Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/57

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
29
Folkevandring.

hvilke Romerne ſtundom ſøgte at undgaa ved at betale dem aarlig Tribut. Kejſer Decius faldt, ſom bekjendt, i et Slag mod dem (251)[1]; under Gallienus trængte de herjende frem til de ſydlige Egne af Peloponnes og ind i Lilleaſien; det lykkedes førſt Aurelian at drive dem tilbage hiinſides Donau, hvor de nu en Tidlang holdt ſig rolige indtil Conſtantin den Stores Tider. Denne forſtod at holde dem tilbage. Muligt er det ogſaa, at de juſt i denne Tid undlode at forurolige Romerne ſaameget ſom hidtil, fordi der inden deres egne Grændſer var nok at beſtille, idet den øſtgotiſke Ermanarik optraadte ſom Erobrer og underkaſtede ſig ej alene alle de gotiſke og med Goterne beſlægtede Folk, men ogſaa flere af de tilgrændſende, ikke gotiſke Nabofolk, og grundede et ſtort Erobringsmonarki, der naaede fra Øſterſøen til det ſorte Hav. De mongoliſke Huners Indſtyrten fra Aſien nødſagede endelig Veſtgoterne til at flytte ind paa det romerſke Gebet, hvorfra de ſiden, ſom bekjendt, under Alarik gik til Italien og derfra under Ataulf til Sydfrankrige og Spanien; Øſtgoterne fulgte ſenere efter, og ſatte ſig under Theodorik faſt i Øvreitalien, hvor det førſt lykkedes Iuſtinians Hærførere at undertvinge dem.

Foruden Goterne vare der mange andre, mere eller mindre mægtige germaniſke Folk, ſom til forſkjellige Tider fulgte den ſamme Trang til at ſtorme frem mod Syden. Franker og Burgunder ſatte ſig faſt i Gallien, Vandaler og Svever i Spanien, de førſte ſideneſter i Afrika. Det er fornemmelig Vandalernes Tog over Rhinen i Følge med Svever og Alaner 406, ſom man har kaldet den ſtore Folkevandring. Heruler eller Eruler, Skirer og Ruger nævnes ligeledes blandt de forſkjellige Folkeſlag, ſom gjeſtede Italien og de romerſke Lande. Og tilſidſt kom Langobarderne, der efter en langſom Flytning fra de nedre og mellemſte Elb-Egne til Dacien omſider (568) brøde ned i Italien ſtrax efter Goternes Undertvingelſe, og frareve de romerſke Kejſere Størſtedelen af Landet, hvis nordligſte Deel, Lombardiet, endnu minder om deres Navn.

Af de her nævnte Folk vare Goterne det, ſom tidligſt antog Chriſtendommen og ved Samkvemmet med Romerne tilegnede ſig deres Dannelſe uden dog derfor at opgive ſin egen Nationalitet. Allerede blandt de Veſtgoter, der paa Kejſer Valens’s Tid (375) flyttede over Donau paa romerſk Grund, levede den berømte Biſkop Ulfilas eller Vulfila, ſom overſatte Bibelen paa Gotiſk, af hvilken Overſættelſe det nye Teſtamente endnu for en ſtor Deel er tilbage, og ſaaledes er noget nær det ældſte og for Sproghiſtorien interesſanteſte germaniſke Sprogmonument, Tiden har levnet os. Goter, ſaavelſom andre Germaner, opnaaede ofte vigtige Embeder ved de ro-

  1. Dette Slag forefaldt i Nærheden af Donau, men endog her, ſaa ſildigt, ſorvexler Zoſimus (I, 23, 24) denne med Tanais.