Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/598

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


ring. Imidlertid ſiges det udtrykkeligt, at Jemteland indtil da ikke adlød nogen af Kongerne, enten den norſke eller den ſvenſke[1], og hvis man kan ſtole derpaa, maa Kjallaks Jarletitel virkelig have været af de faa, der nedarvedes fra Fader til Søn[2]. Fra Jemteland bebyggedes og de indre veſtlige Dele af Helſingeland, der ſkal have faaet ſit Navn efter Thore Helſing, en Sønneſøn af Ketil Jamte, medens derimod de ydre Dele, ved Søen, bebyggedes fra Sverige af[3].

Alle disſe Udvandringer maa i en overordentlig Grad have forøget Antallet paa de kongelige Ejendomme, og følgelig ogſaa de kongelige Indtægter. Vel havde Harald tilegnet ſig alt Odelsgods i Norge, men dette er, ſom ovenfor viiſt[4], kun ſaaledes at forſtaa, at han i Almindelighed erklærede ſig for Grundens Ejer, uden dog at forjage Beboerne fra deres Gaarde, naar de ellers underkaſtede ſig ham; Forſkjellen var alene den, at de nu beholdt dem ſom Len af Kongen, medens de forhen ejede dem ſom Familie-Odel. Men anderledes var det med dem, der forlode Landet af Misfornøjelſe med de nye Indretninger, eller fordi Kongen var dem vred. I dette Tilfælde, hvori viſtnok de fleſte af Udvandrerne befandt ſig, inddrog Kongen deres Odelsgods ſom ſin umiddelbare Ejendom, og lod det, naar han ikke anvendte det til Forleninger, ſom Krongods beſtyre af Gaardsfogeder eller Aarmænd, der ſom ofteſt endog vare hans Trælle eller Frigivne. Paa ſaadan Inddragning anføres der ſaa mange Exempler, at man ej kan tvivle paa, at den under de her nævnte Omſtændigheder var det ſædvanlige. Saaledes bleve Ketil Flatnefs og Kveldulfs Ejendomme inddragne, ligeledes Anund Træfods; af Thorolf Kveldulfsſøns Gaarde erklærede Kongen allerede i hans Levetid Torge, og efter hans Død Sandnes for ſin Ejendom. Flere af Udvandrerne forſøgte vel at ſælge deres Gaarde, men dette var forbundet med Vanſkelighed, da Kjøberen naturligviis udſatte ſig for at betragtes af Kongen, ſom om han ſpillede under Dække med de Misfornøjede. Det fortælles derfor ogſaa om Sæmund ſydrøiſke, at han hemmeligen ſolgte ſine Landejendomme, førend han flyttede til Island[5], og om Kveldulf og Skallagrim, at ingen vovede at kjøbe deres Jorder af Frygt for Kongens Magt[6]. Anund Træfod havde i Førſtningen, førend han beſtemte ſig til

  1. Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 14.
  2. Det kan ellers ikke negtes, at Navnet Kjallak, der er reent gaeliſk eller irſk, klinger heel mistænkeligt for en Jarl i Jemteland. Man ſkulde ſnarere formode at Kjallak har været en anſeet Mand paa Syderøerne, og at Bjørn har været opfoſtret der, men at en Misforſtaaelſe har ladet Eyrbyggjaſagas Nedſkriver henføre ham til Jemteland.
  3. Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 11.
  4. Se ovenfor S. 467.
  5. Vatnsdøla Saga, Cap. 9.
  6. Egils Saga, Cap. 25.