for Island særegen Velsignelse, nemlig en overordentlig Masse Drivtømmer (reki), sandsynligviis fra Amerikas Fastland, bortrevet ved de store Floder og siden bragt videre af Golfstrømmen. Til de nordligere Dele af Landet bragte Drivisen ogsaa stundom Iisbjørne, hvilke Indbyggerne tidligt begyndt at fange, for at sælge dem eller forære dem bort til udenlandske Høvdinger som Merkværdigheder. Island havde saaledes mange Tillokkelser af det Slags, der pleje at falde de Udvandringslystne i Øjnene, foruden den Fordeel, at det afgav et Fristed mod virkelig eller indbildt Undertrykkelse. Paa en Tid som denne, da man ikke engang i Egne, langt mere begunstigede af Naturen, ret forstod at benytte Naturens Frembringelser til dermed at gjøre sig det daglige Liv bekvemt og behageligt, kunde Islands nordligere Beliggenhed og virkelige Mangler ikke i og for sig forekomme vore Forfædre afskrækkende; snarere ventede de sig der et mageligere Liv, og fremfor Alt den Selvraadighed, som de ej længer kunde udøve hjemme.
Man kan vistnok saaledes betragte Islands Forfatning, især strax efter Landnams-Tiden, som en Fortsættelse og videre Uddannelse af den Tilstand, under hvilken de mægtige Herser og Haulder i Norge havde boet før Erobringen, og som det kostede dem mere at give Slip paa, end at forlade deres gamle Odel- og Ætte-Jorder. Og derfor er Islands Oldhistorie os Nordmænd isærdeleshed vigtig. Den er en Afspejling af Norges egen, i Forglemmelsen begravne Oldhistorie; den lader os ane, af hvad Slags de Begivenheder vare, der have fundet Sted i vort Fædreland, om de end ikke ere optegnede.
Om Maaden, paa hvilken Udvandrerne ved Ankomsten indrettede sig, er der allerede ovenfor talt. Grunden eller Jordejendommen i Landet kom udelukkende i Høvdingernes Hænder. De første Landnamsmænd toge overordentlig store Strækninger i Besiddelse, de senere ankomne noget mindre; hvad Enhver ej ret godt selv kunde raade med, overlod han til andre, men det øverste Høvdingskab forbeholdt han sig dog selv, og den Maade, hvorpaa det lettest vedligeholdtes, var at oprejse et Hov eller Tempel og indrette et Thingsted[1]. Men enhver af de første Grundejere medbragte ogsaa
- ↑ Se herom, hvad ovenfor er berettet om Thorolf Mostrarskegg. Om Maaden, hvorpaa en mægtig Kolonist skaffede sig Høvdingskab over andre, giver især Rafnkells Saga god Oplysning, nemlig S. 5: „Rafnkell bebyggede den hele Dal, og gav Folk Land, men vilde dog være deres Overmand, og tog Godord (Gode-Embedet) over dem; han tvang Mændene i Jøkulsdal til at blive hans Thingmænd“ – og senere, efterat han var flyttet (S. 24): „Folk toge da især Land i Heredet (Ved Lagarfljot); ingen fik Lov til at sidde i Fred, uden at bede Rafnkell om Lov, alle maatte forbinde sig til at understøtte ham, hvorimod han lovede dem sin Beskyttelse; paa denne Maade lagde han alt Landet under sig østenfor Lagarfljot, og dette Thingdistrikt blev meget større og folkerigere, end det, han tidligere havde haft“.
