deres egne Erfaringer og Andres Beretninger om de nordeuropæiske Flodmundingers Omgivelser, at deraf et fuldstændigt Virvar opstod, som paa Grund af den Anseelse, Ptolemæos i saamange Aarhundreder nød, endnu vedblev langt ned i Middelalderen. Ogsaa Donau (Danubius) forvexledes med Tanais (Don) og Floderne i Norden. Endog hos Saxo finder man Østersøens østlige Egne forvexlede med det sorte Havs Bredder og begge indbegrebne under Navnet Hellespont, og ældgamle National-Sagn, som de udvandrede germaniske Folk knyttede til Flodmundinger, henførtes senere uden Videre til Floderne ved det sorte Hav. Hertil kommer nu og den forhen berørte fejlagtige Forestilling om de nordiske Landes eller saakaldte skandiske Øers Beliggenhed ganske tæt ved Weichselens Mundinger, saa at endog de danske Sunde selv stundom synes at have været forvexlede med Weichselmundingerne. Alt dette maa man, for nogenledes at kunne faa Rede paa de geographiske Angivelser hos Ptolemæos, og endmere hos de af hans Efterfølgere, der tillige benyttede germaniske Sagn, stedse have ser Øje. Udsagn om dette eller hiint Folk, at det boede i Nærheden af Tanais og Mæotis, kan derfor aldrig i og for sig tages bogstaveligt, som om det samme Folk var at søge ved Don og det asovske Hav. Ptolemæos’s og Strabos Roxolaner kunne for den Sags Skyld gjerne have boet oppe ved Dons og Dneprs Kilder, maaskee endog ved Dyna, og Osylerne i deres Nærhed, altsaa ved eller paa Øen Øsel; og det bliver derved end mere sandsynligt, at det er dennes Navn, som skjuler sig under Basilia og Oserikta.
Vi kunne saaledes lige fra Pytheas forsølge Germanerne i deres Opholdssteder mellem Kelter paa den ene og Skythosarmater paa den anden Side i Nord og Syd for Østersøen; vi finde hos Pytheas Antydninger til at Goterne boede ved Østersøen, en Dagsrejse fra Ravkysten; hos Plinius og Tacitus ligeledes, at de boede i Nærheden af Østersøen, maaskee nordenfor denne, og at de, som de øvrige nordlige Germaner, rimeligviis maatte blive at regne til den ingvionske Green; baade hos Mela, Plinius, Tacitus og Ptolemæos finde vi egte Tydske Stedsnavne opregnede, fornemmelig det saa berømte Skandia eller Skandinavia; Ptolemæos omtaler Goterne udtrykkeligt som Beboere af Skandia, og Tacitus er den første, som udtrykkeligt nævner et Folk af den nordgermaniske eller nordiske Green, Svierne. Pytheas’s Angivelser oplyse ikke ligefrem, hvor langt mod Syd Germanernes Besiddelser strakte sig, uden forsaavidt man kan antage at hans Teutoner og de historisk bekjendte Kimbrer vare Kelter; men af Cæsar’s og Tacitus’s Angivelser faar man dog en Forestilling om at det varede længe, inden de arbejdede sig saa langt mod Syd gjennem eller forbi den herkyniske Skov, at de kom i Berørelse med Romernes Besiddelser ved Donau. Mela, sammenholdt med Plinius og Ptolemæos, viser os ligeledes, at Germanerne efterhaanden fra Vest af naaede Weichselen, der før Folkevandringerne blev
