fandt noget uoptaget Land, der behagede dem, at kjøbe Land af de ældre Besiddere; de af disse, der havde Land til Overflod, forærede stundom Stykker deraf til senere ankomne Kolonister, men da en Gave kunde tilbagekaldes, et Kjøb ikke, ansaa enkelte sig ikke ret betryggede uden ved at give en Betaling, idetmindste for et Syns Skyld[1]. Det kunde ved første Betragtning synes besynderligt, at de norske Haulder, der havde forladt deres Fædreland for en stor Deel af Misfornøjelse over, at Kong Harald havde frataget dem deres Odel, dog ikke overførte Odels-Navnet og Odels-Vedtægterne paa deres nye Besiddelser, ja at endog Ordet „Odel“ ikke engang findes i den ældre islandske Lovgivning. Aarsagen er dog ved nærmere Eftertanke ikke vanskelig at paavise. Ved Odel tænkte man sig nemlig, som ovenfor (S. 118) udviklet, den i Familien fra umindelige Tider nedarvede fælles Grundejendom, og ethvert Medlem af denne Familie var odelsbaaren til Ejendommen, lige meget om han havde den under sin Bestyrelse eller ej. Den norske Hauld eller Odelsbaarne, der nedsatte sig paa Island, ophørte dog ikke derfor at være odelsbaaren til sine Fædrenebesiddelser i Norge[2]. Kong Harald kunde ved et Magtsprog erklære sig for Odelsgodsets Ejer, men de Odelsbaarnes Fordringer vedbleve lige fuldt, saavel som den personlige Anseelse, Odelsbyrden medførte. Det kunde saaledes ikke falde nogen udvandret Hauld ind, at kalde sine nye Besiddelser paa Island sin Odel, da Odelsnavnet medførte Begrebet om nedarvet Ættejord og aldeles udelukkede Forestillingen om nogen nys optaget, hidtil herreløs Grundejendom. For at kunne kaldes Odel maatte Ejendommen have en Historie. I Tidens Løb kunde dog, som det synes, Ejendommene paa Island ogsaa have gaaet over til at blive Odel, forsaavidt som de nedarvedes i Ætten, og virkelig fik en Historie. Og det er vel heller ingen Tvivl om, at hvis Nogen havde opkastet sig til Konge eller Jarl paa Øen, og tilegnet sig Overejendommen over alt Jordegods, da havde man og sagt om ham, at han erklærede sig for Ejer af alt Odel i Landet. Men nu indtraf intet saadant Tilfælde, hvorved Islændingerne fik Anledning til at tale om deres Odel. Der var ingen, som gjorde Høvdingerne deres Ejendomsret stridig, eller som truede med at indføre en Feudalforfatning. Man kan saaledes sige, at Odelsbegrebet kun hvilede i Folkets Bevidsthed, uden dog ligefrem at udtales.
Landet selv var i hine Tider mere indbydende end nu. Der fandtes da Skove i Dalene, medens der nu i det Højeste findes Krat[3]; de afgave
- ↑ Landn. v. 14.
- ↑ I Floamanna S. Cap. 12, 14, 17 fortælles udtrykkeligt, hvorledes Thorgils Thordssøn paastod og fik erkjendt sin Arveret til de Ejendomme i Sogn, der havde tilhørt hans Oldefader Haastein, Atle Jarls Søn.
- ↑ Skove omtales paa flere Steder, saaledes i Skallagrims Landnam (Landn. I. 19. Egils Saga Cap. 28); i Ingemunds (Vatnsdøla Saga Cap. 15); ved Botn, hvor Aavang den irske boede, var Skoven saa stor, at han kunde bygge et Havskib af Tømmeret (Landn. I. 14); Olaf paabyggede det prægtige Hjardarholt Husebygninger deels af Hjemtømmer, deels af Drivtømmer, (Laxdøla Saga Cap. 24) o. s. v.
