den af den lange Fredsperiode efter Trajans Tid, under hvilken de troede at have naaet Højdepunktet af Lykke og Magt. Mod Slutningen af det 2det Aarhundrede, paa Markus Aurelius’s Tid, begyndte den Indstormen af germaniske Nationer over den romerske Grændse, der siden stedse fortsattes, indtil Germanerne ganske fik Overhaand. Den første Krig, Romerne paa Grund heraf havde at føre, kaldte de den markomanniske, fordi Markomannerne, Germanernes yderste Grændsefolk mod Donau, paa en vis Maade stod i Spidsen for de øvrige, med dem forbundne eller maaskee kun til samme Tid angribende Nationer[1], blandt hvilke der ogsaa nævnes de saakaldte Viktovaler eller Viktofaler og Astinger, et Folk man neppe med Urette har antaget at høre til de gotiske eller nærmest med Goter beslægtede[2]. Snart traadte ogsaa Goterne selv frem, i Begyndelsen af det 3die Aarhundrede og i de nedre Donau-Egne, hvilket gav Anledning til, at Romerne i Førstningen forvexlede dem med Geterne. Men den store Kraft, Goterne nu udviklede, viser at de ogsaa maa have haft megen Deel i de tidligere Folkebevægelser, der først fremkaldte Markomanner-Krigen, ja at de maaske endog have været dens nærmeste Ophavsmænd ved at trænge ind paa de sydligere boende Germaner. Dette antydes ogsaa forsaavidt af romerske Forfattere, som de udtrykkeligt omtale at flere Folk, der deeltoge i den markomanniske Krig, vare fremdrevne af andre „barbariske Folk bagenfor (e. nordenfor) dem, og strax begyndte Krig, hvis de ej godvillig bleve optagne inden de romerske Grændser“[3]. Den hele Krig og dens Fortsættelser viser sig saaledes ej som en alene af Nationalhad, frivilligen begyndt, Kamp, men som en uvilkaarlig Vigen for uimodstaaelige Folkestrømninger fra Norden af. Hvor langt mod Norden disse Folkestrømninger sporedes, derom har man ingen bestemt Efterretning; men da Goterne vare de egentlige nordiske eller nordgermaniske Folks umiddelbare Naboer, kunne heller ikke disse have staaet udenfor Bevægelsen, men have maaskee endog fra først af været med at fremkalde den. I Løbet af det 3die Aarhundrede bleve Goterne farligere og farligere for Romerne, i hvis Rige de oftere gjorde ødelæggende Herjetog,
- ↑ Ligefra Illyrikums Grændse til Gallien, heder det hos Capitolin(Ant. Phil. 22).
- ↑ Eutropius (VIII, 2) nævner dem som Dakiens Indbyggere tilligemed Thaifaler og Tervinger, af hvilke de første umiskjendeligt vare et i Følge med Goterne vandrende Folk, de sidste vare Vestgoterne selv. Astinger eller Hasdinger kaldes hos flere Skribenter Medlemmerne af den kongelige Familie, eller af de fornemste Familier blandt Vandaler og Vestgoter. (Jornandes Cap. 22, Cassiodor, Var. IX, 7., Lydus de magistr. p. 218). Som deeltagende i den markomanniske Krig nævnes de hos Dio Cassius p. 1185, 1186; Jornandes Cap. 16.
- ↑ Capitolinus, Ant. Phil. 24. Victovalis et Marcomannis cuncta turbantibus, aliis etiam gentibus, quæ pulsæ a superioribus barbaris fugerant, nisi reciperentur, bellum inferentibus.
