Venner, og beholdt dem hos sig med deres talrige Følge, indtil de seet sig om efter Land, undertiden endog i hele Vintre ad Gangen[1]. Hvilken gjestfri Modtagelse den skibbrudne Vebjørn Sygnakappe fandt hos Atle, Geirmund Heljarskinds Træl, er ovenfor nævnt[2]. Det er ligeledes omtalt, hvorledes den ædle Erik i Goddale fraraadte Reidar Ufeigssøn at udfordre Sæmund den sydrøiske til Holmgang om hans Ejendomme, fordi det, som han sagde, saa galt ud, hvis Folk skulde slaas, saa længe der var saa faa af dem i Landet; men han forærede selv Reidar et betydeligt Stykke Land[3]. Geirrid fra Haalogaland, Syster til Geirrød paa Eyre, var saa gjestfri, at hun lod bygge sin Stuebygning tvers over Landevejen; derinde stod altid opdækket Bord, og selv sad hun som jevnligst paa en Stol udenfor, indbydende de Forbifarende til at komme ind og gjøre sig tilgode[4]. En anden Kvinde fra Haalogaland, den før omtalte Thurid Sundafylder, gjorde sig fortjent af Isafjordens Beboere ved at betegne Fiskegrundene[5]. Og de Foranstaltninger, der senere bleve trufne med Hensyn til Landets Lovgivning og Regjering, vidne om en høj Grad af Almeenaand[6].
Denne Almeenaand og dette Maadehold hos de første Nybyggere er saa meget mere paafaldende, som de fleste af dem havde været Vikinger, ja tildeels endog kom friskt fra Vikingetog: de vare saaledes vante til, i Et og selv og lade det komme an paa den Sterkeres Ret. Men det tjener, som saa meget andet, til at vise, at det nordiske Vikingeliv ikke kan bedømmes efter vore nuværende Begreber om Folkeret og borgerlig Orden: det udsprang hverken af Blodtørstighed eller Vindesyge, men det betragtedes deels som en nødvendig Krigsskole for Ynglingerne af Høvdingestanden, deels som en hæderlig Næringsvej. Hjemkommen til sin Gaard var Vikingen ikke mere Kriger, men kun Bonde, som de øvrige, og hvad han beholdt tilbage fra Vikingeaarene, var kun større Livserfaring, Selvtillid og Uforfærdethed til at forsvare Sit og Sine, hvor det gjaldt[7]. Derfor vedblev ogsaa paa Island, saa længe Vikingetiden varede, den Skik, at Høvdingerne i deres Ungdom, enten paa eget Skib eller i Følge med andre,
- ↑ F. Ex. Bjørn Ketilssøn, der indbød og beværtede Systren Aude med alle hendes Mænd, Thrond mjøksiglande, som indbød Aasgrim Øndottssøn til at blive hos sig om Vintren, o. s. v.
- ↑ Se ovenfor S. 543.
- ↑ Landn. III. 7. Se ovenfor S. 540.
- ↑ Landn. II. 13 Eyrbyggja Saga, Cap. 8.
- ↑ Se ovenfor S. 545.
- ↑ Se nedenfor S. 570.
- ↑ Endog de fornemste Høvdinger forsmaaede ikke at saa og høste deres Agre, f. Ex. Gunnar paa Lidarende, (Njáls Saga Cap. 73), Sigmund Thorkelssøn paa Tveraa (Vigaglums Saga Cap. 8), o. fl.
Munch. Det norske Folks Historie. I.
