Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/590

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
562
Harald Haarfagre.

droge i Viking. I det Hele taget fortſattes den i Norge tilvante Levemaade, kun med de Forandringer, Øens ſæregne Vilkaar gjorde nødvendige. Agerbruget kunde paa Island, om det end dreves, alene ſpille en ubetydelig og underordnet Rolle, derimod blev Fædrift og Fiſkeri Hoved-Næringsvejene, iſær Fædriften, der meget tidligt naaede en betydelig Højde[1]. Hvad der allerede tidligt blev et ſæregent Træk i Islændingens Nationalcharakteer, var Lyſt til at opbevare og fortælle hiſtoriſke Sagn, og Færdighed i at udøve Skaldekunſten. Begge Dele, ſaavel Saga-Fortælling ſom Skaldevæſenet, naaede paa Island en høj Grad af Udvikling, tildeels endog højere, end i Moderlandet ſelv; det var ligeſom om Islændingerne paa den Maade vilde bøde paa, at deres Ø ingen egentlig Hiſtorie havde. Man maa fornemmelig ſøge Grunden til denne Aandsretning hos Islændingerne i Øens afſondrede Beliggenhed, der medførte, at Beretninger om disſe Begivenheder ej hørte til Dagens Orden, men kun nu og da lejlighedsviis kom til Landet, og derfor baade væntedes med mere ſpændt Opmerkſomhed og maatte meddeles med ſtørre Omhyggelighed, Orden og Vidtløftighed, end det ellers vilde have været nødvendigt[2]. Derved blev Talentet til og Øvelſen i at iagttage og fortælle paa en tiltrækkende Maade, almindelig, og udſtraktes ſnart ej alene til ſamtidige Begivenheder, men ogſaa til ældre Begivenheder, der vedkom Høvdingernes Forfædre i deres forrige Hjem. Saaledes ſamledes og opbevaredes Sagn og Kvad fra Nordens tidligere Dage, og overhoved vænnede Folket ſig til hvad man, om det havde haft Bøger, vilde have kaldt boglig Virkſomhed, hvorved det ſnart tilegnede ſig en ſtørre Færdighed i at haandtere Sproget og indklæde Tankerne i ubunden eller bunden Stiil, end der almindeligviis fandtes hos Indbyggerne i det øvrige Norden. Det varede derfor heller ikke længe, førend Islændingerne havde gjort den mere indviklede og vanſkelige Skaldekunſt ſaa godt ſom til et dem ſynderligt tilhørende Fag, hvorved de ej alene indlagde ſig Hæder, men ogſaa Gods og Guld, idet islandſke Skalde beſøgte Nordens Konger, Jarler og øvrige Høvdinger, kvad Hædersdigte for dem om deres Bedrifter, og fik til Belønning rige Gaver, foruden at de optoges ſom deres Hirdmænd og nøde de øvrige Udmerkelſer, der ſædvanligviis bleve Skaldene til Deel. De indfødde norſke Skalde bleve efterhaanden ganſke fortrængte af de islandſke[3].

  1. Herom vidne de fleſte Sagaer fra Øens ældre Dage.
  2. Det var altid ſædvanligt, ved et Skibs Ankomſt, at de Omkringboende, oftere endog langvejsfra, ſtrømmede til for at høre Nyt fra det øvrige Europa, iſær naturligviis fra Norge.
  3. Se hvad der ovenfor er anført om Skaldene, S. 471. — Allerede i den næſte Generation efter Islands Bebyggelſe hører man næſten ikke tale om andre Skalde, end de islandſke. En af de ældſte blandt disſe var Glum, Søn af Nordmanden Geire, der boede ved Myvatn.