Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/584

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
556
Harald Haarfagre.

langt flere; femten Perſoner for hver af de 400 Landnamsmænd er ſaaledes ikke formeget regnet; dette giver omtrent 6000 Menneſker ved Landnamstidens Ophør; men da Folkemængden i de 60 Aar, Landnamstiden varede, maa have tiltaget, kan man viſt ſætte den endnu højere. Den var, ſom det ſynes, neppe udløben, da Hjalteſønnerne holdt deres berømte Arveøl, hvortil alle Høvdingerne vare indbudne, og hvor Gjeſternes Antal udgjorde 1200; og man kan dog neppe antage, at hvert femte Menneſke paa hver eneſte Gaard ſkulde være dragen til Gildet; endog hver niende vilde være vel ſterkt: dette antyder en Befolkning af over 12000. Noget over halvandet Aarhundrede ſenere, da Biſkopsſtolen paa Hole oprettedes (1102), holdtes der Folketælling[1], og da fandtes omtrent 4560 mere formuende Bønder; regner man for hver af dem en Familie med Tyende paa 10 Menneſker, udkommer herved en Folkemængde af henimod i 50000, der omtrent er den ſamme, ſom den nuværende. At den i 160 Aar, efterat den førſte Tilgang fra Norge var ophørt, ſkulde have kunnet forøge ſig fra 12000 til 50000, ſynes umuligt, den har altſaa omkring 940 neppe været under 25000.

Dette forklarer ogſaa, hvorledes det kunde gaa til, at Kong Harald, uagtet Udvandringen forſaavidt maatte være fordeelagtig for ham, ſom han derved blev disſe farlige Modſtandere kvit, og erhvervede mange Ejendomme ved at tilegne ſig de fleſte Udvandredes Gaarde, dog tilſidſt fandt den betænkelig, fordi den gjorde Landet folketomt. Han forbød den derfor, men lod ſig dog ſiden bevæge til at ombytte Forbudet med en beſtemt Udvandrings-Afgift, de ſaakaldte Landører, eller fem Ører Sølv, hvilke enhver Udvandrer engang for alle ſkulde betale[2]. Og denne ſtore Tilſtrømning gjorde ogſaa de ovenfor omtalte Indſkrænkninger i Landnamsfriheden nødvendige. Tidligere havde man ofte taget Land i Beſiddelſe paa en langt nemmere Maade, end den højtidelige Omfaren med Ild, nemlig ved at rejſe Merkeſtænger, gjøre Merker i Fjeldene, hugge ſin Øxe faſt, afſkyde en Piil, hvorpaa et Stykke brændende Tønder[3] o. ſ. v. Elvene og Bjergene vare her, ſom andenſteds de naturlige Grændſer, efter hvilke Landnamsmændene rettede ſig. Allerede temmelig tidligt begyndte enkelte Nybyggere, der ej

  1. Islendingabok Cap. 10.
  2. Islendingabok Cap. 1.
  3. Ævar Ketilsſøn i Blandadalen rejſte Stang (Landn. III 5.) Roskell i Svartaadalen ved Skagafjorden ſendte en Træl for at underſøge Landet, og denne ſatte ned en nys afbarket Stang (Landn. III 7.), Nattfare, Gardars Træl, hug Merker i Træerne (Landn. III 19.) Anund Viſs ſkød en Tønderpiil over Aaen (Landn. III 8.)—Thorſtein Svarfad hug Merker i Fjeldene, brød ſin Kam itu og lagde den tillige med Penge paa forſkjellige Steder (Svarfdøla S. Cap. 10). Einar Thorgeirsſøn med to Staldbrødre helligede ſig Øxarfjord, ved etſteds at hugge en Øxe i Fjeldet, et andet Sted at ſætte en Ørn op, paa det tredie Sted at rejſe et Kors. (Landn. IV 20).