Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/586

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
558
Harald Haarfagre.

ſommeſteds Tømmer, ſtort nok til at man kunde bygge Huſe og Skibe deraf, og de opfyldte ikke ſaaledes de lavere Egne, at disſe derved bleve mere raa og kolde, medens de dog altid vare tilſtrækkelige til at give Ly mod de isnende Fjeldvinde fra Jøklerne[1]. Nybyggerne kunde derfor prøve Agerdyrkning, tildeels endog med Held, ſaavel paa Nordlandet, ſom paa Sønderlandet[2]. Den underjordiſke Ild, der frembragte Vulkaner, Jordbrand, og hede Kilder, meddeelte ogſaa Jordbunden hiſt og her en højere Varmegrad, end Landets Beliggenhed ellers medførte, og voldſomme Vulkan-Udbrud havde dengang ikke ødelagt ſtore frugtbare Strækninger, ſom nu kun ere bedækkede med Hraun (Lava), Stene og Aſke. Men Landets Havklima, der hindrede ſterk Froſt om Vinteren, medens det paa den anden Side gjorde Sommeren koldere, var iſær ſkikket til Fædrift; Kvæget kunde gaa ude hele Vinteren, og formerede ſig overordentlig hurtigt[3]. Der fortælles ſaaledes om Helge magre, at han ved ſin Ankomſt ſatte et Par Sviin i Land; da man tre Aar efter fandt dem igjen, havde de formeret ſig til 40[4]; Thore paa Hvamm miſtede en Kvige, den blev ſiden gjenfunden med 40 Nød[5], Ingemund i Vatnsdalen miſtede ligeledes nogle Sviin, ſom Høſten efter bleve fundne, formerede til hundrede[6]; overhoved formerede Huusdyrene ſig ſaa ſterkt, at det ej ſjælden heder om dem, at man kunde regne to eller tre Hoveder paa hvert[7]. I Fjordene, Elvene og Vandene var der Fiſk i Overflod; derom vidne og flere Elvenavne, ſom Laxaa, Aurrida-Aa o. ſ. v.; der fandtes Sælvær og Eggevær[8], Hvaler fangedes ofte; desforuden bragte Havet en

  1. Paa nogle Steder, hvor der ej Var ſaa mange Jøkler, f. Ex. øſtligt paa Nordlandet, var Landvinden (Søndenvind) bedre end Søvinden; dette beſtemte Baard Heyangsbjørns Søn til at flytte ſydefter (Landn. III. 18). Paa Øſtkanten tyede Kvæget ogſaa helſt op mod Fjeldene, hvorfor de dem nærmeſt liggende Egne førſt bebyggedes (Landn. V. 1).
  2. I Vigaglums Saga C. 7 omtales en Ager, der gav ſaa ſikker Afgrøde, at den kaldtes Vitaftgjave (den ſikkreſte Giver); paa Sønderlandet omtales Pløjning og Saaning, og de bleggule Agre (Njaals Saga Cap. 53, 76. Egils Saga Cap. 29).
  3. Se iſær den lovende Beſkrivelſe, Grim haaleygſke giver deraf i Vatnsdøla Saga Cap. 10: „Kvæget føder ſig ſelv om Vinteren, der er Fiſk i hvert Vand og ſtore Skove“, jvf. Egils Saga Cap. 29.
  4. Landn. III. 12.
  5. Landn. I. 14.
  6. Vatnsdøla Saga Cap. 15.
  7. Rafnkells Saga S. 22.
  8. Egils Saga Cap. 29. „I Førſtningen havde de ej ſaa meget Kvæg i Forhold til Folkeantallet, men det Kvæg, de havde, gik ude om Vinteren i Skovene og nærede ſig ſelv … der var ingen Mangel paa Drivtømmer — — der blev drevet Havfiſkeri, man ſøgte Sælvær og Eggevær; af alt dette var der nok at tage af; mange Hvaler dreve ind, og enhver kunde ſkyde, ſom vilde; alle Dyr laa ſtille paa Fangſt-Stedet fordi de endnu ej havde lært Menneſket at kjende og frygte“.