Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/54

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
26
Germanerne ſiden Pytheas’s Tid.

deres egne Erfaringer og Andres Beretninger om de nordeuropæiſke Flodmundingers Omgivelſer, at deraf et fuldſtændigt Virvar opſtod, ſom paa Grund af den Anſeelſe, Ptolemæos i ſaamange Aarhundreder nød, endnu vedblev langt ned i Middelalderen. Ogſaa Donau (Danubius) forvexledes med Tanais (Don) og Floderne i Norden. Endog hos Saxo finder man Øſterſøens øſtlige Egne forvexlede med det ſorte Havs Bredder og begge indbegrebne under Navnet Hellespont, og ældgamle National-Sagn, ſom de udvandrede germaniſke Folk knyttede til Flodmundinger, henførtes ſenere uden Videre til Floderne ved det ſorte Hav. Hertil kommer nu og den forhen berørte fejlagtige Foreſtilling om de nordiſke Landes eller ſaakaldte ſkandiſke Øers Beliggenhed ganſke tæt ved Weichſelens Mundinger, ſaa at endog de danſke Sunde ſelv ſtundom ſynes at have været forvexlede med Weichſelmundingerne. Alt dette maa man, for nogenledes at kunne faa Rede paa de geographiſke Angivelſer hos Ptolemæos, og endmere hos de af hans Efterfølgere, der tillige benyttede germaniſke Sagn, ſtedſe have ſer Øje. Udſagn om dette eller hiint Folk, at det boede i Nærheden af Tanais og Mæotis, kan derfor aldrig i og for ſig tages bogſtaveligt, ſom om det ſamme Folk var at ſøge ved Don og det aſovſke Hav. Ptolemæos’s og Strabos Roxolaner kunne for den Sags Skyld gjerne have boet oppe ved Dons og Dneprs Kilder, maaſkee endog ved Dyna, og Oſylerne i deres Nærhed, altſaa ved eller paa Øen Øſel; og det bliver derved end mere ſandſynligt, at det er dennes Navn, ſom ſkjuler ſig under Baſilia og Oſerikta.

Vi kunne ſaaledes lige fra Pytheas forſølge Germanerne i deres Opholdsſteder mellem Kelter paa den ene og Skythoſarmater paa den anden Side i Nord og Syd for Øſterſøen; vi finde hos Pytheas Antydninger til at Goterne boede ved Øſterſøen, en Dagsrejſe fra Ravkyſten; hos Plinius og Tacitus ligeledes, at de boede i Nærheden af Øſterſøen, maaſkee nordenfor denne, og at de, ſom de øvrige nordlige Germaner, rimeligviis maatte blive at regne til den ingvionſke Green; baade hos Mela, Plinius, Tacitus og Ptolemæos finde vi egte Tydſke Stedsnavne opregnede, fornemmelig det ſaa berømte Skandia eller Skandinavia; Ptolemæos omtaler Goterne udtrykkeligt ſom Beboere af Skandia, og Tacitus er den førſte, ſom udtrykkeligt nævner et Folk af den nordgermaniſke eller nordiſke Green, Svierne. Pytheas’s Angivelſer oplyſe ikke ligefrem, hvor langt mod Syd Germanernes Beſiddelſer ſtrakte ſig, uden forſaavidt man kan antage at hans Teutoner og de hiſtoriſk bekjendte Kimbrer vare Kelter; men af Cæſar’s og Tacitus’s Angivelſer faar man dog en Foreſtilling om at det varede længe, inden de arbejdede ſig ſaa langt mod Syd gjennem eller forbi den herkyniſke Skov, at de kom i Berørelſe med Romernes Beſiddelſer ved Donau. Mela, ſammenholdt med Plinius og Ptolemæos, viſer os ligeledes, at Germanerne efterhaanden fra Veſt af naaede Weichſelen, der før Folkevandringerne blev