Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/587

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
559
Island. Høvdinger.

for Island ſæregen Velſignelſe, nemlig en overordentlig Masſe Drivtømmer (reki), ſandſynligviis fra Amerikas Faſtland, bortrevet ved de ſtore Floder og ſiden bragt videre af Golfſtrømmen. Til de nordligere Dele af Landet bragte Driviſen ogſaa ſtundom Iisbjørne, hvilke Indbyggerne tidligt begyndt at fange, for at ſælge dem eller forære dem bort til udenlandſke Høvdinger ſom Merkværdigheder. Island havde ſaaledes mange Tillokkelſer af det Slags, der pleje at falde de Udvandringslyſtne i Øjnene, foruden den Fordeel, at det afgav et Friſted mod virkelig eller indbildt Undertrykkelſe. Paa en Tid ſom denne, da man ikke engang i Egne, langt mere begunſtigede af Naturen, ret forſtod at benytte Naturens Frembringelſer til dermed at gjøre ſig det daglige Liv bekvemt og behageligt, kunde Islands nordligere Beliggenhed og virkelige Mangler ikke i og for ſig forekomme vore Forfædre afſkrækkende; ſnarere ventede de ſig der et mageligere Liv, og fremfor Alt den Selvraadighed, ſom de ej længer kunde udøve hjemme.

Man kan viſtnok ſaaledes betragte Islands Forfatning, iſær ſtrax efter Landnams-Tiden, ſom en Fortſættelſe og videre Uddannelſe af den Tilſtand, under hvilken de mægtige Herſer og Haulder i Norge havde boet før Erobringen, og ſom det koſtede dem mere at give Slip paa, end at forlade deres gamle Odel- og Ætte-Jorder. Og derfor er Islands Oldhiſtorie os Nordmænd iſærdeleshed vigtig. Den er en Afſpejling af Norges egen, i Forglemmelſen begravne Oldhiſtorie; den lader os ane, af hvad Slags de Begivenheder vare, der have fundet Sted i vort Fædreland, om de end ikke ere optegnede.

Om Maaden, paa hvilken Udvandrerne ved Ankomſten indrettede ſig, er der allerede ovenfor talt. Grunden eller Jordejendommen i Landet kom udelukkende i Høvdingernes Hænder. De førſte Landnamsmænd toge overordentlig ſtore Strækninger i Beſiddelſe, de ſenere ankomne noget mindre; hvad Enhver ej ret godt ſelv kunde raade med, overlod han til andre, men det øverſte Høvdingſkab forbeholdt han ſig dog ſelv, og den Maade, hvorpaa det letteſt vedligeholdtes, var at oprejſe et Hov eller Tempel og indrette et Thingſted[1]. Men enhver af de førſte Grundejere medbragte ogſaa

  1. Se herom, hvad ovenfor er berettet om Thorolf Moſtrarſkegg. Om Maaden, hvorpaa en mægtig Koloniſt ſkaffede ſig Høvdingſkab over andre, giver iſær Rafnkells Saga god Oplysning, nemlig S. 5: „Rafnkell bebyggede den hele Dal, og gav Folk Land, men vilde dog være deres Overmand, og tog Godord (Gode-Embedet) over dem; han tvang Mændene i Jøkulsdal til at blive hans Thingmænd“ — og ſenere, efterat han var flyttet (S. 24): „Folk toge da iſær Land i Heredet (Ved Lagarfljot); ingen fik Lov til at ſidde i Fred, uden at bede Rafnkell om Lov, alle maatte forbinde ſig til at underſtøtte ham, hvorimod han lovede dem ſin Beſkyttelſe; paa denne Maade lagde han alt Landet under ſig øſtenfor Lagarfljot, og dette Thingdiſtrikt blev meget ſtørre og folkerigere, end det, han tidligere havde haft“.