langt flere; femten Personer for hver af de 400 Landnamsmænd er saaledes ikke formeget regnet; dette giver omtrent 6000 Mennesker ved Landnamstidens Ophør; men da Folkemængden i de 60 Aar, Landnamstiden varede, maa have tiltaget, kan man vist sætte den endnu højere. Den var, som det synes, neppe udløben, da Hjaltesønnerne holdt deres berømte Arveøl, hvortil alle Høvdingerne vare indbudne, og hvor Gjesternes Antal udgjorde 1200; og man kan dog neppe antage, at hvert femte Menneske paa hver eneste Gaard skulde være dragen til Gildet; endog hver niende vilde være vel sterkt: dette antyder en Befolkning af over 12000. Noget over halvandet Aarhundrede senere, da Biskopsstolen paa Hole oprettedes (1102), holdtes der Folketælling[1], og da fandtes omtrent 4560 mere formuende Bønder; regner man for hver af dem en Familie med Tyende paa 10 Mennesker, udkommer herved en Folkemængde af henimod i 50000, der omtrent er den samme, som den nuværende. At den i 160 Aar, efterat den første Tilgang fra Norge var ophørt, skulde have kunnet forøge sig fra 12000 til 50000, synes umuligt, den har altsaa omkring 940 neppe været under 25000.
Dette forklarer ogsaa, hvorledes det kunde gaa til, at Kong Harald, uagtet Udvandringen forsaavidt maatte være fordeelagtig for ham, som han derved blev disse farlige Modstandere kvit, og erhvervede mange Ejendomme ved at tilegne sig de fleste Udvandredes Gaarde, dog tilsidst fandt den betænkelig, fordi den gjorde Landet folketomt. Han forbød den derfor, men lod sig dog siden bevæge til at ombytte Forbudet med en bestemt Udvandrings-Afgift, de saakaldte Landører, eller fem Ører Sølv, hvilke enhver Udvandrer engang for alle skulde betale[2]. Og denne store Tilstrømning gjorde ogsaa de ovenfor omtalte Indskrænkninger i Landnamsfriheden nødvendige. Tidligere havde man ofte taget Land i Besiddelse paa en langt nemmere Maade, end den højtidelige Omfaren med Ild, nemlig ved at rejse Merkestænger, gjøre Merker i Fjeldene, hugge sin Øxe fast, afskyde en Piil, hvorpaa et Stykke brændende Tønder[3] o. s. v. Elvene og Bjergene vare her, som andensteds de naturlige Grændser, efter hvilke Landnamsmændene rettede sig. Allerede temmelig tidligt begyndte enkelte Nybyggere, der ej
- ↑ Islendingabok Cap. 10.
- ↑ Islendingabok Cap. 1.
- ↑ Ævar Ketilssøn i Blandadalen rejste Stang (Landn. III 5.) Roskell i Svartaadalen ved Skagafjorden sendte en Træl for at undersøge Landet, og denne satte ned en nys afbarket Stang (Landn. III 7.), Nattfare, Gardars Træl, hug Merker i Træerne (Landn. III 19.) Anund Viss skød en Tønderpiil over Aaen (Landn. III 8.)–Thorstein Svarfad hug Merker i Fjeldene, brød sin Kam itu og lagde den tillige med Penge paa forskjellige Steder (Svarfdøla S. Cap. 10). Einar Thorgeirssøn med to Staldbrødre helligede sig Øxarfjord, ved etsteds at hugge en Øxe i Fjeldet, et andet Sted at sætte en Ørn op, paa det tredie Sted at rejse et Kors. (Landn. IV 20).
