Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/596

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
568
Harald Haarfagre.

alene af Goderne, af hvilke enhver medtog tvende Raadgivere; disſe Goder valgte ogſaa den ſaakaldte Lovſigemand (lögsögumaðr), der var Lagrettens Forſtander og forpligtet til at fremſige Loven paa Althinget, hvilket Arbejde han i det ſeneſte i tre Aar ſkulde have fuldført, for derefter at begynde paa ny igjen[1]. Dette var nødvendigt i den Tid, da man endnu ikke havde nogen ſkreven Lovbog. Lovſigemandens Embede var i Begyndelſen paa Livstid. Det var ham, ſom aabnede Althinget ved at lyſe Fred og almindelig Trygd. I Lagretten gjorde Stemmefleerhed Udſlaget, dog ſaaledes at naar Lovſigemanden var i Minoriteten, udfordredes paa den anden Side i det mindſte to Stemmer flere. Derhos maatte enhver Stemmegivende beedige ſin Mening, hvis ikke Minoriteten var under tolv.

Paa denne Maade fik Island en, hvorvel mangelagtig, dog efter Omſtændighederne nogenlunde taalelig Statsforfatning. Den tilvejebragte i alle Fald et viſt Sammenhold og en ikke ubetydelig Grad af Almeenaand i Landet, om den end ikke kunde udelukke megen Selvraadighed, ligeſom den heller ikke var beregnet paa at modarbejde, men ſnarere paa at vedligeholde det Ariſtokrati, ſom allerede ved ſelve Bebyggelſen blev det herſkende i Landet. Den egentlige Magt var hos Goderne, og denne Magt udøvede de ogſaa i fuldeſte Maal. At Ærgjerrighed, Herſkeſyge og Henſyn til egen Fordeel temmelig ofte maatte bringe Høvdingerne i blodig Strid med hinanden til Trods for Lovgivningens Beſtemmelſer til Overholdelſe af Landefreden, er under disſe Omſtændigheder ikke at undres over; man maa ſnarere finde det merkeligt, at Loven endda overholdtes og agtedes ſaa meget, ſom man af mange Exempler ſeer at den virkelig, og det endog i Hedendommens og Vikingevæſenets Tider, blev overholdt og agtet. Thi om end enkelte overmodige Mænd ſatte ſig ud over Lov og Ret, underkaſtede dog den ſtørre Fleerhed ſig villigen Lovens Bud, og ſædvanligviis maatte hine ogſaa i Længden bukke under for deres egen Selvraadighed. Det maa have været Overbeviisningen om Nødvendigheden af Strenghed i denne Henſeende, ſom har givet Anledning til, at Islands ældre Lovgivning i ſine Beſtemmelſer om perſonlige Fornærmelſer, hvorved iøvrigt et vidtløftigt Saktal opſtilledes, er langt mindre ſparſom med Fredløshedsſtraf, end nogen af de ældre norſke Lovgivninger, vi nu kjende. Der faſtſattes iſær to Slags Fredløshedsſtraffe, (sekt) den livsvarige (skógargangr), hvorved den Dømte naar og hvor ſom helſt kunde anholdes og dræbes, og derfor ſom ofteſt maatte ſøge Skjul i Skove og afſides Fjeldegne, hvis han ej kunde ſlippe bort fra Landet — hvilket var vanſkeligt nok, da det egentlig var forbudet at flytte ham bort — og

  1. Man maa ikke forvexle Ordet lögsögumadr (Lovſigemand) med lögmadr (Lagmand) hvilket i disſe ældre Tider kun betegner „Lovkyndig“.