Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/589

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
561
Island. Nybyggernes gjenſidige Forhold.

Venner, og beholdt dem hos ſig med deres talrige Følge, indtil de ſeet ſig om efter Land, undertiden endog i hele Vintre ad Gangen[1]. Hvilken gjeſtfri Modtagelſe den ſkibbrudne Vebjørn Sygnakappe fandt hos Atle, Geirmund Heljarſkinds Træl, er ovenfor nævnt[2]. Det er ligeledes omtalt, hvorledes den ædle Erik i Goddale fraraadte Reidar Ufeigsſøn at udfordre Sæmund den ſydrøiſke til Holmgang om hans Ejendomme, fordi det, ſom han ſagde, ſaa galt ud, hvis Folk ſkulde ſlaas, ſaa længe der var ſaa faa af dem i Landet; men han forærede ſelv Reidar et betydeligt Stykke Land[3]. Geirrid fra Haalogaland, Syſter til Geirrød paa Eyre, var ſaa gjeſtfri, at hun lod bygge ſin Stuebygning tvers over Landevejen; derinde ſtod altid opdækket Bord, og ſelv ſad hun ſom jevnligſt paa en Stol udenfor, indbydende de Forbifarende til at komme ind og gjøre ſig tilgode[4]. En anden Kvinde fra Haalogaland, den før omtalte Thurid Sundafylder, gjorde ſig fortjent af Iſafjordens Beboere ved at betegne Fiſkegrundene[5]. Og de Foranſtaltninger, der ſenere bleve trufne med Henſyn til Landets Lovgivning og Regjering, vidne om en høj Grad af Almeenaand[6].

Denne Almeenaand og dette Maadehold hos de førſte Nybyggere er ſaa meget mere paafaldende, ſom de fleſte af dem havde været Vikinger, ja tildeels endog kom friſkt fra Vikingetog: de vare ſaaledes vante til, i Et og ſelv og lade det komme an paa den Sterkeres Ret. Men det tjener, ſom ſaa meget andet, til at viſe, at det nordiſke Vikingeliv ikke kan bedømmes efter vore nuværende Begreber om Folkeret og borgerlig Orden: det udſprang hverken af Blodtørſtighed eller Vindeſyge, men det betragtedes deels ſom en nødvendig Krigsſkole for Ynglingerne af Høvdingeſtanden, deels ſom en hæderlig Næringsvej. Hjemkommen til ſin Gaard var Vikingen ikke mere Kriger, men kun Bonde, ſom de øvrige, og hvad han beholdt tilbage fra Vikingeaarene, var kun ſtørre Livserfaring, Selvtillid og Uforfærdethed til at forſvare Sit og Sine, hvor det gjaldt[7]. Derfor vedblev ogſaa paa Iſland, ſaa længe Vikingetiden varede, den Skik, at Høvdingerne i deres Ungdom, enten paa eget Skib eller i Følge med andre,

  1. F. Ex. Bjørn Ketilsſøn, der indbød og beværtede Syſtren Aude med alle hendes Mænd, Thrond mjøkſiglande, ſom indbød Aasgrim Øndottsſøn til at blive hos ſig om Vintren, o. ſ. v.
  2. Se ovenfor S. 543.
  3. Landn. III. 7. Se ovenfor S. 540.
  4. Landn. II. 13 Eyrbyggja Saga, Cap. 8.
  5. Se ovenfor S. 545.
  6. Se nedenfor S. 570.
  7. Endog de fornemſte Høvdinger forſmaaede ikke at ſaa og høſte deres Agre, f. Ex. Gunnar paa Lidarende, (Njáls Saga Cap. 73), Sigmund Thorkelsſøn paa Tveraa (Vigaglums Saga Cap. 8), o. fl.

Munch. Det norſke Folks Hiſtorie. I.