Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/586

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
558
Harald Haarfagre.

sommesteds Tømmer, stort nok til at man kunde bygge Huse og Skibe deraf, og de opfyldte ikke saaledes de lavere Egne, at disse derved bleve mere raa og kolde, medens de dog altid vare tilstrækkelige til at give Ly mod de isnende Fjeldvinde fra Jøklerne[1]. Nybyggerne kunde derfor prøve Agerdyrkning, tildeels endog med Held, saavel paa Nordlandet, som paa Sønderlandet[2]. Den underjordiske Ild, der frembragte Vulkaner, Jordbrand, og hede Kilder, meddeelte ogsaa Jordbunden hist og her en højere Varmegrad, end Landets Beliggenhed ellers medførte, og voldsomme Vulkan-Udbrud havde dengang ikke ødelagt store frugtbare Strækninger, som nu kun ere bedækkede med Hraun (Lava), Stene og Aske. Men Landets Havklima, der hindrede sterk Frost om Vinteren, medens det paa den anden Side gjorde Sommeren koldere, var især skikket til Fædrift; Kvæget kunde gaa ude hele Vinteren, og formerede sig overordentlig hurtigt[3]. Der fortælles saaledes om Helge magre, at han ved sin Ankomst satte et Par Sviin i Land; da man tre Aar efter fandt dem igjen, havde de formeret sig til 40[4]; Thore paa Hvamm mistede en Kvige, den blev siden gjenfunden med 40 Nød[5], Ingemund i Vatnsdalen mistede ligeledes nogle Sviin, som Høsten efter bleve fundne, formerede til hundrede[6]; overhoved formerede Huusdyrene sig saa sterkt, at det ej sjælden heder om dem, at man kunde regne to eller tre Hoveder paa hvert[7]. I Fjordene, Elvene og Vandene var der Fisk i Overflod; derom vidne og flere Elvenavne, som Laxaa, Aurrida-Aa o. s. v.; der fandtes Sælvær og Eggevær[8], Hvaler fangedes ofte; desforuden bragte Havet en

  1. Paa nogle Steder, hvor der ej Var saa mange Jøkler, f. Ex. østligt paa Nordlandet, var Landvinden (Søndenvind) bedre end Søvinden; dette bestemte Baard Heyangsbjørns Søn til at flytte sydefter (Landn. III. 18). Paa Østkanten tyede Kvæget ogsaa helst op mod Fjeldene, hvorfor de dem nærmest liggende Egne først bebyggedes (Landn. V. 1).
  2. I Vigaglums Saga C. 7 omtales en Ager, der gav saa sikker Afgrøde, at den kaldtes Vitaftgjave (den sikkreste Giver); paa Sønderlandet omtales Pløjning og Saaning, og de bleggule Agre (Njaals Saga Cap. 53, 76. Egils Saga Cap. 29).
  3. Se især den lovende Beskrivelse, Grim haaleygske giver deraf i Vatnsdøla Saga Cap. 10: „Kvæget føder sig selv om Vinteren, der er Fisk i hvert Vand og store Skove“, jvf. Egils Saga Cap. 29.
  4. Landn. III. 12.
  5. Landn. I. 14.
  6. Vatnsdøla Saga Cap. 15.
  7. Rafnkells Saga S. 22.
  8. Egils Saga Cap. 29. „I Førstningen havde de ej saa meget Kvæg i Forhold til Folkeantallet, men det Kvæg, de havde, gik ude om Vinteren i Skovene og nærede sig selv … der var ingen Mangel paa Drivtømmer — — der blev drevet Havfiskeri, man søgte Sælvær og Eggevær; af alt dette var der nok at tage af; mange Hvaler dreve ind, og enhver kunde skyde, som vilde; alle Dyr laa stille paa Fangst-Stedet fordi de endnu ej havde lært Mennesket at kjende og frygte“.