siden af det mellemeuropæiske Fastland. Strabo synes selv at have antaget det samme; han kjender heller ikke noget nordligere Folk paa de Kanter, end Roxolanerne mellem Borysthenes (Dnepr) og Tanais. Grækernes Colonier ved den kimmeriske Bosporus kunde nok bidrage til at opklare Forestillingerne om den gjensidige Beliggenhed af de store sydrussiske Floder ved deres Udløb, men ikke om deres Udspring og øvre Løb. Muligheden af at Tanais ogsaa stod i Forbindelse med den nordlige Ravkyst, var saaledes efter de Gamles Forestillinger en lang Tid forhaanden, og Pytheas maa derfor have antaget enten Weichsel, eller Oder, eller maaskee endog de danske Sunde, for Tanais’s nordlige Udløb. Thi som det charakteristiske ved Tanais tænkte man sig egentlig kun dens Udløb gjennem flere Mundinger, dens Fjernhed mod Norden, og dens Nærhed ved de Kyster, hvorfra Ravet kom[1]. Om en saadan Flod havde Grækerne fra umindelige Tider hørt fortælle. I de ældste Tider var det den fabelagtige Eridanus, i hvilken Phaethon styrtede ned, og ved hvis Breder hans Systre, forvandlede til Træer, endnu som saadanne begræd ham, men med Taarer af flydende Rav (ἤλεκτρον), som siden størknede. Gjennem denne Eridanus kunde Argonauterne, som man troede, komme fra det sorte Hav til Oceanet. Her synes nærmest Donau at have foresvævet Sagnfortællerne[2] skjønt de vel ikke havde nogen klar Forestilling om mere end to Floder, der falde ud i det sorte Hav, Eridanus i Vest og Phasis i Øst. Ogsaa Po-Floden antog man i en fjern Oltid for Eridanus. Som Eridanus ansaaes engang ogsaa Rhinen; siden hørte man mere tale om Tanais, der paa en vis Maade indtog dens Plads, og efterhaanden rykkede længer mod Øst. Men Forbindelsen med begge Have kunde man vanskeligst faa af Tankerne. Aarsagen har rimeligviis været den, at der saavel opad Rhin, og videre over Land enten til Donau eller Rhone, og derpaa ned ad disse Floder, som opad Weichsel, Njemen og Dyna overland til Dnepr og Don, og nedad disse Floder har været Handelsforbindelse mellem Norden og Syden, hvorved fornemmelig den saa eftersøgte Vare, Ravet, har været bragt ned til Middelhavets og det sorte Havs Kyster. Men med en saadan Tro kunde de ældre Søfarende fra Syden ikke andet end komme i den største Vilderede, naar de selv paa deres Kystfart kom til Mundingen af de nordeuropæiske Floder. Enhver af disse, som kun havde sit Udløb gjennem flere Mundinger, først Rhin, siden Oder og Weichsel, vel endog Gøta-Elven, maatte de antage for at være Tanais, og hvad der vedkom Egnene ved Tanais’s rette Udløb i det sorte Hav, blandedes saaledes sammen med
