saa mellem Agder og Rogaland, hvad den store Øxna-Thoreske og Ølveske Familie angaar, ligesom ogsaa Helge magre tildeels kan regnes til denne. Men gaa vi længere tilbage i Ætterne, da sinde vi, at medens Geirmund og Haamund nedstammede fra de hørdalandske Konger Hjørleif og Half, udledede Ølve Barnakarls og Bjørn Bunas Æt sin Herkomst fra den rygske og egdske Kong Vikar, hiin gjennem Snjall Vatnarssøn, denne gjennem Hjald Vatnarssøn. Det er saaledes fra Hjørleif og Vikar, at Fleerheden af de store islandske Landnamsmænd nedstamme. Og man danner sig den bedste Forestilling om Nationaliteten paa Island strax efter Bebyggelsen, ved at betragte det som en fornemmelig fra Sogn, Hørdaland, Rogaland og Agder stiftet Koloni, med enkelte Bestanddele fra andre Fylker, af hvilke de fra Firdafylke, Naumdal og Haalogaland vare de betydeligste; hvorved det dog maa bemerkes, at Firdafylke, der fra umindelige Tider hørte til Gulathingets Forening, med Hensyn til Indbyggernes Mundart og Leveskik paa det nøjeste slutter sig til Sygnafylke. Det er altsaa fornemmelig Gulathingslagen, eller Norges vestlige og sydvestlige Fylker, der kunne siges at have afgivet Grundlaget for Islands Befolkning; thi de Elementer fra andre Fylker og andre Lande, de i sig optoge, vare i Forhold til det gulathingske Hovedelement saa ubetydelige, at de efter een Generation aldeles maatte gaa op i dette. Hvad her er fremsat, bestyrkes ogsaa paa det nøjeste af Islands nuværende Sprogforhøld, da dets Mundart endnu stemmer mere med den sognske og hardangerske, end med nogen anden af de norske Mundarter, og øjensynligen kan skjønnes eengang at have været den samme som hiin.
Det er tillige værd at lægge Merke til, at Hørdaland, Rogaland og Agder, fra hvilke Fylker, tilligemed Sogn, Udvandringen til Island var sterkest, tillige ere de, hvilke Harald Haarfagre allersidst underlagde sig, og hvor han synes at have mødt den skarpeste Modstand Om de fleste Nybyggere herfra heder det derfor, at de maatte forlade Fædrelandet for Kongens Vredes eller Voldsomheds Skyld. Det samme siges ogsaa om enkelte Nybyggere fra det Throndhjemske. Derimod heder det om flere Nybyggere fra Sogn og Haalogaland, at det var Haakon Jarls Vrede eller Voldsomhed, der drev dem bort. Dette synes at vise, at Haakon Jarl maa have haft mere at sige, og have optraadt paa en mere selvstændig Maade, end de sparsomme Efterretninger, vi have om ham, ligefrem melde. Og over Sogn maa han, som vi allerede tidligere have bemerket, have udøvet en vis Myndighed, idetmindste for en Tid. I Firdafylke var det heller ikke saa meget Kongens, som Jarlernes Vælde, der bragte de fornemste af dets Landnamsmænd til at drage bort. Ingulf flygtede for Atle Jarl, Atle Jarls Søn Haastein for Sigurd Jarl. Skallagrim var mere bleven ked af Opholdet i Norge, end nødsaget til at drage bort, og det var først Flose Thorbjørnssøn, der flygtede fordi han ligefrem havde lagt sig ud med Kongen. De fornemste Ko-
