Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/55

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
27
Nationale Vandringsſagn.

deres endelige Grændſe mod Skythoſarmaterne. Paa den anden Side finde vi enkelte Folk, hvis Navne vi kunne gjenkjende, ſom Friſerne, Chatterne (d. e. Hesſerne) omtrent i de ſamme Egne, hvor de endnu bo; vi finde Goterne i de Lande, der endnu, ſom ſenere ſkal viſes, i det 9de Aarhundrede e. Chr. kaldtes Gotland; vi finde Svierne endnu den Dag idag i deres gamle Hjem. Men derhos finde vi enkelte Folk, der allerede tidligt nævnes ſom mere ſydligt boende, endnu paa Strabos, Tacitus’s og Ptolemæos’s Tid længere mod Nord, f. Ex. Langobarderne. Alt dette lægger for Dagen, at Germanernes Vandring idetmindſte fra den Tid, de dukke op i Hiſtorien, gik fra Nord mod Syd, men ſaare langſomt, og at de allerede idetmindſte tre Aarhundreder før vor Tidsregning havde indfundet ſig; at man vel ikke med nogen Beſtemthed kan paaviſe deres Indvandringstid, men at det dog bliver ſandſynligt, at den ſenere galliſke Vandring ved 300, og tilſidſt Kimbrerne og Teutonernes Tog, ere Følger af det Tryk, deres Indvandring foraarſagede. Videre Oplysninger om Germanernes Vandringer i den fjerneſte Oldtid maa man hente fra deres egne Sagn, hvilke, ret forſtaaede og forklarede, udfylde flere af de Huller, de romerſk-græſke Optegnelſer, med al deres Vidtløftighed, efterlade.

7. Oldgermaniſke Vandringsſagn.

De oprindelige germaniſke Vandringsſagn vilde imidlertid for længe ſiden have været tabte, hvis de førſt ſkulde være blevne optegnede efterat Germanerne i deres eget Hjem havde lært boglig Kunſt, eller uden den græſk-romerſke Kulturs Mellemkomſt. Men Folkevandringerne, der i det fjerde og femte Aarhundrede e. Chr. bragte ſaa mange germaniſke Folk til Sydeuropa, medførte blandt mange Goder ogſaa dette, at disſe indvandrede Germaner ſnart tilegnede ſig Sydens Kultur, og at de ſelv opnaaede en langt anden Vigtighed i Sydboernes Øjne, end forhen; dette havde til Følge, at baade de ſelv deſto tidligere bleve iſtand til at fortælle og forevige, hvad de vidſte om deres Urhiſtorie, og at Sydboerne ikke længer fandt det under ſin Værdighed at granſke efter deres Oldſagn, optegne og forklare dem. Derfor have vi fra den Tid af, da hine Vandringer førſt begyndte, langt anderledes nøjagtige og udførlige Beretninger om de enkelte germaniſke Folk, end forhen, og disſe Beretninger ere deels forfattede af romaniſerede Germaner, deels af Romere eller Grækere, der fra Germanernes egen Mund havde indhentet paalidelige Efterretninger. Og det er ikke af ringe Betydning, iſær for Skandinaviens Hiſtorie, at det førſte og mægtigſte Folk, med hvilket Romerne gjorde Bekjendtſkab, var det ſkandiſke Goterfolk.

De førſte Tegn til de Ryſtelſer, der omſider fra Germanien af ſkulde omſtyrte det veſtlige Kejſerdømme, bringe det øſtlige til at ſkjelve, og omſkabe Syd- og Veſt-Europas Udſeende, ſporede Romerne allerede mod En-