Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/585

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
557
Island. Grundejendom.

fandt noget uoptaget Land, der behagede dem, at kjøbe Land af de ældre Beſiddere; de af disſe, der havde Land til Overflod, forærede ſtundom Stykker deraf til ſenere ankomne Koloniſter, men da en Gave kunde tilbagekaldes, et Kjøb ikke, anſaa enkelte ſig ikke ret betryggede uden ved at give en Betaling, idetmindſte for et Syns Skyld[1]. Det kunde ved førſte Betragtning ſynes beſynderligt, at de norſke Haulder, der havde forladt deres Fædreland for en ſtor Deel af Misfornøjelſe over, at Kong Harald havde frataget dem deres Odel, dog ikke overførte Odels-Navnet og Odels-Vedtægterne paa deres nye Beſiddelſer, ja at endog Ordet „Odel“ ikke engang findes i den ældre islandſke Lovgivning. Aarſagen er dog ved nærmere Eftertanke ikke vanſkelig at paaviſe. Ved Odel tænkte man ſig nemlig, ſom ovenfor (S. 118) udviklet, den i Familien fra umindelige Tider nedarvede fælles Grundejendom, og ethvert Medlem af denne Familie var odelsbaaren til Ejendommen, lige meget om han havde den under ſin Beſtyrelſe eller ej. Den norſke Hauld eller Odelsbaarne, der nedſatte ſig paa Island, ophørte dog ikke derfor at være odelsbaaren til ſine Fædrenebeſiddelſer i Norge[2]. Kong Harald kunde ved et Magtſprog erklære ſig for Odelsgodſets Ejer, men de Odelsbaarnes Fordringer vedbleve lige fuldt, ſaavel ſom den perſonlige Anſeelſe, Odelsbyrden medførte. Det kunde ſaaledes ikke falde nogen udvandret Hauld ind, at kalde ſine nye Beſiddelſer paa Island ſin Odel, da Odelsnavnet medførte Begrebet om nedarvet Ættejord og aldeles udelukkede Foreſtillingen om nogen nys optaget, hidtil herreløs Grundejendom. For at kunne kaldes Odel maatte Ejendommen have en Hiſtorie. I Tidens Løb kunde dog, ſom det ſynes, Ejendommene paa Island ogſaa have gaaet over til at blive Odel, forſaavidt ſom de nedarvedes i Ætten, og virkelig fik en Hiſtorie. Og det er vel heller ingen Tvivl om, at hvis Nogen havde opkaſtet ſig til Konge eller Jarl paa Øen, og tilegnet ſig Overejendommen over alt Jordegods, da havde man og ſagt om ham, at han erklærede ſig for Ejer af alt Odel i Landet. Men nu indtraf intet ſaadant Tilfælde, hvorved Islændingerne fik Anledning til at tale om deres Odel. Der var ingen, ſom gjorde Høvdingerne deres Ejendomsret ſtridig, eller ſom truede med at indføre en Feudalforfatning. Man kan ſaaledes ſige, at Odelsbegrebet kun hvilede i Folkets Bevidſthed, uden dog ligefrem at udtales.

Landet ſelv var i hine Tider mere indbydende end nu. Der fandtes da Skove i Dalene, medens der nu i det Højeſte findes Krat[3]; de afgave

  1. Landn. v. 14.
  2. I Floamanna S. Cap. 12, 14, 17 fortælles udtrykkeligt, hvorledes Thorgils Thordsſøn paastod og fik erkjendt ſin Arveret til de Ejendomme i Sogn, der havde tilhørt hans Oldefader Haastein, Atle Jarls Søn.
  3. Skove omtales paa flere Steder, ſaaledes i Skallagrims Landnam (Landn. I. 19. Egils Saga Cap. 28); i Ingemunds (Vatnsdøla Saga Cap. 15); ved Botn, hvor Aavang den irſke boede, var Skoven ſaa ſtor, at han kunde bygge et Havſkib af Tømmeret (Landn. I. 14); Olaf paabyggede det prægtige Hjardarholt Huſebygninger deels af Hjemtømmer, deels af Drivtømmer, (Laxdøla Saga Cap. 24) o. ſ. v.