Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/52

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
24
Ptolemæos’s Fejltagelſer.

matiſke Ocean ved den venediſke Bugt og en Deel af et ubekjendt Land, mod Veſt af Weichſelen; det beboes meſt af venediſke Folk ved hele det venediſke Hav, ovenfor Dacien af Peukiner og Baſtarner, ved Mæotis (det aſovſke Hav) af Jazyger, Roxolaner o. fl.; ved Weichſelen nedenfor Venederne af Gyther, ſaa Finner, ſaa Suler, nedenfor disſe af Frugundier. Øſtenfor nogle Folk, der bo ved Weichſelens Kilder, findes Galinder, Sudiner og Stavaner. Paa Oceanets Kyſt ved det venediſke Hav bo Velter, ſaa Osſier, ſaa Karber længſt mod Nord; øſtenfor disſe Kareoter og Saler m. fl.; ved Tanais’s Bøjning Ofler og Tanaiter, og nedenfor disſe Oſyler lige til Roxolanerne[1].

Vi finde, at ogſaa Ptolemæos er falden i den Snare, Datidens geographiſke Foreſtillinger lagde for Syſtematikerne, at henføre Folkeſlag, om hvilke de hørte at de boede paa Faſtlandet langt hiinſides Germanien, til Egnene øſtenfor Weichſel. Saaledes faar han Finnerne nede i Polen, og Oſylerne, der upaatvivlelig henhøre til Øſterſøens Kyſt ved Øſel, paa Stepperne nede mod det aſovſke Hav. Men vi faa her beſtemtere Efterretninger om de danſke Øer og Skaane, og erfare med Vished, at Goterne beboede den ſydlige Deel af „Skandja“, under hvilket Navn øjenſynligt alt, hvad man kjendte af hele Halvøen, indbefattedes. Vi erfare tilligemed Beſtemthed, at Venederne eller Venderne, fornemmelig Velterne (Wilzerne), boede ved den øſtlige Krog af Øſterſøen, ſom efter dem kaldtes det vendiſke Hav eller den vendiſke Bugt; at Galinder og Sudiner, lettiſke Folk, ſom vi ſenere gjenfinde i Galindien og Sudauen, de indre Dele af det nuværende Øſtpreusſen, boede noget øſtenfor Karpaterne, og at ſaavel de, ſom Venderne, foruden en Mængde andre Folkeſlag, tilſammen regnedes for Sarmater. Oſylernes Plads ſynes at være anført under Forudſætningen af at de boede ved Tanais, det ſamme ſynes ogſaa at være Tilfældet med Roxolanerne.

Men Tanais er en Flod, om hvis Beliggenhed man i Oldtiden ej var paa det Rene, og ſom man tildeels endog forvexlede med andre. Afſtanden mellem det ſorte Hav og Øſterſøen eller Oceanet tænkte man ſig, ſom vi ovenfor have bemerket, kortere end den virkelig var, og ſaameget kortere, ſom man levede længer tilbage i Tiden; efterhaanden, ſom Kjendſkaben til de øſtlige Egne udvidedes, blev ogſaa Landet mellem Oceanet og det ſorte Hav bredere i Geographernes Foreſtilling. Pytheas’s førſte Rejſe gik, efter Strabos egen Beretning, langs det nordlige Oceans Kyſter til Udløbet af Tanais, hvilket han ſaaledes antog at være paa Nordſiden, ikke paa Syd-

  1. Ptolemæos II, 10 (Beſkrivelſe over Germanien); III, 5 (Beſkrivelſe over det europæiſke Sarmatien). Jevnfør Beſkrivelſe over det aſiatiſke Sarmatien (V, 8).