Levetid Torge, og efter hans Død Sandnes for sin Ejendom. Flere af Udvandrerne forsøgte vel at sælge deres Gaarde, men dette var forbundet med Vanskelighed, da Kjøberen naturligviis udsatte sig for at betragtes af Kongen, som om han spillede under Dække med de Misfornøjede. Det fortælles derfor ogsaa om Sæmund sydrøiske, at han hemmeligen solgte sine Landejendomme, førend han flyttede til Island[5], og om Kveldulf og Skallagrim, at ingen vovede at kjøbe deres Jorder af Frygt for Kongens Magt[6]. Anund Træfod havde i Førstningen, førend han bestemte sig til

  1. Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 14.
  2. Det kan ellers ikke negtes, at Navnet Kjallak, der er reent gaelisk eller irsk, klinger heel mistænkeligt for en Jarl i Jemteland. Man skulde snarere formode at Kjallak har været en anseet Mand paa Syderøerne, og at Bjørn har været opfostret der, men at en Misforstaaelse har ladet Eyrbyggjasagas Nedskriver henføre ham til Jemteland.
  3. Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 11.
  4. Se ovenfor S. 467.
  5. Vatnsdøla Saga, Cap. 9.
  6. Egils Saga, Cap. 25.