Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/596

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
568
Harald Haarfagre.

alene af Goderne, af hvilke enhver medtog tvende Raadgivere; disse Goder valgte ogsaa den saakaldte Lovsigemand (lögsögumaðr), der var Lagrettens Forstander og forpligtet til at fremsige Loven paa Althinget, hvilket Arbejde han i det seneste i tre Aar skulde have fuldført, for derefter at begynde paa ny igjen[1]. Dette var nødvendigt i den Tid, da man endnu ikke havde nogen skreven Lovbog. Lovsigemandens Embede var i Begyndelsen paa Livstid. Det var ham, som aabnede Althinget ved at lyse Fred og almindelig Trygd. I Lagretten gjorde Stemmefleerhed Udslaget, dog saaledes at naar Lovsigemanden var i Minoriteten, udfordredes paa den anden Side i det mindste to Stemmer flere. Derhos maatte enhver Stemmegivende beedige sin Mening, hvis ikke Minoriteten var under tolv.

Paa denne Maade fik Island en, hvorvel mangelagtig, dog efter Omstændighederne nogenlunde taalelig Statsforfatning. Den tilvejebragte i alle Fald et vist Sammenhold og en ikke ubetydelig Grad af Almeenaand i Landet, om den end ikke kunde udelukke megen Selvraadighed, ligesom den heller ikke var beregnet paa at modarbejde, men snarere paa at vedligeholde det Aristokrati, som allerede ved selve Bebyggelsen blev det herskende i Landet. Den egentlige Magt var hos Goderne, og denne Magt udøvede de ogsaa i fuldeste Maal. At Ærgjerrighed, Herskesyge og Hensyn til egen Fordeel temmelig ofte maatte bringe Høvdingerne i blodig Strid med hinanden til Trods for Lovgivningens Bestemmelser til Overholdelse af Landefreden, er under disse Omstændigheder ikke at undres over; man maa snarere finde det merkeligt, at Loven endda overholdtes og agtedes saa meget, som man af mange Exempler seer at den virkelig, og det endog i Hedendommens og Vikingevæsenets Tider, blev overholdt og agtet. Thi om end enkelte overmodige Mænd satte sig ud over Lov og Ret, underkastede dog den større Fleerhed sig villigen Lovens Bud, og sædvanligviis maatte hine ogsaa i Længden bukke under for deres egen Selvraadighed. Det maa have været Overbeviisningen om Nødvendigheden af Strenghed i denne Henseende, som har givet Anledning til, at Islands ældre Lovgivning i sine Bestemmelser om personlige Fornærmelser, hvorved iøvrigt et vidtløftigt Saktal opstilledes, er langt mindre sparsom med Fredløshedsstraf, end nogen af de ældre norske Lovgivninger, vi nu kjende. Der fastsattes især to Slags Fredløshedsstraffe, (sekt) den livsvarige (skógargangr), hvorved den Dømte naar og hvor som helst kunde anholdes og dræbes, og derfor som oftest maatte søge Skjul i Skove og afsides Fjeldegne, hvis han ej kunde slippe bort fra Landet — hvilket var vanskeligt nok, da det egentlig var forbudet at flytte ham bort — og

  1. Man maa ikke forvexle Ordet lögsögumadr (Lovsigemand) med lögmadr (Lagmand) hvilket i disse ældre Tider kun betegner „Lovkyndig“.