droge i Viking. I det Hele taget fortsattes den i Norge tilvante Levemaade, kun med de Forandringer, Øens særegne Vilkaar gjorde nødvendige. Agerbruget kunde paa Island, om det end dreves, alene spille en ubetydelig og underordnet Rolle, derimod blev Fædrift og Fiskeri Hoved-Næringsvejene, især Fædriften, der meget tidligt naaede en betydelig Højde[1]. Hvad der allerede tidligt blev et særegent Træk i Islændingens Nationalcharakteer, var Lyst til at opbevare og fortælle historiske Sagn, og Færdighed i at udøve Skaldekunsten. Begge Dele, saavel Saga-Fortælling som Skaldevæsenet, naaede paa Island en høj Grad af Udvikling, tildeels endog højere, end i Moderlandet selv; det var ligesom om Islændingerne paa den Maade vilde bøde paa, at deres Ø ingen egentlig Historie havde. Man maa fornemmelig søge Grunden til denne Aandsretning hos Islændingerne i Øens afsondrede Beliggenhed, der medførte, at Beretninger om disse Begivenheder ej hørte til Dagens Orden, men kun nu og da lejlighedsviis kom til Landet, og derfor baade væntedes med mere spændt Opmerksomhed og maatte meddeles med større Omhyggelighed, Orden og Vidtløftighed, end det ellers vilde have været nødvendigt[2]. Derved blev Talentet til og Øvelsen i at iagttage og fortælle paa en tiltrækkende Maade, almindelig, og udstraktes snart ej alene til samtidige Begivenheder, men ogsaa til ældre Begivenheder, der vedkom Høvdingernes Forfædre i deres forrige Hjem. Saaledes samledes og opbevaredes Sagn og Kvad fra Nordens tidligere Dage, og overhoved vænnede Folket sig til hvad man, om det havde haft Bøger, vilde have kaldt boglig Virksomhed, hvorved det snart tilegnede sig en større Færdighed i at haandtere Sproget og indklæde Tankerne i ubunden eller bunden Stiil, end der almindeligviis fandtes hos Indbyggerne i det øvrige Norden. Det varede derfor heller ikke længe, førend Islændingerne havde gjort den mere indviklede og vanskelige Skaldekunst saa godt som til et dem synderligt tilhørende Fag, hvorved de ej alene indlagde sig Hæder, men ogsaa Gods og Guld, idet islandske Skalde besøgte Nordens Konger, Jarler og øvrige Høvdinger, kvad Hædersdigte for dem om deres Bedrifter, og fik til Belønning rige Gaver, foruden at de optoges som deres Hirdmænd og nøde de øvrige Udmerkelser, der sædvanligviis bleve Skaldene til Deel. De indfødde norske Skalde bleve efterhaanden ganske fortrængte af de islandske[3].
- ↑ Herom vidne de fleste Sagaer fra Øens ældre Dage.
- ↑ Det var altid sædvanligt, ved et Skibs Ankomst, at de Omkringboende, oftere endog langvejsfra, strømmede til for at høre Nyt fra det øvrige Europa, især naturligviis fra Norge.
- ↑ Se hvad der ovenfor er anført om Skaldene, S. 471. – Allerede i den næste Generation efter Islands Bebyggelse hører man næsten ikke tale om andre Skalde, end de islandske. En af de ældste blandt disse var Glum, Søn af Nordmanden Geire, der boede ved Myvatn.
