matiske Ocean ved den venediske Bugt og en Deel af et ubekjendt Land, mod Vest af Weichselen; det beboes mest af venediske Folk ved hele det venediske Hav, ovenfor Dacien af Peukiner og Bastarner, ved Mæotis (det asovske Hav) af Jazyger, Roxolaner o. fl.; ved Weichselen nedenfor Venederne af Gyther, saa Finner, saa Suler, nedenfor disse af Frugundier. Østenfor nogle Folk, der bo ved Weichselens Kilder, findes Galinder, Sudiner og Stavaner. Paa Oceanets Kyst ved det venediske Hav bo Velter, saa Ossier, saa Karber længst mod Nord; østenfor disse Kareoter og Saler m. fl.; ved Tanais’s Bøjning Ofler og Tanaiter, og nedenfor disse Osyler lige til Roxolanerne[1].
Vi finde, at ogsaa Ptolemæos er falden i den Snare, Datidens geographiske Forestillinger lagde for Systematikerne, at henføre Folkeslag, om hvilke de hørte at de boede paa Fastlandet langt hiinsides Germanien, til Egnene østenfor Weichsel. Saaledes faar han Finnerne nede i Polen, og Osylerne, der upaatvivlelig henhøre til Østersøens Kyst ved Øsel, paa Stepperne nede mod det asovske Hav. Men vi faa her bestemtere Efterretninger om de danske Øer og Skaane, og erfare med Vished, at Goterne beboede den sydlige Deel af „Skandja“, under hvilket Navn øjensynligt alt, hvad man kjendte af hele Halvøen, indbefattedes. Vi erfare tilligemed Bestemthed, at Venederne eller Venderne, fornemmelig Velterne (Wilzerne), boede ved den østlige Krog af Østersøen, som efter dem kaldtes det vendiske Hav eller den vendiske Bugt; at Galinder og Sudiner, lettiske Folk, som vi senere gjenfinde i Galindien og Sudauen, de indre Dele af det nuværende Østpreussen, boede noget østenfor Karpaterne, og at saavel de, som Venderne, foruden en Mængde andre Folkeslag, tilsammen regnedes for Sarmater. Osylernes Plads synes at være anført under Forudsætningen af at de boede ved Tanais, det samme synes ogsaa at være Tilfældet med Roxolanerne.
Men Tanais er en Flod, om hvis Beliggenhed man i Oldtiden ej var paa det Rene, og som man tildeels endog forvexlede med andre. Afstanden mellem det sorte Hav og Østersøen eller Oceanet tænkte man sig, som vi ovenfor have bemerket, kortere end den virkelig var, og saameget kortere, som man levede længer tilbage i Tiden; efterhaanden, som Kjendskaben til de østlige Egne udvidedes, blev ogsaa Landet mellem Oceanet og det sorte Hav bredere i Geographernes Forestilling. Pytheas’s første Rejse gik, efter Strabos egen Beretning, langs det nordlige Oceans Kyster til Udløbet af Tanais, hvilket han saaledes antog at være paa Nordsiden, ikke paa Syd-
- ↑ Ptolemæos II, 10 (Beskrivelse over Germanien); III, 5 (Beskrivelse over det europæiske Sarmatien). Jevnfør Beskrivelse over det asiatiske Sarmatien (V, 8).
