Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/56

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
28
Markomanniſk Krig.

den af den lange Fredsperiode efter Trajans Tid, under hvilken de troede at have naaet Højdepunktet af Lykke og Magt. Mod Slutningen af det 2det Aarhundrede, paa Markus Aurelius’s Tid, begyndte den Indſtormen af germaniſke Nationer over den romerſke Grændſe, der ſiden ſtedſe fortſattes, indtil Germanerne ganſke fik Overhaand. Den førſte Krig, Romerne paa Grund heraf havde at føre, kaldte de den markomanniſke, fordi Markomannerne, Germanernes yderſte Grændſefolk mod Donau, paa en vis Maade ſtod i Spidſen for de øvrige, med dem forbundne eller maaſkee kun til ſamme Tid angribende Nationer[1], blandt hvilke der ogſaa nævnes de ſaakaldte Viktovaler eller Viktofaler og Astinger, et Folk man neppe med Urette har antaget at høre til de gotiſke eller nærmeſt med Goter beſlægtede[2]. Snart traadte ogſaa Goterne ſelv frem, i Begyndelſen af det 3die Aarhundrede og i de nedre Donau-Egne, hvilket gav Anledning til, at Romerne i Førſtningen forvexlede dem med Geterne. Men den ſtore Kraft, Goterne nu udviklede, viſer at de ogſaa maa have haft megen Deel i de tidligere Folkebevægelſer, der førſt fremkaldte Markomanner-Krigen, ja at de maaſke endog have været dens nærmeſte Ophavsmænd ved at trænge ind paa de ſydligere boende Germaner. Dette antydes ogſaa forſaavidt af romerſke Forfattere, ſom de udtrykkeligt omtale at flere Folk, der deeltoge i den markomanniſke Krig, vare fremdrevne af andre „barbariſke Folk bagenfor (e. nordenfor) dem, og ſtrax begyndte Krig, hvis de ej godvillig bleve optagne inden de romerſke Grændſer“[3]. Den hele Krig og dens Fortſættelſer viſer ſig ſaaledes ej ſom en alene af Nationalhad, frivilligen begyndt, Kamp, men ſom en uvilkaarlig Vigen for uimodſtaaelige Folkeſtrømninger fra Norden af. Hvor langt mod Norden disſe Folkeſtrømninger ſporedes, derom har man ingen beſtemt Efterretning; men da Goterne vare de egentlige nordiſke eller nordgermaniſke Folks umiddelbare Naboer, kunne heller ikke disſe have ſtaaet udenfor Bevægelſen, men have maaſkee endog fra førſt af været med at fremkalde den. I Løbet af det 3die Aarhundrede bleve Goterne farligere og farligere for Romerne, i hvis Rige de oftere gjorde ødelæggende Herjetog,

  1. Ligefra Illyrikums Grændſe til Gallien, heder det hos Capitolin(Ant. Phil. 22).
  2. Eutropius (VIII, 2) nævner dem ſom Dakiens Indbyggere tilligemed Thaifaler og Tervinger, af hvilke de førſte umiskjendeligt vare et i Følge med Goterne vandrende Folk, de ſidſte vare Veſtgoterne ſelv. Aſtinger eller Hasdinger kaldes hos flere Skribenter Medlemmerne af den kongelige Familie, eller af de fornemſte Familier blandt Vandaler og Veſtgoter. (Jornandes Cap. 22, Casſiodor, Var. IX, 7., Lydus de magistr. p. 218). Som deeltagende i den markomanniſke Krig nævnes de hos Dio Casſius p. 1185, 1186; Jornandes Cap. 16.
  3. Capitolinus, Ant. Phil. 24. Victovalis et Marcomannis cuncta turbantibus, aliis etiam gentibus, quæ pulsæ a superioribus barbaris fugerant, nisi reciperentur, bellum inferentibus.