Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/53

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
25
Tanais. Sydens og Nordens Floder forvexlede.

ſiden af det mellemeuropæiſke Faſtland. Strabo ſynes ſelv at have antaget det ſamme; han kjender heller ikke noget nordligere Folk paa de Kanter, end Roxolanerne mellem Boryſthenes (Dnepr) og Tanais. Grækernes Colonier ved den kimmeriſke Boſporus kunde nok bidrage til at opklare Foreſtillingerne om den gjenſidige Beliggenhed af de ſtore ſydrusſiſke Floder ved deres Udløb, men ikke om deres Udſpring og øvre Løb. Muligheden af at Tanais ogſaa ſtod i Forbindelſe med den nordlige Ravkyſt, var ſaaledes efter de Gamles Foreſtillinger en lang Tid forhaanden, og Pytheas maa derfor have antaget enten Weichſel, eller Oder, eller maaſkee endog de danſke Sunde, for Tanais’s nordlige Udløb. Thi ſom det charakteriſtiſke ved Tanais tænkte man ſig egentlig kun dens Udløb gjennem flere Mundinger, dens Fjernhed mod Norden, og dens Nærhed ved de Kyſter, hvorfra Ravet kom[1]. Om en ſaadan Flod havde Grækerne fra umindelige Tider hørt fortælle. I de ældſte Tider var det den fabelagtige Eridanus, i hvilken Phaethon ſtyrtede ned, og ved hvis Breder hans Syſtre, forvandlede til Træer, endnu ſom ſaadanne begræd ham, men med Taarer af flydende Rav (ἤλεκτρον), ſom ſiden ſtørknede. Gjennem denne Eridanus kunde Argonauterne, ſom man troede, komme fra det ſorte Hav til Oceanet. Her ſynes nærmeſt Donau at have foreſvævet Sagnfortællerne[2] ſkjønt de vel ikke havde nogen klar Foreſtilling om mere end to Floder, der falde ud i det ſorte Hav, Eridanus i Veſt og Phaſis i Øſt. Ogſaa Po-Floden antog man i en fjern Oltid for Eridanus. Som Eridanus anſaaes engang ogſaa Rhinen; ſiden hørte man mere tale om Tanais, der paa en vis Maade indtog dens Plads, og efterhaanden rykkede længer mod Øſt. Men Forbindelſen med begge Have kunde man vanſkeligſt faa af Tankerne. Aarſagen har rimeligviis været den, at der ſaavel opad Rhin, og videre over Land enten til Donau eller Rhone, og derpaa ned ad disſe Floder, ſom opad Weichſel, Njemen og Dyna overland til Dnepr og Don, og nedad disſe Floder har været Handelsforbindelſe mellem Norden og Syden, hvorved fornemmelig den ſaa efterſøgte Vare, Ravet, har været bragt ned til Middelhavets og det ſorte Havs Kyſter. Men med en ſaadan Tro kunde de ældre Søfarende fra Syden ikke andet end komme i den ſtørſte Vilderede, naar de ſelv paa deres Kyſtfart kom til Mundingen af de nordeuropæiſke Floder. Enhver af disſe, ſom kun havde ſit Udløb gjennem flere Mundinger, førſt Rhin, ſiden Oder og Weichſel, vel endog Gøta-Elven, maatte de antage for at være Tanais, og hvad der vedkom Egnene ved Tanais’s rette Udløb i det ſorte Hav, blandedes ſaaledes ſammen med

  1. Ogſaa vore Forfædre havde hørt tale om Tana-kviſterne eller Tanais’s Delta-Udløb.
  2. Apollonius (IV. 627–648) lader Argonauterne ſejle opad Eridanus i Rhodanus (Rhone), der tillige foreſtilles ſom om den ſtod i Forbindelſe med den ydre Eridanus (Rhin), indtil den herkyniſke Skov.