Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/588

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
560
Harald Haarfagre.

Trælle og Frigivne; til de ſidſte bortbyggede han enkelte Dele af ſin ſtore Ejendom, og de bleve ſaaledes hans Landſeter eller Lejlændinger; de meeſt betroede af Trællene anvendte han ofte til at beſtyre de længere bortliggende Gaarde, ſom han forbeholdt ſig ſelv; disſe Trælle fik ſædvanligen ogſaa tilſidſt Friheden, og bleve da enten ligeledes Lejlændinger, eller belønnedes for ſtørre Fortjeneſter, med at faa en Gaard til Ejendom[1]. Ogſaa fattige fribaarne Udvandrere nøjedes vel med at blive Lejlændinger. Paa denne Maade opſtod den egentlige lavere Folkeklasſe, der udgjorde Fleerheden af Befolkningen paa Island; beſtaaende oprindeligt af Frigivne, har den viſtnok langtfra indeholdt ſaa reent norſke Elementer, ſom Høvdinge-Klasſen; men derimod en Mængde keltiſke, angliſke og frankiſke[2]; efterhaanden ſmeltede de dog ſammen til een eneſte Nationalitet, i hvilken det norſke Element var det fremherſkende. Men det laa i Sagens Natur, at den lavere Folkeklasſe var aldeles uden politiſk Vegt, og at Forfatningen heelt igjennem var aldeles ariſtokratiſk.

At Beſiddelſestagelſen af Landets enkelte Dele oftere, iſær i den ſidſte Deel af Landnamstiden, gav Anledning til Strid mellem Nybyggerne, laa i Sagens Natur og Exempler derpaa ere allerede anførte. Naar ſtridbare Kæmper endog hjemme i Norge ved Truſel om Holmgang kunde aftvinge Folk deres Gaarde, ja ſelv deres Koner og Døttre, og dette ikke engang anſaaes for utilladeligt, maatte en ſaadan Tilflugt til den Sterkeres Ret være endnu naturligere blandt Islands førſte Koloniſter. Og dog ſynes det, ſom om de endda ikke ſaa ofte benyttede ſig deraf. Tvertimod lader det til, at en for de Tider og under de Forhold ſjælden Humanitet, Eftergivenhed og Hjelpſomhed overhoved har raadet mellem dem, og flere merkelige Træk deraf ere opbevarede. Saaledes finder man altid, at tidligere boſatte Nybyggere med den ſtørſte Liberalitet modtoge ſenere ankomne Frænder og

  1. Om Forholdet mellem Jorddrotten og Landſeterne indeholder iſær Hønſethores Saga Cap. 2, 3, gode Oplysninger. Blundketil havde 30 Lejlændinger; i paakommende Tilfælde beſtemte han, hvor meget Kvæg enhver af dem ſkulde ſlagte for at Dyrtid kunde undgaaes, altſaa udøvede han fuldkommen Politimyndighed over dem.
  2. Om de mange irſke og ſkotſke Trælle, Landnamsmændene førte med ſig, er forhen talt. Paa Vikingetogene til Englands og Frankriges Kyſter maa ogſaa mange engelſke og frankiſke Trælle have været erhvervede. Naar man finder Trælle omtalte med germaniſke Navne, og dog med det udtrykkelige Tillæg, at de vare udenlandſke, f. Ex. Arnthrud, Rafnkells Saga S. 2, maa man formode, at de have været frankiſke, ſaxiſke eller angliſke.